Ny Netflix-komedie er inspireret af kaotiske Jurassic World-optagelser under corona
Judd Apatow instruerer stjernespækket rolleliste
Judd Apatow, manden bag komiske ny-klassikere som The 40 Year Old Virgin og Knocked Up samt sidst års undervurderede The King of Staten Island, er på vej med en pandemi komedie sat i filmverdenen under corona.
'The Bubble' er titlen, og filmen laves direkte til Netflix med en imponerende rolleliste, der bl.a. tæller Pedro Pascal, Karen Gilligan, Leslie Mann, David Duchovny og Borat 2-stjernen Maria Bakalova.
Meta-komedien følger en gruppe skuespillere, som er fanget i en corona-boble på deres hotel, mens de prøver at færdiggøre produktionen af en stor Hollywood-film.
Kilder til Hollywood Rapporter afslører, at 'The Bubble' faktisk er inspireret af virkelige hændelser. Den skulle nemlig tage udgangspunkt i de dokumenterede kaotiske optagelser til den kommende Jurrasic World 3: Dominion.
Dinosaur-filmen blev indspillet under corona-pandemien i London sidste år, derfor var holdet i karantæne sammen i månedsvis, hvilket gav visse gnidninger – og positive corona-tests.
Ifølge en kilde skulle en fra holdet på Jurassic World-filmen have fortalt Apatows hustru, Leslie Mann, om op- og nedturene fra produktionen. Hvilket Apatow synes lød som en god idé til en sjov film.
Pascal og Gilligan spiller hovedrollerne i filmen-inde-i-filmen, mens Mann og Duchovny er et fraskilt filmstjerne-par, der fanges under samme tag med deres teenagedatter. Måske inspireret af virkelighedens Laura Dern og Jeff Goldblum, som datede i 90'erne og igen var samlet på 'Jurassic World 3'.
Netflix har dog afvist nogen tilknytning til Jurassic World-filmen.
Apatow instruerer og har skrevet 'The Bubble' sammen med Pam Brady (Team America). Optagelserne er startet, og filmen forventes at udkomme på Netflix inden sommeren 2022