Gå til hovedindhold

Vi anbefaler: En isoleret mands vanvittige tanker helbreder verden med sin komedie

Bo Burnhams comeback-show er tankevækkende og hysterisk morsomt

mads-emil@kino.dk
Skrevet af Mads-Emil Weibull


Hvordan beskriver man egentlig bedst det ubeskrivelige? Det er netop, hvad Netflixs nyeste comedy special med den amerikanske komiker Bo Burnham er. Dette skyldes, at det føles urimeligt undervældende at negligere Inside som blot et nyt stand-up-show, som han i øvrigt helt alene har instrueret, skrevet, klippet og filmet.

Bo Burnham er nemlig kendt for at være noget af et multitalent, og selvom 'Inside' er hans første comedyshow siden 2016, har vi sidenhen stiftet bekendtskab med ham som instruktør i den anmelderroste Eighth Grade og senest som "nice guy" i filmen Promising Young Woman.

For da verden gik i lockdown sidste år, og vi andre begyndte at lave vores egen surdej og vade rundt om søerne for 1000. gang, låste komikeren sig selv inde i hans gæstehus for at optage et nyt show.

Cirka et år senere landede resultatet på Netflix, og jeg har aldrig set noget lignende.

Bo Burnham - Inside

En klaustrofobisk helhedsoplevelse

Normalt når man tænker på stand-up-comedy, så forestiller man sig en scene, et publikum og en forholdsvis lineær fortælling. Alle de rammer springer Bo Burnham fuldstændig igennem showets halvanden time med catchy sange, strobelys, hånddukker og kreative design-sets, som skifter mellem hver sketch og sang. Hele showet bliver desuden optrådt for ham selv, til sig selv, og løbende hører vi en isoleret mands vanvittige tanker om showet, dets udvikling og hvordan man oplever verden
 som isoleret. 

For undervejs med de satiriske indslag bliver vi taget med på rejsen, og det lykkedes på magisk vis for Bo Burnham at skabe en hybrid mellem den perfekte illustration af ren kedsomhed og samtidig knivskarpt indkapsle tidsånden anno 2020-2021.

I showets anden sang bliver vi allerede præsenteret for dilemmaet om ”hvorvidt det overhovedet er passende at lave jokes i en tid som denne”, og Bo Burnham når frem til svaret i en morsom sang-dialog med sig selv: Han skal selvfølgelig helbrede verden med komedie. Fordi verdensbefolkningen har brug for endnu en hvid mand til at vejlede dem - selvfølgelig sagt med et stort glimt i øjet. 

Bo Burnham - Inside

Præcis det vi har brug for

Det er heldigt, at Bo Burnham kommer frem til netop den konklusion, for ovenpå et rimelig sindssygt år trænger vi alle mest af alt til et kram og noget at grine af.

Senere bliver det dog tydeligt, at vi som seere ikke er de eneste, der bruger showet som behandling. For imens alt er sjov og ballede, inviterer hovedpersonen os pludselig helt ind i hans inderste intimsfære og åbner op om depression, og hvordan panikanfald har påvirket hans liv til ikke at ville optræde live med comedy siden hans sidste Netflix show 'Make Happy' fra 2016.

Det er denne kontrast mellem satire og den helt nøgne ærlighed, der gør, at comedy aldrig har lyst klarere op som en KUNSTart for mig end lige her.

Det perfekte billede på et år med isolation

Derfor er jeg slet ikke i tvivl om hvilket værk, jeg skal fremvise, når interesserede i fremtiden vil forsøge at forstå, hvordan det var at leve under corona-nedlukningen. For hele showets præmis er netop isolation, og 'Inside' giver mig det perfekte tilbageblik på netop de dage, hvor vi alle var indelukkede, forvirrede og fortvivlede - og samtidig hyldes den menneskelige evne til altid at skabe muligheder og udfolde sig uanset, hvor trist verden end må se ud.  

Bo Burnham - Inside

'Inside' kommer i fremtiden til at være den første kunstfilm på et museum, som rent faktisk er sjov, og nu hvor vi endelig er ved at være ude af corona i Danmark, savner jeg helt at Facetime med min mor om aftenen.

       Inspiration til hjemmebiografen
 

StreamingGuide nyhedsbrev signup billede

 

Luk (Esc)

Siden kan ikke vises ordentligt

StreamingGuide fungerer ikke optimalt i denne browser. Skift venligst til en anden browser, fx Chrome, Firefox, Safari eller Edge, for at få den virkelige oplevelse.