Christopher, Chris Hemsworth og Cheetos: 7 film du skal se i juni
Så skal der streames!
Hvilke film skal man dog vælge? Vi giver her 7 bud på streaming-film med premiere i juni måned, der venter i hjemmebiografen.
Oplev både den danske popsanger Christopher i sin første store hovedrolle, et storslået actionbrag med en Marvel-stjerne og flere anmelderroste titler.
Vi har samlet en liste med 7 film på streaming, du kan se i juni måned:
Den danske popsanger Christopher har sin første store hovedrolle i filmen 'A Beautiful Life', som han også selv har skrevet musikken til.
Filmen følger den unge fisker Elliott, der har en ekstraordinær stemme. Elliott får sit livs chance, da den højtprofilerede manager Suzanne opdager ham til en fest og sætter ham sammen med sin fremmedgjorte datter og musikproducer, Lily.
På vej til at blive en stjerne truer fortidens kampe ikke kun hans store gennembrud, men også den spirende kærlighed til Lily.
Skuespilleren Paul Mescal fik i 2020 sit gennembrud med den populære serie Normal People, hvorefter han allerede i år modtog sin første Oscar-nominering for sin hovedrolle i 'Aftersun'.
Dramaet handler om Sophie, der reflekterer over minder fra en charterferie i Tyrkiet med sin far 20 år tidligere.
Med et ømt portræt af et far/datter-forhold i centrum, tager filmen os med tilbage til et solvarmt resort i 90’erne med solbrændte, Macarena-dansende charterturister, dovne eftermiddage ved poolen og en hjerteknusende karaoke-fremførelse af R.E.M.’s "Losing My Religion".
'Aftersun' kan købes på Blockbuster fra den 5. juni og lejes fra den 19. juni.
Filmen 'Watcher' – ikke at forveksle med Netflix-serien The Watcher – følger en amerikansk kvinde, Julia, der flytter med sin mand til Bukarest, hvor han har fået et job.
Julia begynder at mistænke en fremmed i nabolejligheden for at være den lokale seriemorder, som halshugger kvinder.
Den spillesfilmsdebuterende instruktør Chloe Okuno leverer et moderne gys med Hitchcock-vibes, og har Maika Monroe i hovedrollen, der netop fik sit gennembrud med den velansete horrorfilm It Follows.
Har du nogensinde undret dig over, hvordan Flamin' Hot Cheetos blev et globalt pop-kulturelt fænomen og ændrede fødevareindustrien?
Selv om oprindelseshistorien bag den ikoniske snack næppe har været grund til megen spekulation, så er den ikke destro mindre nu blevet til en spillefilm.
'Flamin' Hot' fortæller den sande historie om Richard Montañez, der var pedel hos Frito Lay, og som brugte sin mexicansk-amerikanske arv og opvækst til at skabe den livsændrende snack.
Skuespilleren Eva Longoria (Desperate Housewives) spillefilmsdebuterer med filmen.
Med en stor, fed cigar i mundvigen og en afgrundsdyb foragt for sine politiske modstandere er Roger Stone som født til at være rådgiver for Donald Trump. Stone er republikansk kongemager med en track-record, der rækker tilbage til præsident Richard Nixon.
Med unik adgang til ham har Christoffer Guldbrandsen skabt en film helt inde fra magtens allergiftigste kerne i de sidste dage og måneder af Trump-administrationen, der kulminerede med stormløbet på Capitol Hill.
Dokumentarfilmen 'A Storm Foretold' er historien om, hvordan et etableret politisk parti forvandledes til en antidemokratisk bevægelse, hvordan retoriske udtalelser blev til vold, og hvorfor stormen på Kongressen blev den uundgåelige afslutning på Trumps præsidentskab.
Hollywood-stjernen Chris Hemsworth er tilbage i rollen som den frygtløse lejesoldat Tyler Rake, der nu drager ud på endnu en farlig mission efter at have set døden i øjnene.
I actionbraget må Rake denne gang forsøge at redde en ubarmhjertig gangsters familie, der er blevet taget til fange.
Chris Hemsworth kender man måske bedst fra rollen som Thor i Marvel-film som Thor, Thor: Ragnarok og Avengers: Endgame.
All the Beauty and the Bloodshed
Den amerikanske opioid-epidemi og den ansvarshavende Sackler-familie er tidligere blevet skildret i 'The Crime of the Century' og fiktionsserien Dopesick.
Nu kan du opleve tragedien fra den kompromisløse fotokunstner Nan Goldins perspektiv i dokumentarfilmen 'All the Beauty and the Bloodshed', der vandt Guldløven ved filmfestivalen i Venedig i 2022.
Filmen følger Goldin og hendes kamp for at den stenrige Sackler-familie skal drages til ansvar for deres rolle i opioid-epidemien, mens den tegner et portræt af det altødelæggende samfundsproblem.
'All the Beauty and the Bloodshed' kan købes og lejes på Blockbuster fra den 19. juni.