10-årige Karla har en kabale, hun skal få til at gå op. Hun er i julehumør, og hendes højeste ønske er, at samle hele sin familie, så hendes fraskilte far også kan være med til juleaften.
Men Karlas mor og stedfar Leif har alt for travlt og gider slet ikke at hygge og bage kager. Lillebror på 5 år har sin usynlige ven Licky, som hele tiden er ”årsagen” til alt, hvad der går galt, mens Mads Morten på 8 år spiller fodbold overalt. De får ALDRIG skylden for noget – det er ALTID Karla, det går ud over!
Da hendes to små brødre raserer hele huset, og hendes far samtidig aflyser den lillejuleaften, de skulle holde sammen, og moderens rengøringsvanvid tager overhånd, får Karla nok.
Hun løber hjemmefra og opsøger sin veninde Molly for at holde jul med hende, men Molly er på vej til sin mormor for at holde den perfekte jul med hele familien.
Nedslået går Karla ud i verden og slår sig sammen med den forhutlede Buster og den udviklingshæmmede Ejnar for at holde lillejuleaften. Sammen med Buster og Ejnar finder Karla ud af, at familier ikke er ufejlbarlige, og at hun kun kan få kabalen til at gå op sammen med sin egen familie.
'Karlas kabale' er baseret på Renée Toft Simonsens populære børnebog.