Gå til hovedindhold

Sådan fik dansk instruktør Eddie Redmayne til at "lukke monsteret ud" i vild scene

Bag kameraet på 'The Good Nurse'

dhn@kino.dk
Skrevet af Daniel Hartvig Nielsen


Den mest populære Netflix-film på verdensplan i den forgangene uge var seriemorder-thrilleren The Good Nurse, der også har indfundet sig på den danske Netflix top 10.

Manden bag den filmen er dansk. Det er Tobias Lindholm, som vi på vores hjemlige breddegrader bl.a. kender for film som Kapringen, Krigen og tv-serien Efterforskningen.

'The Good Nurse' er Lindholms amerikanske debut, og i den forbindelse har vi mødt instruktøren, der både har fortalt os om sit nye take på seriemorder-genren, og hvordan det er at være den mest populære dansker i Hollywood lige nu.

Det skete i vores podcast "Den varme biografstol", som du kan lytte til herunder – eller på din favorit podcast-tjeneste.  

I podcasten fortæller danskeren også om samarbejdet med sine to prisbelønnede hovedroller, Oscar-vinderen Jessica Chastain, der spiller sygeplejesken Amy, som opdager, at hendes kollega og ven Charlie Cullen – spillet af Oscar-vinderen Eddie Redmayne – er seriemorder. Måske med op til 400 mennesker på samvittigheden.

Tobias Lindholm forklarer os herunder om Eddie Redmaynes "meget specielle arbejdsmetode" – og ikke mindst om en af filmens vildeste scener. Afhøringsscenen, hvor Redmayne går amok, og som nok har sat sig fast i de fleste seere efterfølgende.

The Good Nurse
Foto: Netflix

 

Eddies fysiske vej ind i rollen

Lindholm fortæller, at udvælgelsen af Eddie Redmayne skete i samarbejde med filmens producer Scott Franklin:

- Vi havde fået udleveret nogle lister fra studiet med, hvilke A-liste skuespillere som ville kunne opretholde det her budget. Det er alle mulige, der lige har solgt mange billetter, og ofte store filmstjerner og sjældent store skuespillere. Det var et virkeligt kedeligt møde, fordi man sidder der og tænker: ”Hvad fanden skal vi bruge de her navne til?”

- Så vi skubbede de lister væk, og så begyndte vi i stedet på at snakke om, hvilke film vi har set fornyeligt, der rørte os og så sagde Scott: ”Jeg har lige set The Theory of Everything med en af mine sønner. Hvad med Eddie Redmayne?”. Og lige da han sagde det, så kunne jeg bare mærke, at det var perfekt.

- To uger efter sad jeg i London med Eddie og fik en drink. Vi snakkede om den her film, og han indvilligede i at lave den sammen med mig. Og der fortalte han mig om sin metode, og Eddies vej ind er altid en fysisk vej. Han taler selv om sig selv som en skuespiller, der har brug for en lang landingsbane at lette fra. Altså der skal være et langt indløb, hvor han arbejder med sin dialog coach, hvor han arbejder med en fysisk træner, som han har. En danser som han udviklede karakteren og sine bevægelser fra 'The Theory of Everything' med.

- Den rigtige Charlie Cullen er i bogen beskrevet som om, at han ligner et spørgsmålstegn, både sådan i sin holdning og i måden han er overfor verdenen på. Han er ikke noget udråbstegn, han har ikke store armbevægelser. Han er mere sådan lidt nervøs kiggende rundt på verdenen, og det begyndte de så at arbejde med.

- Så da Eddie kom til New York og joinede mig og Jessica, så havde han allerede fundet en fysisk, som han kunne præsentere. Små ting med at han beroligede sig selv ved at pille lidt ved sin trøje og sådan noget, i momenter hvor man tror, han egentlig står helt stille. Det er helt utroligt at se ham arbejde. Han er virkelig et disciplineret hårdt arbejdende menneske.

The Good Nurse
Foto: Netflix

 

Lukkede monstret ud i 11 timer

Tobias Lindholm brugte dog også sin egen metode for at fremmane ”monsteret” i Eddie:

- Så går vi i gang med filmen, og vi øver alle scener ret meget, Jessica Chastain, Eddie Redmayne og jeg havde næsten en måned sammen, hvor vi bare gik scenerne igennem igen og igen og igen og igen, for at vi endeligt på settet kunne sætte det fuldstændigt fri og kunne lade det være så naturligt så muligt.

- De eneste to scener vi aldrig øvede, var de to sidste scener i filmen. Scenen, hvor politiet prøver at presse Eddie til at tilstå, hvor han går i baglås, og scenen, hvor Amy får ham til at tilstå til sidst. Fordi vi tænkte, at hvis vi får logikken i alle de andre scener rigtigt, så har vi den hver især så meget, så hvis vi bare lader det simre igennem hele perioden, så vil der ske noget smukt i de to scener.

- Og så kom vi til dagen, og det var egentlig ret tosset, fordi jeg havde insisteret på, at vi skulle filme i et rigtigt kosteskab, altså hvor der ingen plads var. Alle ville bare gerne have, at vi byggede noget, for så kunne man bare flytte væggene, så der lige var plads til kameraet, men tricket med den her scene var, at der ikke skulle være plads til kameraet, at vi skulle helt ind, hvor det var ubehageligt at være og placere Eddie helt op i hjørnet. Så pressede vi bare lyd-folk og kamera-folk og alle mulige ind i det her rum.

- Men så lavede jeg en ting, jeg havde aldrig fortalt Eddie, at jeg ville lænke ham med et håndjern til bordet. Så han kommer på dagen og har sin version klar i hovedet om, hvordan den her ”I can’t”-rant skal køre, og så går han ind og sætter sig.

- Vi havde hyret en ægte detektiv til at gå ind og give ham håndjern på, og så kiggede Eddie op, og jeg kunne se i øjnene på ham, at han fik en ide, og så tænkte jeg: ”Okay, nu bliver det spændende”.

- Jeg gjorde det simpelthen for at sørge for, at jeg havde en lille smule kontrol med Eddie, altså i hans proces, at jeg havde en indvirkning, så han ikke kunne gøre præcis, som han havde forberedt.

- Det gjorde, at vi endte med denne her ”I can’t”-gentagelse med stigende aggression. Han lukkede jo monsteret ud den dag, og det gjorde han så 11 timer i streg.

The Good Nurse
Foto: Netflix

 

Gav sig fuldt ud for kollegaerne

Danskeren fortæller, hvordan Eddie Redmayne ikke bare er en disciplineret arbejdshest, men han har også en særlig respekt for sine medspillere:

- Jeg kom ind engang imellem og lagde is på håndleddet, således at det ikke var helt smadret af det der håndjern, men ellers så sad han bare, og på et tidspunkt, tænkte jeg: ”Shit, han har tabt den derinde, altså han har det ikke godt”.

- Så jeg gik ind, og så var det, som om han godt kunne mærke, at jeg var bekymret for ham, så han kiggede lige op og så sagde han ”I’m okay, pal”, og så kiggede han ned igen. Så sagde jeg, ”Okay” og gik hen til monitoren og så fortsatte vi.

- Det var en meget speciel dag. Jeg havde min 11-årige søn med på set den dag, og det var ham der kaldte ”action” foran alle takes. Han sad i 11 timer i træk, bare ved den der moniter og kiggede på Eddie, der gik amok, og det utrolige ved Eddie - og det der virkelig fortæller noget om hans disciplin - det er, at han gjorde præcis det samme med præcis samme energi uanset om vi filmede ham eller filmede Nnamdi Asomugha og Noah Emmerich (de to betjente, red.).

- Normalt så ville du jo spare dig selv lidt, når du ikke er i kameraet, så kan man altid lægge noget lyd på og sådan, men Eddie vidste, at hans skuespiller-kammerater og kollegaer havde brug for, han gav den hele armen så deres reaktion også føltes naturligt. Så han gav sig altså fuldt ud der, og det kan man jo godt mærke.

'The Good Nurse' kan ses på Netflix nu.

Lyt til vores interview med Tobias Lindholm på disse podcast-tjenester:
På Spotify
I Apple podcast
Hos Libsyn
På Podimo
Google podcasts
- Og i din podcast-app (Android og iPhone)

BLIV MEDLEM AF VORES FILMFORUM PÅ FACEBOOK HER.

       Inspiration til hjemmebiografen
 

StreamingGuide nyhedsbrev signup billede

 

Luk (Esc)

Siden kan ikke vises ordentligt

StreamingGuide fungerer ikke optimalt i denne browser. Skift venligst til en anden browser, fx Chrome, Firefox, Safari eller Edge, for at få den virkelige oplevelse.