10 film du skal se i februar 2021
Steve McQueen, Oscar-håb og trilogi-afslutning
Mens vi venter i spænding på, at biograferne forhåbentligt åbner igen til foråret, får interessante titler heldigvis premiere på streamingtjenesterne.
Februars film byder på både Oscar-håb, hjertevarme familiefilm, det sidste kapitel i en kærligheds-trilogi og komedier til vinterkulden.
Vi har samlet de 10 mest lovende film, du kan glæde dig til at nyde på sofaen i årets korteste måned.
Okay, vi starter listen af med at snyde en smule, da Small Axe-miniserien faktisk indeholder FEM antologi-film af mesterinstruktøren Steve McQueen. Men 'Mangrove', 'Lovers Rock', 'Red, White and Blue', 'Alex Wheatle' og 'Education' er blandt månedens absolutte must-sees.
Small Axe-filmene udspiller sig fra 1960'erne frem til 1980'erne og er alle forbundet tematisk til Londons vestindiske område. Hver af de fem fortællinger tager udgangspunkt i den sorte befolknings trodsighed imod fordomme og ulighed.
Steve McQueen vandt en Oscar for 12 Years a Slave, mens han også har stået bag Shame og Widows. På rollelisten ses bl.a. John Boyega og Letitia Wright.
'Mangrove', 'Lovers Rock', 'Red, White and Blue', 'Alex Wheatle' og 'Education' kan ses på DRTV nu.
Bella Thorne, kendt fra bl.a. Midnight Sun, står forrest i denne moderne Bonnie & Clyde-fortælling om den rodløse dagdrømme Arielle, der længes efter popularitet.
Sammen med sin kriminelle kæreste Dean tvinges hun på flugt efter en fatal slåskamp, hvorefter de to plyndrer sig vej gennem det sydlige USA for at få råd til deres roadtrip.
Desperat efter at opnå flere følgere på de sociale medier livestreamer Arielle deres voldsomme røverier, og det lovløse par går snart viralt.
'Infamous' kan købes fra den 25. januar og lejes fra den 1. februar på Blockbuster.dk.
Grusomme mig-filmene + Minions
Den animerede historie om verdens største skurk, fortsættelserne Grusomme mig 2 og Grusomme mig 3 samt spin-off-filmen om de karakteristiske, gule håndlangere er herlig underholdning for hele familien.
'Grusomme mig' introducerede os i 2010 for skurken Gru, der med hjælp fra sine håndlangere havde en ondskabsfuld plan om at stjæle månen.
Men da han bliver stillet overfor tre små forældreløse pigers kollektive vilje, begynder selv Grus onde planer at svaje og falde, for i ham ser de noget, som ingen før har set… en potentiel far!
Filmene kan passende ses som opvarmning inden Minions 2: Historien om Gru forhåbentligt får biografpremiere denne sommer.
'Grusomme mig', 'Grusomme mig 2', Grusomme mig 3' og 'Minions' kan ses på C More fra den 1. februar.
En hjernevridende kærlighedshistorie om den nedtrykte Greg, der lige er blevet skilt og har mistet sit job, men som møder den mystiske og smukke Isabel.
Isabel bor på gaden og er overbevist om, at verden omkring dem er en simulation. Selvom Greg først har sine tvivl, bliver han langsomt trukket med ind i Isabels vilde konspiration.
I hovedrollerne ses Owen Wilson og Selma Hayek, der bl.a. er kendt for hhv. Wedding Crashers og Frida.
'Bliss' udkommer den 5. februar på Amazon Prime.
Oscar-håb med to af tidens største stjerneskud - i sort og hvid.
Netflix-filmen handler om en instruktør, som kommer hjem fra premieren på sin nyeste film med sin kæreste. Mens de to venter på kritikernes dom, løfter aftenen i stedet sløret for facetter af deres forhold, som vil teste deres kærlighed.
Zendaya og John David Washington står i front som filmens eneste skuespillere, og deres præstationer er allerede blevet rost til skyerne af flere internationale medier.
'Malcolm & Marie' får premiere den 5. februar på Netflix.
Anne Hathaway og Chiwetel Ejiofor er smykketyve med planer om et risikofyldt røveri med alt på spil.
Mens filmens første halvdel efter sigende fungerer som hjertevarm komedie, ændrer den sig senere til en decideret diamantkup-thriller.
Hathaway har tidligere spillet med i kup-fortsættelsen Ocean's Eight.
'Locked Down' udkommer den 5. februar på HBO Nordic.
Er du til western-film og/eller Tom Hanks? Så har vi gode nyheder. 'News of the World' følger en mand fra Texas, som rejser rundt i Det Vilde Vesten for at dele nyheder fra hele verden.
Texaneren kommer dog på en noget anden opgave, da han går med til at hjælpe med at redde en kidnappet pige.
Tom Hanks genforenes i filmen med instruktør Paul Greengrass. Parret har tidligere arbejdet sammen på Captain Phillips.
'News of the World' får premiere den 10. februar på Netflix.
To All the Boys: Always and Forever
Kærligheds-trilogien afsluttes i det sidste kapitel af historien om Lara Jean og hendes kærlighedsliv.
I 2018 udkom To All the Boys I've Loved Before, hvor Lara må tage konsekvenserne af, at alle hendes hemmelige kærestebreve bliver lækket. Den første film blev på det tidspunkt Netflix' mest sete originale film nogensinde.
Den populære hjerteknuser Noah Centineo er tilbage i rollen som Peter. Filmene er baseret på Jenny Hans velkendte bogserie af samme navn.
'To All the Boys: Always and Forever' udkommer den 12. februar på Netflix.
Den unge pige Flora er skuffet over, at tegneseriernes superhelte aldrig dukker op i den virkelige verden. Lige indtil hun møder Ulysses.
Ulysses er dog ikke, som de helte hun kender - han er nemlig et egern.
Nu tager Flora og egernet med superkræfter på eventyr sammen i Disneys nyeste familiefilm.
'Flora & Ulysses' kan ses fra den 19. februar på Disney+.
Kongen af Queens-skuespilleren Kevin James har en stærk måned, hvor han både medvirker i en af de 10 serier, du bør se i februar, mens James også kan ses som neo-nazi-skurk i 'Becky'.
Filmen handler om en teenager og hendes far, der tager på weekendtur ved en sø. Den ellers hyggelige miniferie tager dog hurtigt en mørk drejning, da en gruppe straffefanger ødelægger freden.
I rollen som Becky ses Lulu Wilson, der er kendt fra gyser-genren med Annabelle 2: Skabelsen og Netflix-serien The Haunting of Hill House.