Steven Spielberg og Stranger Things-skabere slår sig sammen om vild Stephen King-serie
Efter 39 år er 'The Talisman' på vej til Netflix
I 1984 udkom Stephen Kings fantasy-roman 'The Talisman', som han skrev i samarbejde med Peter Straub. Allerede to år før udgivelsen, i 1982, sikrede Steven Spielberg sig rettighederne til projektet, således at han kunne filmatisere det.
Her 39 år efter, er det stadig ikke lykkedes, men det ser nu ud til at ændre sig. 'The Talisman' er nemlig nu på vej som en tv-serie til Netflix.
Spielberg er gået sammen med The Duffer Brothers, der står bag Stranger Things, og de har hyret Curtis Gwinn, som netop har arbejdet på brødrenes Netflix-serie og flere andre store serier som 'Narcos' og 'The Walking Dead', til at skrive og være showrunner på 'The Talisman'.
Bogen handler om den 12-årige Jack Sawyer, der drager ud for at redde sin døende mor. Han er på jagt efter en talisman, der ikke kun kan redde hans mor, men også hele verden, viser det sig. Han skal igennem to verdenen, både det farlige USA, som vi kender, og det mystiske fantasy-univers, The Territories.
Den næsten 1000 sider lange 'The Talisman' blev et stort hit, da den udkom, og fik i 2001 en opfølger i form af romanen 'Black House'. Der er altså masser af materiale at tage af i den nye serie.