5 skjulte film-skatte på Netflix (2022)
Alt fra sød romantik til brutal action og sort komedie
Du kender sikkert det der med at lede efter den helt rigtige film at streame. Måske det endda er de samme titler, du støder på igen og igen - og hvad gør man så lige?
Vi har gravet en smule dybere på Netflix og således her fundet fem skjulte film-skatte i forskellige genrer - fra sød romantik og eksplosiv action til sort komedie.
Du finder de fem titler herunder, hvor du også guides videre til, hvor de kan ses.
Det ku' ske for dig (1994)
Der er sød og charmerende kærlighed i luften, når Nicolas Cage og Bridget Fonda mødes i denne romantiske komedie, som er baseret på en sand historie.
Her finder man New York-strisseren Charlie, der er så heldig at vinde fire millioner dollars i lotteriet. Han har forud for det i spøg lovet servitricen Yvonne, at hvis han netop vandt i lotto, at han ville dele gevinsten med hende.
Charlie viser sig at være en mand af sit ord og deler altså nu noget overraskende de mange penge med den ellers ganske fremmede servitrice, hvilket naturligvis afføder sin del af romantiske forviklinger.
Hard Target (1993)
Den legendariske kinesiske filmskaber John Woo står bag dette hårdtslående 90'er-brag af en actionfilm med ingen ringere end en ligeledes hårdtslående Jean-Claude Van Damme i hovedrollen som enspænderen Chance Boudreaux.
I filmen hyres Boudreaux af en kvinde til at finde hendes forsvundne far. Snart er de begge dog viklet ind i et farligt spil på liv og død.
Van Damme er sej og rocker desuden en vild mullet, mens han fræser på motorcykler, skyder med skarpt og kæmper mod klapperslanger. Og så er den altid gode Lance Henriksen med som grum skurk!
Woo lavede en håndfuld år senere den legendariske actionfilm Face/Off.
Cemetery Junction (2010)
Det er makkerparret Ricky Gervais og Stephen Merchant bag den originale britiske komedieserie The Office, der står bag dette komediedrama, som de både har instrueret og skrevet i fælleskab.
Historien udspiller sig i starten af 1970'erne og handler om tre unge mænd og venner fra arbejderklassen i en forstad i England. Her går livet sin gang med arbejde, kærlighed og drømme for fremtiden.
Coming of age-filmen er både hjertevarm, morsom og til tider helt rørerende. En på mange måder skøn film om at blive voksen og løsrive sig. Gervais har desuden selv en rolle i filmen.
I Don't Feel at Home in This World Anymore (2017)
Elijah Wood kaster med kastestjerner og leger med nunchakus i dette sorte komediedrama. I rollen som Tony slår han sig sammen med sygeplejersken Ruth i en fælles jagt på dem, som har brudt ind i hendes hjem.
Politiet vil nemlig ikke hjælpe med opklaringsarbejdet, hvorfor det umage par nu drager på en selvtægtsmission.
Det hele kører snart af sporet, hvilket sender de to i uforudsete retninger, der byder på bl.a. farlige kriminelle og overraskende situationer.
Headshot (2016)
Der er i den grad smæk på vold, brutalitet og kindheste, når skuespiller og kampsportsmesteren Iko Uwais folder sine hårdtslående kundskaber ud i denne vilde action-thriller fra Indonesien.
Uwais spiller Ishmael, der lider af hukommelsestab. Hans mystiske fortid indhenter ham dog snart, hvilket afstedkommer i rigelige mængder af blodige nærkampe.
I samme boldgade som de to voldelige The Raid-film - som også har Uwais i brutal front - folder historien sig voldsomt ud, hvor man i den grad får smæk for skillingen.