Gå til hovedindhold

Nu på Netflix: 17 år før 'Barbie' kom denne lyserøde teenagedrøm af en film

Lad os spise kage!

Skrevet af Sofie Rechendorff Andersen


Den amerikanske filminstruktør Sofia Coppola, datter af Hollywood-giganten Francis Ford Coppola (‘The Godfather’), er lige nu biografaktuel med ‘Priscilla’ om superstjernen Elvis Presleys barnebrud. Og det er ikke første gang, Coppola fortæller historien om en teenagepige på skillevejen til ung kvinde, som tilsyneladende sidder i toppen af samfundets kransekagetårn, men alligevel oplever at selv samme samfund ikke nødvendigvis har så meget til overs for hende. 

Anmelderne elskede ‘Lost in Translation’ fra 2003, og også Coppolas debut ‘The Virgin Suicides’ (1999) blev godt modtaget. Men det er ikke dem, denne artikel handler om. Den handler om Coppolas absurde, impressionistiske film ‘Marie Antoinette’ fra 2006, som landede på Netflix 1. november. Dengang filmen havde premiere på filmfestivalen i Cannes, modtog den både stående klapsalver og voldsom buen. Det er nemlig ikke uden kontrovers at fortælle en sympatisk historie om deres sidste dronning til franskmændene i deres eget land.

I ‘Marie Antoinette’ følger vi den østrigske ærkehertuginde (Kirsten Dunst), fra hun som kun 14-årig blev gift med den franske kronprins Ludvig den 16. og blev den sidste dronning af Frankrig. (En teenagepige der bliver gift med kongen? Det lyder da lidt som en Coppola-film, der går i biograferne lige nu, gør det ikke?) Filmen slutter, da hun og hendes mand må forlade Versailles i 1789 på grund af den franske revolution. Vi ser dem ikke blive henrettet. (Men hvis I vil se dronningens henrettelse, forekommer den i Ridley Scotts biografaktuelle 'Napoleon'!)

Marie Antoinette

Kage. Kjoler. Sko. Champagne. Forfra igen. Kage. Kjoler. Sko… 

Det lyder som en lektion i fransk historie, men det kunne ikke være længere væk fra, hvad denne film er. I virkeligheden er den mindre en fortælling end en serie af pastelfarvede musikvideo-agtige montager af Antoinette, der forsøger at få det bedste ud af sin tid ved det mærkelige franske hof ved at drikke champagne, spise kage og købe smukke kjoler, sko og hårpynt.

Filmen er en teenagepiges feberdrøm. Den var skamløst lyserød, allerede 17 år før Greta Gerwigs 'Barbie'. Den er et udstyrsstykke, et visuelt virvar. Så smuk, at den tager vejret fra dig, og så udsøgt dekadent, at du næsten får kvalme. Den er kager og kjoler og sko og champagne til du kaster op og så forfra igen. Indtil alt, du husker om noget som helst, er Kirsten Dunsts snehvideansigt pakket ind i pink og med det højeste hår nogensinde set på det store lærred. (“It's full of secrets” som parykmageren Leonard hvisker under en festscene i en lækkert diskret Mean Girls-reference.)

Det her er filmhåndværk fra øverste skuffe. De flydende billeder, der kommunikerer stemning mere end plot, er en af Coppolas spidskompetencer. Vi så det i 'Lost in Translation', men vi ser det i den grad også her. 

“Lad dem spise kage” skulle den franske dronning ifølge legenden engang have sagt, da hun fik at vide, at det franske folk ikke havde nok brød at spise. Filmens plot påstår, at hun aldrig har sagt det, dronningen udbryder koket, da hun hører om det: “Nonsens! Sådan ville jeg aldrig sige!” Samtidigt fortæller filmen med sit billedesprog præcis det modsatte. Det er det, der er så elegant ved den måde, Coppola fortæller på. Ifølge billederne er hele dronningens verden kage. Og de kager ser så lækre ud, at vi seere er helt med hende. 

Marie Antoinette og kager

En slags fjerdebølgefeministisk antihelt

I stedet for enten at fordømme Antoinette for hendes overfladiskhed og lækkersult, eller påstå hun måske slet ikke var så overfladisk alligevel, dykker Coppola ned i overfladiskheden med sådan en indlevelse og empati for sin hovedkarakter, at vi seere bliver revet fuldstændig med. Og da det franske folk stormer Versailles, indser vi pludselig, at vi selv er blevet overfladiske. 

Vi er blevet så effektivt forført af den vanvittige skønhed, der er i hvert eneste shot i denne her film, at vi ligesom dronningen et øjeblik havde glemt, at det franske folk fandtes. Mod vores egen vilje forstår vi dronningen, ikke fordi hun har lidt modgang og er en stakkel eller et offer, men fordi vi kan mærke det menneskelige i at blive så opslugt af smukke TING og kager, at vi glemmer, der er en ægte virkelighed, hvor ting og kager koster penge, og penge koster liv. 

På den måde bliver filmen et studie i ultrafeminin æstetik, som stiller det radikale spørgsmål: Hvad nu hvis den mest privilegieblinde, blondinedumme, overfladiske, tøsede unge kvinde også var et menneske af kød og blod, som vi kunne forstå og leve os ind i? Igen - over 15 år før Gerwigs 'Barbie'. Coppolas 'Marie Antoinette' bliver således en slags fjerdebølgefeministisk antihelt.

Om end ikke så dybt og subversivt et stykke filmkunst som The Virgin Suicides (1999) eller så priset og anerkendt som Lost in Translation (2003) er Sofia Coppolas ‘Marie Antoinette’ et moralsk kompliceret studie i pigethed, et skamløst lyserødt state of mind, som alle fortjener at lade sig blive blæst fuldstændig væk af.

'Marie Antoinette' kan ses på Netflix

Priscilla er aktuel i biografen. Find dine billetter her

Trailer til Marie Antoinette

Inspiration til hjemmebiografen
 

StreamingGuide nyhedsbrev signup billede

 

Luk (Esc)

Siden kan ikke vises ordentligt

StreamingGuide fungerer ikke optimalt i denne browser. Skift venligst til en anden browser, fx Chrome, Firefox, Safari eller Edge, for at få den virkelige oplevelse.