Biografhits, julemagi og mordmysterier: 10 film du skal se i december
Her er filmene, du skal hygge dig med i julemåneden
Det’ sørme, det’ sandt, december! Og hvilken bedre måde at varme op til jul og nytår på end at finde nogle julegodter frem, krølle sig sammen om sin dyne og streame løs i sin hjemmebiograf?
Der er et bredt udvalg af nye film i streamingland, og vi har samlet 10 af de mest spændende, der bør kunne tilfredsstille en bred smag.
Herunder er de ti film, du skal se i december måned:
Denne søde engelske julekomedie følger det unge par Hayley og James, der egentlig skilles på Londons togstation, men i sidste øjeblik begge beslutter sig for at overraske deres partner og skifte over til det andet tog og holde jul hos den andens familie.
Da hele landet så bliver dækket af det største snefald nogensinde, er de nu begge fanget hos hver deres svigerfamilie i den mest maniske tid på året.
Juletraditioner bliver vendt på hovedet, hemmeligheder afsløres, og familiesandheder fortælles med hylende morsomme konsekvenser. Parret indser, at der er en frygtelig masse, de ikke ved om hinanden.
Spørgsmålet er om Hayley og James' spæde forhold klarer sig til nytår?
De to hovedroller spilles af Asa Butterfield, der bl.a. er kendt fra Sex Education på Netflix samt hovedroller i storfilm som Hugo og Ender's Game, og Cora Kirk, der lige nu er biografaktuel i gyserfilmen Prey for the Devil.
’Your Christmas or Mine?’ kan ses på Prime Video fra d. 2. december.
Gulliermo del Toro’s Pinocchio
Det er blot et par måneder siden Disney havde premiere på deres egen genindspilning af historien om den snorløse trædukke på deres egen streamingtjeneste.
Nu kommer så en helt anderledes mørkere version af historien om den ensomme mand Gepetto, der skaber en dukke, som kommer til live. Den udspiller sig i facismens Italien, og bl.a. dikatoren Mussolini spiller en rolle.
Filmen er instrueret af auteuren Guillermo del Toro, der er kendt for sine fantasifulde og mørke universer, der bl.a. tæller mesterværket Pans labyrint og Oscar-vinderen The Shape of Water.
Vi kan følge Pinocchios drilske og ulydige eventyr på Netflix fra. 9. december.
Will Smith er tilbage i første rolle siden han den 28. marts i år vandt sin første Oscar-statuette for sin præstation i King Richard og fik en 10-års bandlysning for prisuddelingen på samme aften. Det skete efter, at han gik op på scenen og gav komiker Chris Rock en syngende lussing for rullende kameraer.
Den nye film er instrueret af Antoine Fuqua, der tidligere har stået bag film som Training Day og The Equalizer, og handler om en slave, der er på flugt gennem sumpene i Louisiana på en farefuld rejse for at undslippe de plantageejere, der var tæt på at slå ham ihjel.
Bliver filmen mon Will Smiths comeback?
'Guldtransporten' er en vaskeægte nordisk blockbuster baseret på en utrolig ægte historie.
Den kolde morgen den 9. april 1940 invaderede tyskerne Norge med klare mål for øje: Kongen, regeringen, at kontrollere kysten, jernmalmen og de norske guldreserver.
Samtidig fik en sekretær, en berømt forfatter fra Bergen og 30 soldater en yderst vigtig og hemmelig mission: Red Norges guld.
Filmen, der fortæller historien om den folkekære sanger Flemming 'Bamse' Jørgensen, har hidtil solgt knap 480.000 billetter i de danske biografer.
Nu kan man snart nyde det danske feel-good-drama fra sin egen stue, når filmen bliver tilgængelig på streaming.
I rollen som Flemming 'Bamse' Jørgensen ser vi Anders W. Berthelsen, der har kaldt det for karrierens mest krævende rolle.
Filmen følger den kendte musikers op- og nedture både musikalsk og personligt fra hans betændte forhold til sin adoptivfar til sejren i Dansk Melodigrandprix samt det efterfølgende nederlag i Eurovisionen.
Bamse kan købes på bl.a. Blockbuster og Viaplay fra d. 16. december. Vi afventer lejedato.
Bardo, en falsk fortælling om en håndfuld sandheder
Alejandro G. Iñárritu er en af verdens mest visonære instruktøre. Han har endda 5 Oscar-statuetter til at bevise det.
I sin nye film følger man en mexikansk journalist og dokumentarist, der vender hjem for at konfrontere sin identitet, familierelationer og fortid.
Filmen bliver beskrevet som en nostalgisk komedie, og er Iñárritus første film i syv år efter han tidligere har stået bag anmelderroste film som Babel, The Revenant og ikke mindst Birdman, der vandt en Oscar for Bedste Film i 2015.
’Bardo, en falsk fortælling om en håndfuld sandheder’ kan ses på Netflix fra 16. december.
Tom Cruise har fløjet sin sejrsrunde med sin længe ventede efterfølger til 80’er-klassikeren Top Gun.
Filmen er en af årets helt store biografhits – og med god grund!
Pete 'Maverick' Mitchell skal denne gang træne nogle rekrutter i en tid, hvor ubemandede droner bliver mere og mere almindelige.
Blandt gruppen af dygtige, unge jagerpiloter er Bradley 'Rooster' Bradshaw, som er søn af hans gamle partner Goose, hvilket medfører uventede udfordringer for begge parter.
Tom Cruise er kendt for at gå linen ud, når han laver film, og denne gang ses det i de vilde flyvescener, hvor Hollywood-stjernen og hans medspillere udsættes for virkelig G-påvirkning i jetflyenes cockpit.
Man kan flyve med Tom Cruise i 'Top Gun: Maverick' på SkyShowtime fra d. 22. december.
Filmen kan i øvrigt allerede købes/lejes på bl.a. Blockbuster.dk & Viaplay.
Glass Onion: A Knives Out Story
Mordmystereiet Knives Out fra 2019 med Daniel Craig som mesterdetektiven Benoit Blanc var et af årets helt store filmfænomener.
Nu kommer efterfølgeren til Netflix, hvor filmskaberen bag den første, Rian Johnson, vender tilbage som både manuskriptforfatter og instruktør.
Daniel Craig er naturligvis også tilbage, og han får desuden selskab af en yderst stjernestærk rollebesætning.
Det er navne som som Kathryn Hahn, Janelle Monae, Kate Hudson, Edward Norton, Leslie Odom Jr., Dave Bautista, Madeline Cline, Jessica Henwick og Ethan Hawke, der kommer til at være blandt de potentielle mistænkte.
'Glass Onion: A Knives Out Story' kan ses på Netflix fra lillejuleaften d. 23. december.
Kalder alle krimi- og Beck-fans! Der er en lille ekstra julegave specielt til jer.
Man kan nemlig bruge juledagene på at se den 47. film i rækken, hvor en festdeltager findes død efter en hæsblæsende ungdomsfest i et villakvarter udenfor Stockholm.
Liget bliver fundet af Martin Becks barnebarn Vilhelm, spillet af Valter Skarsgård, som er på sit første praktikophold som politiaspirant. Hans mentor, Alex, påtager sig den tunge rolle at vejlede og skåne Vilhelm i efterforskningen.
'Beck – Dødsfælden' kan ses på C More fra 1. juledag d. 25. december.
Denne dystopiske sorte komedie samler to af tidens mest spændende filmskabere, som faktisk har været kærester og samarbejdspartnere over mange år.
Filmen har nemlig Noah Baumbach (Mariage Story) bag kameraet, og Greta Gerwig (Lady Bird, Little Women) som medvirkende.
Filmen er baseret på Don DeLillos roman fra 1985 af samme navn om en moderne sammenbragt amerikansk families forsøg på at komme igennem dagligdagens konflikter, mens de forholder sig til livets universelle mysterier om kærligheden, døden og muligheden for at finde lykken i en uvis verden.
Adam Driver spiller rollen som familiefaren, der arbejder til daglig som professor på det lokale universitet med speciale i Hitler-studier.
'Hvid Støj'’ kan opleves i en kort periode i udvalgte biografer fra d. 8. december.