Vi anbefaler: Magtkampe og mørk humor i overset mesterværk
'Game of Thrones' møder 'The Office' i 'Succession'
HBO har ry for at lave nogle af tv-historiens allerbedste serier såsom The Wire, Sopranos og Girls. Det komiske drama Succession om den velhavende Roy-familie i New York har i skrivende stund kun to sæsoner i ryggen, men jeg vil gå langt som at sige, at det allerede er en ny serieklassiker.
Med sin gråtonede farvepalette, lidt anonyme titel og halvkedelige plotbeskrivelse er det måske ikke den serie, som man først får lyst til at kaste sig over, når man scroller sig igennem streaminglandskabet. Men skinnet bedrager, fordi 'Succession' er alt andet end kedelig og forglemmelig.
Mediemogulens arvtager
'Succession' følger den fiktive Roy-familie, der er en af verdens mest magtfulde og velhavende familiedynastier. I centrum står den stoiske patriark Logan Roy, der er ejer et stort mediekonglomerat med navnet Waystar, som bl.a. består af en Fox News-lignende tv-station og en kæde af forlystelsesparker.
Da han i første sæson falder om med et hjerteanfald, begynder intrigerne i familien, hvor særligt den forpinte Kendall, den narcissitiske Roman, den hårdhjertede Siobhan og hendes tåkrummende forlovede Tom alle kæmper om at overtage Logans plads på tronen.
Seriens producer Adam McKay, der også har instrueret det første toneangivende afsnit, har tidligere stået bag film som Vice og The Big Short, som begge excellerer i at gøre de alvorstunge emner spiselige og underholdende for publikum.
Det er derfor ikke så underligt, at hans navn dukkede op i titelsekvensen, eftersom serien udforsker magt, politik og familie, men pynter med en ofte morbid og mørk humor. Det er kombinationen af dette og et formfuldendt persongalleri, som gør 'Succession' til en uimodståelig og vanedannende serie.
Forvoksede møgunger i dyre habitter
Det er det facetterede persongalleri og deres indbyrdes dynamikker, som driver serien.
I toppen af hierakiet regerer Logan, mens den altid uheldige Kendall hungrer efter hans anerkendelse. Kendall er nok seriens mest komplekse karakter, der til trods for hans utallige ugerninger og akavede optrædener på en eller anden måde formår at fastholde ens sympati.
Datteren Siobhan er en kvinde med ben i næsen, som har skabt sig en karriere udenom familiedynastiet. Selvom hun på facaden måske virker som den mest fornuftige, så er hun mindst ligeså moralsk forkvaklet som resten af seriens karakterer. Hun suger alt livet ud af Tom, der elsker hende ubetinget.
Den yngste søn Roman er den stereotypiske rigmands søn, der med sin flabede attitude udstråler selvtillid, mens der sjældent er noget, der rigtig lykkes for ham. Den ældste søn Connor er helt ude af trit med virkeligheden, og forsøger at finde lykken på en ranch med sin sugar babe.
Man kunne skrive lange romaner om alle seriens karakterer, der til trods for deres åbenbare forskelligheder deler en altoverskyggende ambition om at nå til tops i en magtliderlig verden.
TVs mest dysfunktionelle bromance
Og selvom Logan og hans afkom er centrum for fortællingen, så kan man næsten ikke snakke om 'Succession' uden at knytte et par ord til relationen mellem familiens to outsiders: Siobhans forlovede Tom og fætter Greg.
Næsten alle karakterne veksler mellem at være en bidsk magtudøver og en underlegen bangebuks, men det er nok bedst eksemplificeret med Tom. Han er under tøflen i sit forhold med Siobhan og forsøger desperat at imponere sin svigerfar, mens han på arbejde forgiver han at være en magtliderlig alfahan, der bruger mennesker som møbler og kanaliserer alt hans frustration i retningen af den harmløse fætter Greg.
"You can't make a Tomlette without breaking some Gregs"
Ved første øjekast er det svært at forestille sig, at man kommer til at elske og heppe på den kejtede Greg, der viser sig at være seriens hemmelige våben. Hans fanfavorit-status kan til dels begrundes med, at han har det mest relaterbare forhold til magt. Han snubler over ordene og spørger om lov inden han undskyldende afpresser folk. Således formår han at bringer seeren tilbage til jorden, når man bliver for opslugt i Logan Roys kyniske verden.
Det er i særdeleshed Tom og Greg, der bliver med den comic relief, der opvejer vandfaldet af bidske kommentarer og Kendalls nedadhængende underlæbe. Efter en ulovlig tilintetgørelse af en håndfuld inkriminerende papirer blomstrer deres giftige forhold mellem de to outsiders og bliver til en af serieverdenens mest aparte bromances.
Et spejl af virkeligheden
Man kan måske spørge sig selv om, hvorfor man skal se en serie om en håndfuld hvide rige mænd? Først og fremmest må svaret være, at det ganske simpelt er virkelig underholdende. Dernæst tegner den nådesløse tragikomedie et gruopvækkende portræt af den berygtede one percent og magtstrukturerne i et kapitalistisk samfund.
Det er nemlig svært ikke at trække tråde til mediemogul Rupert Murdoch og hans familie, der har haft stor indflydelse i det politiske landskab i USA. Skaberen Jesse Armstrong har også tidligere arbejdet på et filmmanuskript om Rupert Murdoch, så mon ikke han også har haft dem i tankerne under tilblivelsen af 'Succession'.
Der er flere episoder som en høring i den amerikanske kongres og familieterapi, der er så godt som revet ud af virkelighedens Murdoch-familie. Uden at afsløre for meget, kan man desuden også efter første sæsons rystende sæsonafslutning ligeledes spekulere i, om der er hentet lidt inspiration fra en opsigtsvækkende episode fra Kennedy-familien.
Et vandfald af bandeord og sviende bemærkninger
Jesse Armstrong har tidligere været forfatter på 'Højt spin' og dens amerikanske ækvivalent Veep, så det er ingen overraskelse at der også i 'Succession' bliver kastet om sig med kreative replikker og fornærmelser, som kan efterlade seeren måbende.
Karakterne skyder geniale replikker ud i sådan et tempo, at man ved gensyn kan blive ved med at finde nye forbløffende sprogblomster. Det lyder nærmest lyrisk, når den yngste søn Roman på flabet vis kaster om sig med nærmest poetiske bandeord og fornærmelser.
Sproget giver ikke blot anledning til grin, men giver en større forståelse for karakterne, der næsten aldrig siger, hvad de mener, men i stedet bruger sarkasme og humor til at feje enhver følelse ind under gulvtæppet.
'Succession' kombinerer familieintriger og kyniske magtkampe sat i den virkelige verdens Game of Thrones med den underspillet karakterdreven humor fra The Office eller Veep.
Dens mørke humor, skarpe replikker og fremragende skuespilpræstationer gør serien til noget af det bedste på streaming lige nu.
Efter en nervepirrende afslutning på anden sæson, er der lagt op til endnu flere intriger i Roy-familien, når den tredje sæson forhåbentlig snart ruller over skærmen igen.