Streaming-tip: Ikonisk Batman-serie kan endelig ses i Danmark!
Så er vinteren reddet!
Fra 1992-1995 løb en af nyere tids mest ikoniske animationsserier over skærmen for første gang, nemlig den elskede Batman: The Animated Series.
Nu kan serien ses på Netflix. I hvert fald 64 ud af seriens i alt 109 episoder, som i sin tid fordelte sig på i alt tre sæsoner. Vi håber, at også de resterende afsnit lander på streamingtjenesten.
Ikke desto mindre kan man nu vende tilbage til det tegnede Gotham City for at følge Batman på forbryderjagt.
LÆS OGSÅ: Marlon Brando skulle have været ikonisk Batman-skurk
Nattens Ridder jagtede med Robin i serien et yderst alsidigt galleri af skurke. Herunder bl.a. duoen Jokeren og Harley Quinn, videre til Two/Face, The Riddler, The Penguin, Poison Ivy, Catwoman, The Scarecrow, Bane, Clayface og Mr. Freeze m.fl.!
Serien er blevet rost for bl.a. sine historier og håndtering af tematiske nuancer, mens også både animation og skuespillet bag karaktererne er blevet fremhævet.
I titelrollen finder man skuespilleren Kevin Conroy som Bruce Wayne aka Batman, mens stemmen bag den vanvittige Joker blev leveret af Mark Hamill, der bl.a. er kendt for sin rolle som Luke Skywalker i Star Wars-universet.
'Batman: The Animated Series' kan ses på Netflix med både engelske og danske stemmer.