Sæson 4 af 'True Detective' er på vej - men med en stor ændring
Titlen er også afsløret
Siden afslutningen på den tredje sæson af True Detective i 2019, har der været snak om en sæson mere i det mørke krimiunivers.
Nu ser 4. sæson faktisk ud til at blive noget, men med en stor ændring bag kameraet.
Den oprindelige skaber Nic Pizzolatto er nemlig ude, og HBO har valgt at gå videre med serien uden ham.
Det forlyder, at det bliver Issa López, som overtager tøjlerne på den populære serie.
Arbejdstitlen er 'True Detective: Night Country', og kilder fortæller til Variety, at sæsonen vil udspille sig på Arktis, hvor der kan være nat i over 24 timer - med to kvindelige hovedroller.
LÆS OGSÅ: Populær dansk krimiserie vender tilbage med sin sidste sæson - Lars Mikkelsen får hovedrollen
Issa López har bl.a. stået bag gyserfilmen Tigers Are Not Afraid, der vandt et hav af priser. Siden da har hun været utroligt ombejlet og har kommende samarbejder med Guillermo Del Toro, Noah Hawley og Jason Blum. Og nu ser HBO altså ud til at slået kløerne i den mexicanske filmskaber.
Lopez forventes også at instruere første afsnit, hvis HBO giver grønt lys til projektet.
Blandt seriens producere finder man bl.a. Barry Jenkins, der i 2017 vandt en Oscar for filmen Moonlight og som sidste år stod bag serien The Underground Railroad.
Ifølge The Hollywood Reporter vender første sæsons hovedroller Matthew McConaughey og Woodey Harrelson tilbage som executive producers, hvilket de også har været på de forrige sæsoner.
Mens HBO ikke har kommenteret på nyheden, så har Issa López via sin Instagram bekræftet det.