'Euphoria' slår seer-rekord: Er kun overgået af én anden HBO-klassiker
Sæson 2 er netop afsluttet på HBO Max
Streamingtjenesten HBO Max har startet stærkt ud i 2022 med lanceringen af to publikumshit allerede, nemlig The Suicide Squad-spinoff-serien Peacemaker og anden sæson af high school-dramaet Euphoria.
Sidstnævnte serie havde sin sæsonafslutning natten mellem søndag og mandag dansk tid, og ifølge Deadline trak finalen intet mindre end 6.6 millioner seere på tværs af HBO's platforme på premieretidspunktet. Sæsonfinalen var faktisk så populær, at streamingtjenesten i kort tid brød sammen på grund af den massive traffik.
HBO har herudover selv offenliggjort, at sæson 2 af 'Euphoria' på nuværende tidspunkt i gennemsnit har et seertal på omkring 16.3 millioner per episode.
De imponerende seertal har gjort 'Euphoria' til den anden mest sete serie på HBO nogensinde kun overgået af fantasy-klassikeren Game of Thrones.
Ungdomsserien har ført Rue, Cassie, Maddie og resten af de studerende på East Highland High School i nye retninger i den nye sæson, men efter det sidste afsnit står flere spørgsmål stadig uafklarede.
Heldigvis har HBO allerede offentliggjort, at en tredje sæson af 'Euphoria' er på vej med en endnu ukendt premieredato.