Den danske serie 'Equinox' er en overnaturlig thriller om en ung kvinde ved navn Astrid (Danica Curcic), der er stærkt berørt af sin søsters og søsterens klasses uforklarlige forsvinden tilbage i 1999.
Astrid er kun ni år gammel i 1999, da en klasse af nyudklækkede studenter forsvinder sporløst af uforklarlige årsager. Astrid, der er søster til en af de forsvundne studenter, bliver stærkt traumatiseret og plages af skrækindjagende syner i årene efter den uforklarlige hændelse. 21 år senere, i 2020, er Astrid vært på et aftenradio-program, da hendes mareridtslignende syner pludselig begynder at dukke op igen.
Da en af de tre overlevende fra 1999 kontakter hende gennem hendes radioprogram og kort derefter dør på mystisk vis, er Astrid fast besluttet på at finde ud af, hvad der skete med hendes søster og gymnasieklassen. Her opdager hun en mørk og foruroligende sandhed, der involverer hende på måder, hun aldrig kunne have forestillet sig.
'Equinox' er Netflix' anden originale, danske serie efter The Rain og bygger på podcasten 'Equinox 1985'.