Gå til hovedindhold

Overblik: Her kan du se årets Oscar-nominerede film

Nogle i biografen, andre på streaming

Skrevet af Ingeborg Bisgaard


I mandags blev årets nomineringer til verdens mest prestigefyldte prisuddeling offentliggjort. Foruden de historiske danske Oscar-nomineringer til bl.a. Druk og Thomas Vinterberg, var det i særdeleshed Mank, der stjal opmærksomheden med sine 10 nomineringer.

I denne guide fortæller vi dig, hvor du kan se filmene inden Oscar-uddelingen løber af stablen den 25. april. 

 

Borat-2.jpg

 

Borat 2 / Borat Subsequent Moviefilm

Blandt årets Oscar-overraskelser finder man ’Borat 2’, der igen følger den kasakhstanske dumpap, som rejser tilbage til USA, der denne gang er præget af COVID-19 og politiske magtkampe.

Filmen snuppede en nominering for Bedste bearbejdede manuskript, mens sensationen Maria Bakalova blev nomineret for Bedste kvindelige birolle.

’Borat 2’ kan ses på Amazon Prime.

 

Burrow (Kaninhullet)

Den søde fortælling om en kanin er nomineret i kategorien Bedste animerede kortfilm.

’Burrow’ kan ses på Disney+.

 

Collective  

Den afslørende dokumentar dykker ned i en perlerække af skandaler i Rumænien, herunder en dødelig brand. De viser sig at have forbindelse til de øverste myndigheder.

En gruppe idealistiske journalister jagter de korrupte magthavere. Deres store arbejde skildres i filmen, der nu er blevet belønnet med en Oscar-nominering.

’Collective’ kan ses på HBO Nordic.

 

Crip Camp

Dokumentaren om en sommerlejr for unge med fysiske handicap, der blev startet i 1971 og startede en banebrydende bevægelse for større ligestilling.

Filmen er nomineret i kategorien Bedste dokumentar.

‘Crip Camp’ kan ses på Netflix.

 

Da 5 Bloods

Spike Lees krigsdrama ’Da 5 Bloods’ fik gode anmeldelser i de amerikanske medier, da den udkom sidste sommer. Til trods for det blev filmen fuldstændig overset til årets Golden Globes, og filmens eneste Oscar-nominering gik til Terence Blanchard for Bedste originale musik.

Mange mener dog, inklusiv instruktør Spike Lee selv, at hovedrolle Delroy Lindo blev pinligt forbigået til Oscar-nomineringerne.

‘Da 5 Bloods’ kan ses på Netflix nu.

Druk

 

Druk

Det danske Oscar-bidrag skrev historie, da den ikke kun blev nomineret for Bedste internationale film, men også indbragte Thomas Vinterberg en Oscar-nominering for Bedste instruktør – som den første dansker nogensinde.

Filmen om fire gymnasielærere, der kaster sig ud i et alkohol-eksperiment, har vist sig at tiltale et stort internationalt publikum.

’Druk’ kan lejes/købes på Blockbuster.dk, Viaplay, SF Anytime, mf.

 

Emma

Den stilede Jane Austen-filmatisering er nomineret for Bedste Kostume og Makeup og Hårstyling.

’Emma’ kan lejes/købes på Blockbuster.dk, Viaplay, SF Anytime, mf.

 

Eurovision Song Contest: The Story of Fire Saga

‘Eurovision Song Contest: The Story Fire Saga’ med Will Ferrell og Rachel McAdams delte vandene blandt anmeldere og publikum, da den fik premiere på Netflix sidste sommer.

Nu er det dog lykkes Melodi Grand Prix-komedien at blive nomineret til en Oscar i kategorien Bedste Sang med sangen ‘Husavik’.

‘Eurovision Song Contest: The Story of Fire Saga’ kan ses på Netflix nu.

The Father

 

The Father

’The Father’ har scoret hele 6 Oscar-nomineringer i år, og især de to skuespilpræstationer fra de tidligere Oscar-vindere Anthony Hopkins og Olivia Colman fremhæves.

I filmen spiller de to far og datter, da den aldrende Anthony (det hedder karakteren også) afviser hjælp fra sine opgivelser, mens hans verdens langsomt forsvinder omkring ham, og han tvivler på sin nære.

’The Father’ er sat til at få biografpremiere den 10. juni i Danmark.

 

Feeling Through

Kortfilmen ‘Feeling Through’ handler en hjemløs ung mand og en døvblind mand, der mødes ved et busstoppested på en sen aften i New York.

‘Feeling Through’ kan ses på Youtube.

 

Greyhound

2. verdenskrigsdramaet er både skrevet af Tom Hanks og har skuespilleren i hovedrollen, men det er filmens lyd som den er blevet Oscar-nomineret for.

’Greyhound’ kan ses på Apple TV.

 

Hillbilly Elegy

Glenn Glose er nomineret i kategorien bedste kvindelige birolle for sin rolle i filmen ’Hillbilly Elegy’. Til årets Razzies er hun på usædvanlig vis nomineret til værste kvindelige skuespiller for selvsamme præstation.

Den 73-årige skuespillerinde har været Oscar-nomineret otte gange, men har aldrig vundet – måske bliver det endelig i år, at hun får lov til at tage den gyldne Oscar med hjem.

’Hillbilly Elegy’ kan ses på Netflix nu.

 

If Anything Happens I Love You

Blandt de nominerende for Bedste animerede kortfilm finder man denne Netflix-perle om kærlighed og sorg i en familie.

‘If Anything Happens I Love You’ kan ses på Netflix nu.

Judas and the Black Messiah

 

Judas and the Black Messiah

‘Judas and the Black Messiah’, der handler om en FBI-agents infiltrering af De Sorte Pantere og deres karismatiske leder Fred Hampton, er nomineret i seks kategorier til Oscars, herunder Bedste film og Bedste manuskript.

Daniel Kaluuya, der vandt en Golden Globe for rollen, er også i spil som Bedste mandelige skuespiller, mens LaKeith Stanfield er nomineret til Bedste mandelige birolle.

’Judas and the Black Messiah’ bliver distribueret af Warner Bros., der i USA udgav den simultant i biografen og på HBO Max. Den har endnu ikke en fastlagt dansk premiere.

 

The Letter Room

I kategorien Bedste kortfilm finder man endnu en dansk nomineret - nemlig Elvira Lind, der instruerer sin mand Oscar Isaac i denne kortfilm om en fængselsbetjent, der får til opgave at gennemlæse de indsattes breve og pludselig bliver involveret i en af de indsattes privatliv.

’The Letter Room’ kan købes på Vimeo.

 

Ma Rainey’s Black Bottom

Filmen om en karismatisk sangerinde i 20’erne Chicago er nomineret i fem kategorier, hvor fra skuespilspræstationerne i særdeleshed er i fokus.

Den afdøde Chadwick Boseman, der for nyligt vandt en Golden Globe for same rolle, er nomineret i kategorien Bedste mandelige skuespiller – og er også favoritten i Oscar-regi.

Viola Davis skriver derudover Oscar-historie som den mest nominerede sorte skuespillerinde nogensinde med sin nominering i kategorien Bedste kvindelige skuespiller.

’Ma Rainey’s Black Bottom’ kan ses på Netflix nu.

Mank

 

Mank

David Finchers fortælling om den alkoholiserede manuskriptforfatter Herman J. Mankiewicz og tilblivelsen af filmhistoriens største værk ’Citizen Kane’ blev forventeligt en stor succes blandt anmeldere og filmelskere.

Det er derfor ikke overraskende, at filmen er årets Oscar topscorer med hele ti nomineringer – heriblandt for Bedste film, Bedste instruktør og Bedste mandlige hovedrolle til Gary Oldman.

’Mank’ kan ses på Netflix nu.

 

The Midnight Sky

George Clooney står både foran og bagved kameraet i denne sciene ficition-film, der følger en forskers forsøg på at stoppe en global katastrofe.

Det var undervældende anmeldelser, der ramte filmen og Clooney, da den udkom i december. Filmen hyldes alligevel for sin brug af visuelle effekter til dette års Oscar-uddeling.

‘The Midnight Sky’ kan ses på Netflix nu.

MINARI.jpg

 

Minari

Filmen, der snuppede en Golden Globe foran ’Druk’ i kategorien Bedste udenlandske film, har avanceret hos Oscar-akademiet, hvor den nu er nomineret i hovedkategorien Bedste film.

Seks nomineringer er det blevet til i alt, hvilket også tæller Bedste instruktør og manuscript, samt Bedste mandelige hovedrolle til Steven Yeun, der er nomineret som den første asiatiske skuespiller nogensinde.

‘Minari’ forventes at premiere den 15. april, hvis biograferne åbner.

 

The Mole Agent

Den chilenske dokumentar følger en ældre privatdetektiv, der går undercover på et plejehjem for at finde ud, hvordan de ældre bliver behandlet på stedet.

’The Mole Agent’ har opnået en Oscar-nominering for Bedste dokumentarfilm.

’The Mole Agent’ kan lejes/købes på Blockbuster.dk eller Viaplay.

 

Mulan

Live action-genindspilningen af Disney-klassikeren om en kinesisk pige, der drager i krig for sin far, har score to Oscar-nomineringer for dens visuelle effekter og kostumer.

’Mulan’ kan ses på Disney+.

 

My Octopus Teacher (Hvad jeg lærte af en blæksprutte)

Et usædvanligt venskab mellem en mand og en blæksprutte er udgangspunktet for denne dokumentar, som har opnået en Oscar-nominering for netop Bedste dokumentar.

’My Octopus Teacher’ kan ses på Netflix.

 

News of the World

Inden offentliggørelsen af dette års Oscar-nomineringer, var der spekulationer om at filmens hovedrolle Tom Hanks, der tidligere har fundet to Oscars, kunne få endnu en Oscar-nominering til samlingen efter sin rolle i denne Netflix-film af Paul Greengrass.

Det blev ikke til en nominering til Hanks, men ’News of the World’ er nomineret i fire tekniske priser.

‘News of the World’ kan ses på Netflix nu.

Nomadland.jpg

 

Nomadland

Den anmelderroste ’Nomadland’ kan meget vel løbe med flere af showets store priser. Oscar-favoritten er nomineret i seks kategorier, herunder Bedste film, manuskript, instruktør og kvindelige hovedrolle.

Den tidligere dobbelte Oscar-vinder Frances McDormand spiller kvinden Fran, der vil prøve noget nyt med sit liv og derfor begiver sig ud på en fysisk, såvel som spirituel rejse, gennem USA.

’Nomadland’ udkommer i de danske biografer, når de åbner – og lander på Disney+ fra den 30. april.

 

The One and Only Ivan (Fantastiske Ivan)

Gorillaen Ivan danner rammen for denne fortælling, hvor han planlægger sin flugt fra fangenskab.

Filmen er baseret på den populære børnebog af samme navn, og er nomineret for Bedste visuelle effekter til årets Oscar-uddeling.

’The One and Only Ivan’ kan ses på Disney+.

 

One Night in Miami

Dette fiktive drama samler de fire ikoner Muhammed Ali, Malcolm X, Sam Cooke og Jim Brown, der diskuterer deres rolle i Borgerrettighedersbevægelsen i 1960’erne.

Filmen, der er Regina Kings instruktørdebut, scorede 3 Oscar-nomineringer. Leslie Odom Jr. for Bedste mandlige birolle som Sam Cooke, Bedste adopterede manuskript (filmen er baseret på et teaterstykke) og Bedste sang for ’Speak Now’.

‘One Night in Miami’ kan ses på Amazon Prime.

 

Onward (Fremad)

Pixar har to animationsfilm nomineret i årets Oscar-ræs. Den ene af dem er ’Onward’ på dansk kendt under titlen ’Fremad’, der udspiller sig en magisk verden og følger to brødres rejse for at få en dag mere med deres afdøde far.

I den originale version lægger Tom Holland og Chris Pratt stemmerne til de to brødre.

’Onward’ / ’Fremad’ kan ses på Disney+ eller lejes/købes på Blockbuster.dk eller Viaplay.

 

Over The Moon

Glen Keanes animations-musicial handler om en pige, der bygger en rumraket i håbet om at møde en mytisk måne-gudinde.

’Over the Moon’ er nomineret i kategorien Bedste animerede spillefilm. Det er Keanes spillefilmsdebut, men ikke hans første nominering. I 2018 vandt han sammen med basketballstjernen Kobe Bryant en Oscar for Bedste animerende kortfilm med filmen ’Dear Basketball’.

’Over the Moon’ kan ses på Netflix nu.

 

Pieces of a Woman

Vanessa Kirbys udfordrende rolle i ’Pieces of a Woman’ har givet hende karrierens første Oscar-nominering. Hun er nomineret i kategorien Bedste kvindelige skuespiller for sit portræt af en kvinde i sorg efter en hjemmefødsel ender fatalt.

Det er den eneste nominering til filmen efter Netflix valgte at fjerne den skandaleramte Shia LaBeouf fra deres Oscar-kampagne grundet et sagsanlæg mod ham.

’Pieces of a Woman’ kan ses på Netflix nu.

Promising-Young-Woman.jpg

 

 

Promising Young Woman

Hævn-thrilleren har masser af god Oscar-buzz, og er blevet nomineret i hele fem kategorier.

Udover Bedste film, finder man Emerald Fennell i to kategorier, nemlig Bedste instruktør og manuskript, mens hovedrolle Carey Mulligan er nomineret for anden gang i karrieren.

’Promising Young Woman’ er købt til dansk distribution og lander i biografen umiddelbart efter en kommende genåbning.

 

Shaun the Sheep Movie: Farmageddon (F for får filmen – Fårmageddon)

Frode får har nu opnået sin anden Oscar-nominering.

I 2015 snuppede den første film en plads mellem de nominerede, og det samme er tilfældet i år, hvor stop-motion-filmen, der denne gang drager ud i rummet, er Oscar-nomineret for Bedste animationsfilm.

’F for får filmen – Fårmageddon’ kan lejes/købes på Blockbuster.dk, Viaplay, SF Anytime, mf.

 

Soul (Sjæl)

Pixars anden Oscar-nominerede animationsfilm til årets uddeling er ’Soul’ / ’Sjæl’, som tager os med på en spirituel rejse med jazzpianist Joe efter en dødsulykke.

’Soul’ har udover en nominering for Bedste animationsfilm, ligeledes fået nominering for dens Bedste originale score og Bedste lyd.

Det er 9. gang, at instruktør Pete Doctor står bag en Oscar-nomineret Pixar-film. I 2010 vandt han for Up, mens han i 2016 vandt for Inside Out.

’Soul’ / ’Sjæl’ kan ses på Disney+.

 

Sound-of-Metal.jpg

 

Sound of Metal

Det roste drama ’Sound of Metal’ skulle have haft biografpremiere i december, men så lukkede biograferne ned.

Filmen handler om trommeslageren Ruben, hvis liv braser sammen, da han begynder at miste sin hørelse. I hovedrollen ses Riz Ahmed, der har fået én af værkets i alt 6 Oscar-nomineringer, for sin hovedrolle.

’Sound of Metal’ er således også nomineret for Bedste film, Bedste manuskript, Bedste mandlige birolle til Paul Raci, Bedste lyd og ikke mindst Bedste klipning, som danske Mikkel E.G. Nielsen har stået for(!).

’Sound of Metal’ står til at få premiere hurtigst muligt, når biograferne i Danmark genåbner.

 

Tenet

Christopher Nolans storfilm blev forbigået i de store kategorier, men høstede alligevel to tekniske nomineringer for dens visuelle effekter og production design.

Måske den tidslegende actionfilm var en for stor mundfuld for Oscar-akademiets medlemmer. Bedøm selv.

’Tenet’ kan ses på Blockbuster.dk, Viaplay, SF Anytime, mf.

 

Time

Nomineret for Bedste dokumentar følger ’Time’ Sibil Fox Richardsons kamp for at få løsladt sin mand, der har fået en dom på 60-års fængsel for bankrøveri.

’Time’ kan ses på Amazon Prime.

The-Trial-of-the-Chicago-7.jpg

 

The Trial of the Chicago 7

Aaron Sorkins stjernespækkede historiske drama om den legendariske retssag mod syv aktivister i 1968 er nomineret til fem Oscars – heriblandt Bedste film.

Selvom tidligere Oscar-vindere som Eddie Redmayne og Mark Rylance også er på rollenlisten, blev det Sacha Baron Cohen, der også er nomineret i kategorien Bedste bearbejdede manuskript for Borat 2 / Borat Subsequent Moviefilm, som løb med Bedste mandlige birolle-nomineringen.

‘The Trial of the Chicago 7’ kan ses på Netflix nu.

 

The United States vs Billie Holiday

Filmen handler om den ikoniske jazzsangerinde, da hun bliver en del af en narkoefterforskning.

Andra Day fik overraskende en Golden Globe som Bedste kvindelige skuespillerinde for sit portræt af Billie Holiday. Hun er derfor en af favoritterne i selvsamme kategori til Oscars.

’The United States vs. Billie Holiday’ står til at få dansk biografpremiere den 22. april.

 

The White Tiger

Den indisk/amerikanske film ‘The White Tiger’ er nomineret til en Oscar for Bedste bearbejdede manuskript.

Filmen handler om den fattige Balram, der forsøger at kæmpe sig op igennem Indiens benhårde samfundshieraki.

‘The White Tiger’ kan ses på Netflix nu.

 

Wolfwalkers

Fantasy-animationsfilmen dykker ned i irsk folkemytologi, og har fået masser af roser med på vejen. Den vil uden tvivl give bl.a. Pixar kamp til stregen for statuetten i kategorien Bedste animationsfilm.

’Wolfwalkers’ kan ses på Apple TV.

 

Yes People

Denne islandske produktion er nomineret som Bedste animerede kortfilm. Den følger seks mennesker fra samme lejlighedskompleks i løbet af en dag.

’Yes People’ kan lejes/købes på Vimeo.

Inspiration til hjemmebiografen

Vil du have streamingguides og nyheder i din indbakke? Få vores nyhedsbrev.

Ja, jeg accepterer StreamingGuide af kino.dk's markedsføringssamtykke
Luk (Esc)

Siden kan ikke vises ordentligt

StreamingGuide fungerer ikke optimalt i denne browser. Skift venligst til en anden browser, fx Chrome, Firefox, Safari eller Edge, for at få den virkelige oplevelse.