Vi anbefaler: Viral seriesucces om underdog er feelgood i særklasse

En del vil måske blive skræmt væk af præmissen: En træner for et amerikansk football-hold bliver rekrutteret af en britisk Premier League-klub til at overleve i Englands bedste fodboldrække. 

Men Ted Lasso er ikke en serie for fodboldtosser, selvom den har sporten som sit baggrundstæppe. I stedet er der tale om en morsom, hjertevarm og ikke mindst almengyldig serie, der glider helt utroligt let ned. Det, som det amerikanske medie Mental Floss har udtrykt det, er seriernes svar på et kram. 

Og hvem har ikke brug for en gedigen krammer efter et år med afstand og afsavn? 

Seriernes svar på en krammer 

Man er bare i rigtig godt selskab med den ukuelige optimist fra Kansas. Som karakter burde han egentlig være alt, alt for meget. En happy-go-lucky-type med lige rigeligt positivt livssyn, der møder verden med et smil og ikke positionerer sig som en af tidens måske lidt for mange selvcentrerede egoister. Han lader sig ikke kue af de mildest talt skeptiske lokale fodboldfans, der helst ser den amerikanske ”wanker” tage den hurtigste afgang med flyet tilbage til USA. 

Men vores helt er ikke kun jubeloptimist, for han bærer også på en stor sorg. Savnet til hans hustru og barn, som han har efterladt i USA for at give ”mere plads”, tynger den nykårede fodboldtræner, og her fornemmer man det fine i serien. Tingene er ikke, som de udgiver sig for, og der lag, man kan skælle af, for at finde hjertet. 

Og hjerte er præcist, hvad der er tale om. 'Ted Lasso' er på en eller anden måde lige præcis det, det hjemlige publikum i USA har brug for. En samlende faktor for et opsplittet samfund. Ikke at serien er politisk (skribenterne bag er fra begge fløje), men den har alligevel givet genklang i det politiske landskab, hvilket mediet Politico har gengivet forrygende. Her bliver guvernøren fra Kansas fremhævet, da han refererer til 'Ted Lasso' som ”alt det gode ved staten”. Artiklen citerer også en genial scene, hvor Ted spiller dart med en arrogant modstander og ytrer ordene: ”Vær nysgerrig, ikke fordomsfuld.” Citatet indkapsler det smukke ved serien og giver Trumps polariserende retorik en seriøs fuckfinger. 

Kulørt birollegalleri 

Selvom serien i dén grad er et produkt af sin hovedperson (titlen siger ligesom det hele), er en serie kun så god som sine bikarakterer. Og 'Ted Lasso' har et fornemt galleri af supporting characters. 

Mest bemærkelsesværdigt er nok seriens kvindelige fyrtårn (i mere end én forstand), Rebecca Welton. Klubbens kølige overhoved, som har en skjult agenda med at hente Ted Lasso ind som utraditionel holdchef: Hun vil hævne sig på sin eksmand, der er skredet med en langt yngre model, men som stadig har klubben som sit et og alt. 

Så ved at hyre Lasso, der aldrig har set en fodboldkamp i sit liv, ind, mener Rebecca, at der en stensikker nedrykning til den næstbedste række i sigte. Derved vil eksmanden blive knust, og hun vil få sin hævn. 

Men hvad Rebecca ikke havde regnet med, er selvfølgelig, at der er mere til Ted Lasso, end hvad man umiddelbart skulle tro. Og selvom alt lader til at være imod, så bliver hans evne til at flyde ovenpå og give fornemmelsen af holdånd, hans opskrift på succes. Men ikke succes i den forstand, som man skulle tro i, når det handler om en underdog-træner, der skal redde et hold fra nedrykning. Succes for Ted er at fremhæve de menneskelige værdier i sine spillere, så de også bliver et bedre hold på banen. 

Den jordnære hjælpetræner Beard er Teds velforberedte højre hånd. En forsagt type, der fungerer som fint modspil til den overentusiastiske Ted, og som kan sætte ham ind i reglerne om offside og fortælle ham, at der er noget, der hedder uafgjorte kampe.  

Og så er der rivaliseringen mellem to væsentlige spillere fra fodboldholdet: den arrogante, unge stjerne Jamie Tartt og den afdankede, indebrændte Roy Kent. De to repræsenterer hver deres blik på fodboldspillet, men også et magtforhold mellem to alfahanner. Noget vi alle kan relatere til, enten som hovedpersoner eller tilskuere. Her kommer nemlig det gruppedynamiske ind i billedet og understreger seriens brede appel. 

I midten står den dullede, kærlige Keeley Jones, som kommer til at spille en større og større rolle. Alle tre virker ved første øjekast som endimensionelle arketyper på sportsfolk og -kærester, men som de øvrige karakterer viser de flere sider og udvikler sig endda igennem seriens første sæson. Ikke mindst præget af Ted Lassos utraditionelle trænerstil og personforståelse. 

Alt i alt er 'Ted Lasso' en serie, der ikke burde være så god, som den er. Jeg fik øjnene op for den på samme måde, som de fleste andre. Via word-of-mouth. Og jeg kan kun håbe på, at denne artikel vil inspirere endnu flere til at give serien en chance, for den føles, som tidligere nævnt som en krammer i en tid, hvor den slags er en mangelvare. 

Ted Lasso kan ses på Apple TV+. Anden sæson får premiere i juli, og der er en tredje sæson på vej.