Stjerne i brutal sviner efter serie-aflysning: "F*ck det. De kan ikke fyre mig igen"
Skuespilleren er absolut ikke tilfreds
Tilbage i maj fik serien 'Walker' kniven efter fire sæsoner.
Serien har Jared Padalecki i hovedrollen som Texas Ranger Cordell Walker. Padalecki er især kendt som den ene halvdel Winchester-brødrene i Supernatural. Begge serier kørte på CW, som i forbindelse med aflysningen af 'Walker' takkede stjernen for deres samarbejde med ham i over 20 år.
Men det ser ikke ud til at Jared Padalecki deler den samme kærlighed til tv-stationen på nuværende tidspunkt. I et interview med Variety i forbindelse med finalen på 'Walker' tager skuespilleren bladet fra munden og sender en sviner afsted mod sin gamle arbejdsgiver.
Omkring årsagen til seriens aflysning siger Padalecki, som ligeledes er executive producer på serien:
- Jeg har talt med chefen for CBS og chefen for Nexstar/CW, jeg har talt med andre executive producere på 'Walker', og jeg tror, at det var en situation med mange årsager.
LÆS OGSÅ: Oscar-vinder "sønderknust" over aflysning af ny Netflix-serie
Skuespilleren peger især på Nexstars opkøb af CW i 2022 som en central årsag til, at kanalen, som viste 'Walker', nu går i en anden retning:
- Jeg føler, at det CW, som jeg var en del af sidste år, ikke er det CW, som jeg var en del af under tidligere direktør Mark Pedowitz i nærmest alle 20 år. De ændrer kanalen, hvor de ikke længere laver rigtigt TV, så meget som det er: "Her er noget sjovt i en time, som du aldrig vil se igen, men forhåbentlig vil du se det. Og det er billigt!". Og jeg hader at sige det, men jeg er bare ærlig.
- Jeg mener, fuck det. De kan ikke fyre mig igen. Jeg er bare hudløst ærlig. Jeg føler, at de bare kigger efter noget virkelig nemt, billigt indhold, som de kan fylde en time ud med.
Siden 2022 har CW enten lukket eller er ved at afvikle en lang række populære serier, der tæller 'Naomi', 'Legacies', 'Legends of Tomorrow', 'Roswell, New Mexico', 'Nancy Drew', 'Stargirl', 'The Flash' og 'Riverdale'.
Efter aflysningen af 'Walker' er Jared Padalecki pludselig ledig på markedet, og meget tyder på, at han kan blive genforenet med sin serie-bror, Jensen Ackles, i 5. sæson af 'The Boys' på Prime Video. Han har i hvert fald selv udtrykt interesse i at medvirke i superhelteserien.
'Walker' kan ses på Viaplay i Danmark.