Vi anbefaler: Undervurderet film om verdens værste privatdetektiv
Joaquin Phoenix er en uduelig undersøger i 'Inherent Vice'
Forestil dig en film, hvor politimænd, gangstere, forretningsmænd, tandlæger, prostituerede, nazister og hippier er spundet sammen i en kompliceret verden. Alle lyver for alle, komplotter planlægges, konspirationer udformes og mennesker forsvinder. Midt i denne verden placerer du så en evigt skæv, doven og ikke mindst forvirret privatdetektiv med et hjerte som en golden retriever. Og forestil dig slutteligt, at alt dette foregår i 1970’ernes Los Angeles, hvor sengebetræk er leopardmønstret, bukserne lavet i fløjl og kæmpe bakkenbarter faktisk ser fede ud.
Så! Du har nu Paul Thomas Andersons Inherent Vice kørende for dit indre øje. Den skæve, forvirrede privatdetektiv hedder Larry ”Doc” Sportello og er spillet af Joaquin Phoenix. Selvom Phoenix vandt sin Oscar-statuette for Joker og er blevet nomineret for roller i The Master, Walk the Line og Gladiator, så synes jeg, at hans komiske portræt af Doc Sportello står som en af hans stærkeste præstationer. Han er dog også godt hjulpet på vej med navne som Josh Brolin, Reese Witherspoon, Benicio Del Toro, Owen Wilson og Katherine Waterston på rollelisten.
En mening med galskaben
Som nævnt er plottet i 'Inherent Vice' præget af et kæmpe persongalleri med alverdens karakterer, der besværliggør Docs tilværelse. Der er ekskæresten Shasta (Katherine Waterston), som kontakter Doc for at få hans hjælp med at finde ejendomsmogulen Micky Wolfman, men som ender med selv efterfølgende at forsvinde. Der er politibetjenten Bigfoot (Josh Brolin), som med al sin magt forsøger at spolere Docs efterforskning. Og så er der saxofonisten Coy Harlingen (Owen Wilson), der kæmper med et heroinmisbrug, og som af uransagelige årsager bliver ved med at dukke op, uanset hvor Docs efterforskning leder ham hen.
De mange personer og plottråde i 'Inherent Vice' er til tider overvældende at holde styr på. Men måske det netop er meningen. At vi aldrig helt forstår eller ved mere, end dét Doc ved. Hvilket sjældent er ret meget. På den måde er der ikke meget andet at gøre, end at lade mysterierne ligge, glemme alt om at forudsige noget, og i stedet bare nyde selskabet af privatdetektiven, hvis hundeagtige naivitet har taget ham med ud, hvor han ikke kan bunde.
Farverig film noir
'Inherent Vice' er flere steder, med god grund, blevet kaldt en form for film noir. Den er nemlig i mange henseender dyster og kynisk i sin skildring af en verden, hvor alle forsøger at snyde og udnytte og har skjulte motiver.
Det er dog ikke alt, der er film noir-mørkt i 'Inherent Vice'. Doc formår nemlig med sin noget ukonventionelle tilgang til detektivfaget at skabe bånd til de mennesker, der opsøger ham. Og selvom hans detektivarbejde langt hen ad vejen mildest talt kan beskrives som tvivlsomt, så er man aldrig i tvivl om, at Docs intentioner kommer fra et godt sted.
Derudover distancerer 'Inherent Vice' sig fra film noir-genrens mørke stil. Der er nemlig smæk på 70’er farveladen, mens Doc ifører sig det ene fantastiske outfit efter det andet, hvilket også gav 'Inherent Vice' en Oscar-nominering for kostumedesign.
Et undervurderet værk
Det er svært at argumentere for, at en film som 'Inherent Vice', der blev nomineret til to Oscars, er decideret undervurderet. Men i omtalen af Paul Thomas Andersons virke – der rummer titler som There Will Be Blood, Phantom Thread og 'The Master' –ser jeg sjældent 'Inherent Vice' få den credit, som den fortjener. Filmen formår både at have den dystre nerve, der går igen i Paul Thomas Andersons værker, men er tilsat en humor, som jeg synes klæder instruktørens genkendelige stil. Af den grund har jeg lavet anbefalingen her. For forhåbentligt at inspirere flere til at se denne (måske) glemte perle an.
For, hvis jeg nogensinde har brug for en privatdetektiv, så ville Doc Sportello være den absolut sidste, jeg ringede til. Til gengæld kan jeg igen og igen bruge de godt og vel to en halv time, 'Inherent Vice' varer, i hans godtroende, varmhjertede, forvirrede selskab.
Efter senest at have lavet 'Phantom Thread', der foregår i 1950’erne, tager Paul Thomas Anderson os endnu en gang med til 70’erne i sin kommende film Soggy Bottom, der står til at få biografpremiere den 9. december.
