20. august 2021, Den store skønhed / Pathé

Vi anbefaler: Det største mesterværk de seneste 10 år

Skønheden ved filmmediet har aldrig været større end i italiensk Oscar-vinder

Skrevet af Daniel Bentien

Denne uges anbefaling er skrevet af Daniel Bentien, der er Head of Content på kino.dk og StreamingGuide.

De seneste 10 år har budt på massevis af store filmoplevelser og naturligvis enkelte mesterværker af den helt høje kaliber. Men i min optik er det én film, som rager op over alle andre, og det er en italiensk perle ved navn Den store skønhed.

Året 2013 var kendetegnet ved nogle vildt stærke titler i den mere kunstneriske ende, bl.a. Hushpuppy, Adeles liv – kapitel 1 & 2, Before Midnight og ja, 'Den store skønhed'. Sidstnævnte er dog den, der gav mig den største oplevelse, og som jeg derfor vil anbefale på det varmeste.

Filmen handler om den italienske journalist og levemand, Jep Gambardella, der - upåklageligt velklædt og med bredt ulvesmil - lever gennem pompøse fester, konverserer med intellektuelle bekendtskaber og trasker Roms gader tynde i søgen efter et eller andet i hans liv, der mangler.

Faktisk er det svært at sige, at filmen handler om meget mere end det, for det er i høj grad en plotløs skildring af en mand, der ved sin 65-års fødselsdag pludselig står ved en skillevej. Skal han fortsætte det jetset-liv med fester, damer og høj cigarføring, han har været vant til, eller skal han tage tilværelsen op til revision?

Bombastisk sammenstød

Dermed opstår kontrasten i filmen, der veksler mellem dragende billeder af det smukke Rom tilført klassisk musik (bl.a. sunget af danske Else Torp og med Ars Nova Copenhagen som kor), og ekstravagante fester med pumpende Euro-techno fra bl.a. Bob Sinclair på soundtracket. Et bombastisk sammenstød mellem skønhed og forfald samt høj- og lavkultur.

Bare tag de første 15 minutter. Først befinder vi os ved Rom-attraktionen Fontana dell'Acqua Paola, hvor en kanon går af, og en række turister klapper. Kameraet fører os elegant rundt, indtil vi ser en mand falde om af hedeslag. Eller blev han så overvældet af fontænens skønhed, at han måtte give op?

Sådan er filmen ofte: Der sker små, underlige ting, som ikke bliver forklaret, men blot viser hændelser, der kan ske her i livet. Musikken introducerer et kor, der viser sig at være diegetisk (altså en del af filmen), og en smuk kvinde synger en arie. Vi forventer absolut ikke, hvad der derefter sker.

Klip til en vaskeægte abefest på en enorm tagterrasse efter nattens frembrud. Den står på fulde, skrigende, glade, dansende folk i hobetal, et mariachi-band, en ”kunstudstilling” med en kvinde i et bur, og ikke mindst en suveræn introduktion af vores hovedperson, Jep, der med smøg i munden og et kæmpe smil vender sig om mod publikum som for at sige: Her er jeg, og jeg er ikke til at skyde igennem!

Scenen har mere energisk vildskab end alle fester i 'The Great Gatsby' tilsammen.

Scenen har mere energisk vildskab end alle fester i The Great Gatsby tilsammen.

Fellini anno 2013, men dog helt sin egen

Toni Servillo spiller Jep Gambardella med lige dele charme, sørgmodighed og skarphed. Jep lever stadig højt på at have skrevet en fremragende roman, da han var i 20erne, men har aldrig siden fulgt op på den og har levet livet fuldt ud, men aldrig fundet det, han egentlig søger. Man fornemmer, at han gennem sit liv har mødt adskillige kvinder, men aldrig for alvor fundet kærligheden.

Instruktøren Paolo Sorrentino, der modtog en Oscar for filmen, har uden tvivl skelet til et andet italiensk mesterværk, nemlig Federico Fellinis Det søde liv fra 1960, for at hente inspiration til de festlige udskejelser og måden at skildre byens skønhed på. Men 'Den store skønhed' er langt mere end en hyldest.

Den er en unik film i sin egen ret, og det er ikke mindst tydeligt, da den bringer performancekunst (en Marina Abramovic-parodi der uforklarligt løber hovedet mod en mur), finkulturen (Jep piller en journalistkollega helt fra hinanden i en suveræn samtale-scene på tagterrassen) og religion (den oldgamle helgen Søster Maria, der kravlende på alle fire bevæger sig langsomt op mod Jomfru Maria) på banen på sin helt egen måde.

Filmen både hylder og er satirisk over for kunsten, kulturen og religionen, og det er svært underholdende at overvære.

For filmen er nemlig, modsat en række andre eksempler i samme genre, en helt igennem underholdende størrelse. Den er uforudsigelig, sjov og selvfølgelig helt bjergtagende at kigge på. Men den har også et stort hjerte, og da det først går op for Jep, hvad han har givet slip på for at leve sig dekadente liv, og hvor ensom han i virkeligheden er, rammer det følelsesmæssigt lige der, hvor det skal.

Det er for mig en sjælden balance, der opnås ved både at kunne balancere de underholdende, det kunstneriske og tankevækkende med det følelsesmæssige, og det er derfor, at 'Den store skønhed' for mig står som et ubestridt mesterværk.