Gå til hovedindhold

David Finchers 10 film rangeret fra værst til bedst

Instruktøren er aktuel i biograferne og snart på Netflix med 'Mank'

stine@kino.dk
Skrevet af Stine Teglgaard


Med den aktuelle Mank er mesterinstruktøren David Fincher atter på alles læber. Vi rangerer i den anledning filmskaberens hidtil 10 film fra værst til bedst. 

Bemærk: Denne artikel blev først udgivet i 2014.

Mank får begrænset biografpremiere den 19. november

20200622-131338-photo-2.jpg

 

10. The Curious Case of Benjamin Button (2008)

Selvom den episke (og Oscar-nominerede) fortælling om en mand, der ældes baglæns, byder på særdeles rørende scener i især sidste akt samt flere storslåede elementer, er og bliver ’Benjamin Button’ det sorte får blandt Finchers film. Instruktørens karakteristika er fraværende, og rammefortælling virker påklistret. Filmen beviser dog, at Finchers bundniveau er tårnhøjt. 

girl-with-the-dragon-tattoo.jpg

 

9. The Girl with the Dragon Tattoo (2011)

Stieg Larsson-filmatiseringen blev en skuffelse både anmelder- og publikumsmæssigt. Sikkert fordi den udkom alt for kort tid efter det originale forlæg, og fordi Naomi Rapaces formidable portræt af Lisbeth Salander ikke kunne matches. Når det så er sagt, byder den amerikanske udgave utvivlsomt på bedre håndværk end den skandinaviske produktion, mens krimien faktisk indeholder en meget Fincherisk fortælling.

panic-room-jodie-foster-kri.jpg

 

8. Panic Room (2002)

Jodie Foster er en eminent skuespillerinde, og det er derfor ikke overraskende særdeles effektivt at se Fincher spærre hende inde som en desperat huntiger i et bur. Alligevel hører 'Panic Room' ikke til instruktørens bedste værker. Vi skyder skylden på de lidt kedelige skurke spillet af Forrest Whitaker og Jared Leto, samt det faktum at filmen udkom i kølvandet på 'Fight Club' og 'The Game', der begge satte en vis WTF-standard for en Fincher-film.

alien-3-ending.jpg

 

7. Alien³ (1992)

Den tredje Alien-film er problematisk, for i virkeligheden gav Fincher efter en katastrofal optageproces slip på filmen under post-produktionen. Den notorisk perfektionistiske instruktørs filmdebut er derfor ikke et rigtigt Fincher-værk. Som selvstændig film er den ubehagelige rumthriller dog stadig dejligt klaustrofobisk samt modigt deprimerende - og så er skurken jo svær at hade.

the-game-michael-douglas-2.jpg

 

6. The Game (1997) 

Har man ikke har set 'The Game' om en velhavende mand, der forsøger at redde sin bror ud af hænderne på et mystisk firma, så har man stadig en af nyere films mest overraskende slutninger til gode. Michael Douglas, Sean Penn og et dejligt dystert neo-noir plot hiver effektivt publikum rundt i manegen i en velkonstrueret thriller om den mest desperate side af menneskets natur.

gone-girl_f2r7gk.jpg

 

5. Kvinden der forsvandt (2014)

Gillian Flynns geniale bestseller 'Gone Girl' er umulig at filmatisere... men det er Fincher da ligeglad med! Og han har endda fået en sublim thriller ud af det. Men fortællingen om en mand, hvis kone forsvinder, er da også et nærstudie i et af Finchers favorit-emner: narcissistiske mennesker. Og så indeholder den alle de twists and turns, som man forventer fra hans stilliserede, kolde og manipulerende univers.
 

fight-club-brad-pitt-1.jpg

 

4. Fight Club (1999)

Den første regel, når man taler om 'Fight Club', er: "Man taler ikke om 'Fight Club'". Og ja, vi skal da heller ikke ødelægge et af 90ernes hovedværker for dig. Men se den for pokker! Brad Pitt og Edward Norton er suveræne som afvigere af samme skuffe og alligevel i hvert sit hjørne af bokseringen. Filmen er muligvis lidt forældet med tiden, men dens betydning for sin tid er indiskutabel og hører blandt de klassiske fanfavoritter.

the-social-network-759.jpg

 

3. The Social Network (2010)

Mark Zuckerberg-portrættet ligger indholdsmæssigt langt væk fra auteurens tidligere værker, men bliver ved hjælp af Aaron Sorkins Oscar-vindende manus til en 100 procent nihilistisk Fincher-oplevelse. Det misantropiske geni spilles med syrlig sarkasme af Jesse Eisenberg, og historien om Facebooks ophav står klart som til en thriller om brutale ambitioner og grådighed. Vi så det allerede i 'The Game': Der er koldt på toppen!

zodiac-downey-gyllenhaal-1.jpg

 

2. Zodiac (2007)

Fincher har altid haft en svaghed for seriemordere, men selvom 'Zodiac' handler om jagten på en morder, er fokus her stillet ultra skarpt på en helt anden jagt - nemlig jagten på mening. I efterforskernes uforløste besættelse demonstreres Finchers varemærke, kynisme, til perfektion. 'Zodiac' var desuden instruktørens første digitalt optagede film, hvilket gav ham lov til at gå minutiøst til værks. Og det er netop i detaljen, at filmen sejrer.  

5582790546cb7d21e388ec4bf4483382f6bd7c6ce79c8cf280be2a80ca5ffe4a.jpg

 

1. Se7en (1995)

'Se7en' gjorde Fincher til en rockstjerne i filmkredse. Intet mindre. Og ganske velfortjent! Seriemorder-filmen har overlevet de sidste 20 år og er uden tvivl filmskaberens hovedværk. Den satte også tonen. Fincher er her i sit absolut ondeste hjørne, for selvom plottet handler om to mænds kamp imod ondskaben selv, er det menneskehedens iboende og uudryddelige dårskab, der overlever. 'Se7en' er et sandt mesterværk, som kan ødelægge enhvers gode humør og samtidig ses om og om igen.  

(Sådan gjorde vi: Redaktionen nominerede i fællesskab de relevante film til afstemningen. Hver især lavede deres personlige top 10-liste, som i sidste ende resulterede i kino.dk’s endelige top 10.)
 

Mank kan lige nu ses i biograferne - og på Netflix fra den 3. december

Luk (Esc)

Siden kan ikke vises ordentligt

StreamingGuide fungerer ikke optimalt i denne browser. Skift venligst til en anden browser, fx Chrome, Firefox, Safari eller Edge, for at få den virkelige oplevelse.