Streaming-tip: Ulf Pilgaards dobbelt-rolle gav ham karrierens eneste pris
Se sci-fi filmen gratis
I 1994 overraskede Ulf Pilgaard alt og alle, da han sprang ud som nekrofil seriemorder i Ole Bornedals Nattevagten. Ikke mindst de danske filmanmeldere, der gav den danske skuespiller hans første Bodil-nominering. Han vandt dog ikke.
Han vandt tilgengæld både en Bodil og Robert året, da han spillede gal videnskabsmand i den danske sci-fi-thriller Farligt venskab, som i eftertiden er gået lidt hen i glemslen. Men det er ikke desto mindre den eneste præstation på film, som Ulf Pilgaard er blevet belønnet for med de største danske priser, du kan få.
'Farligt venskab' kan nu streames helt gratis på DR TV og Filmstriben (m. bibliotekslogin), så hvis du har set 'Nattevagten' strækkeligt mange gange, eller har lyst til at se noget mere med Ulf Pilgaard efter, at du har været i biografen og se Nattevagten 2 - Dæmoner går i arv, så er 'Farligt venskab' et oplagt bud.
I 'Farligt venskab' spiller Ulf Pilgaard den syge videnskabsmand Per Wahlin, som har en skummel plan. Han vil skifte krop med en ung dreng og på den måde leve videre. Wahlin har udstyret til det, nu mangler han bare sit offer. Han udser sig den unge knægt Jonas - der dog ikke giver op uden kamp.
LÆS OGSÅ: Her kan du streame den første 'Nattevagten'
Den store udfordring for Ulf Pilgaard i 'Farligt venskab' er, at han faktisk ender med at spille en dobbeltrolle - da han i en god del af filmen faktisk er en 16-årig dreng fanget i den ældre mands krop.
Da Ulf Pilgaard besøgte kino.dks podcast, "Den varme biografstol", fortalte han kort om sin oplevelse med at lave 'Farligt venskab':
- Den husker jeg som faktisk en rigtig god film, en ungdomsfilm, altså den var lavet til unge mennesker. Den var efter omstændighederne – hvis man havde haft nogle flere penge kunne det have set mere rigtigt ud med sådan nogle store maskiner, der skulle omstille ens liv til et yngre liv osv., men med de forhåndenværende midler så var det faktisk en ganske udmærket [film, red.].
- Det var sjovt at lave, fordi jeg skulle spille både en gammel mand og en 16-årig knægt. Det var jo i sig selv en opgave for en skuespiller, men en skøn opgave, udtaler Ulf Pilgaard.
Det er faktisk ikke Ulf Pilgaards eneste dobbelt-rolle, tidligere i karrieren spillede han nemlig tvillingbrødrene Oscar og Gert i krimi-komedien 'Pas på ryggen, Professor!'. En film, som den danske skuespiller ikke husker meget af i dag: "Jeg har slet ikke set den siden", fortæller han bl.a. i podcasten.
Lyt til hele vores podcast med Ulf Pilgaard herunder - eller i din foretrukne podcast-app (søg blot på "kino.dk filmpodcast"), hvor han bl.a. taler meget mere om 'Nattevagten' både 1 og 2: