Se første lange trailer til den nye Game of Thrones-serie
Kampen om tronen fortsætter i 'House of the Dragon'
En af verdens mest populære serier, Game of Thrones, følges op af en ny serie, der foregår 200 år før begivenhederne i George R.R. Martins fantasy-historier. Nu er den første lange trailer til House of the Dragon frigivet, og du kan se den nederst i artiklen.
Den nye serie bygger på Martins 'Fire & Blood', der fokuserer på den mægtige Targaryen-familie (dem med dragerne og den usædvanligt lyse hårpragt), der sidder på Jerntronen og styres med hård hånd af Kong Viserys.
Ved hans side står datteren Rhaenyra, der forventer at blive den første kvindelige hersker over De Syv Kongeriger, men som må kæmpe med en mandsdomineret kongerække. Samtidig er der hendes onkel, den frygtløse kriger Daemon, der lige nu er kongens efterfølger.
LÆS OGSÅ: Se den nye trailer til 'Ringenes Herre: Magtringene'
Som traileren viser, vil der være intriger, middelalderslag og ikke mindst en drage - ligesom vi forventer i en Game of Thrones-fortælling.
Den fyldige rolleliste består bl.a. af Paddy Considine (som Kong Viserys I), Emmy D’Arcy (som Prinsesse Rhaenrya, Kongens datter), Matt Smith (som Prins Daemon, Kongens lillebror), Rhys Ifans (som Ser Otto Hightower, Kongens Hånd), Olivia Cooke (som Lady Alicent Hightower, Ottos datter), Fabien Frankel (som Ser Criston Cole, en ridder med et godt øje til Rhaenrya), Steve Toussaint (som Lord Corlys Velaryon alias The Sea Snake), Eve Best (som Prinsesse Rhaenys Velaryon) og Sonoya Mizuno (som Mysaria, Daemon Targaryens fortrolige).
House of the Dragon får premiere den 22. august på HBO Max.