Gå til hovedindhold

Hollywoods sjoveste mand lige nu har været med til at forme den nye 'Alene Hjemme'

Interview med skuespillerne fra 'Home Sweet Home Alone'

Skrevet af Emil Blæsild Johansen


For rigtig mange har de ikoniske julefilm om drengen Kevin, der på kreativ vis bekæmper to tumpede tyveknægte, da han efterlades alene hjemme til jul, en helt særlig plads i juletraditionerne.

Det gør sig i hvert fald gældende for Alene hjemme og Alene hjemme 2 med Macaulay Culkin, der driver gæk med Joe Pesci og Daniel Stern. Der findes dog også både en ’Alene hjemme’ 3, 4 og 5, der dog ikke har haft samme succes som originalerne.

Nu er endnu et skud fra stammen kommet på Disney+ med Home Sweet Home Alone, hvor drengen Max skal forsøge at holde et ægtepar fra at bryde ind i hans hus, da han efterlades alene hjemme.

Vi har talt med to skuespillere fra den nye julefilm, nemlig Archie Yates, der spiller drengen Max, og Aisling Bea, som spiller Max’ mor Carol, der ved et uheld forlader sit barn lige op til jul. Du kan se hele videointerviewet nederst i artiklen.

Hemmeligt easter egg

Eftersom 'Home Sweet Home Alone' er den 6. 'Alene hjemme' kræver det måske lidt forklaring af, hvordan den nye film hænger sammen med de gamle:

- Der er lidt et hemmeligt 'easter egg', forklarer Archie Yates, mens Aisling Bea fortsætter:

- Ja, der er mange af dem, man kalder 'easter eggs' – ironisk nok – der er spredt ud over filmen, som er små øjeblikke med kærlighed fra holdet til de første par film. Men det er en meget anderledes historie.

Har lært fra Hollywoods sjoveste mand lige nu

Selvom Archie Yates kun er 12 år gammel, så har han allerede arbejdet sammen med en af tidens største og sjoveste instruktører: Taika Waititi. Yates var nemlig med i komediedramaet Jojo Rabbit, hvor han spillede en ung, aspirerende Hitler-jugend, mens Waititi spillede selveste Hitler. Og her lærte han en masse, han kunne bruge i 'Home Sweet Home Alone':

- Ja, jeg lærte meget! Primært: Vær original og improviser meget mere, end du burde. […] fordi Taika var – hele vejen igennem hans rolle som, I ved, ”den mand” – var han så original og han fik ”den mand” til at ligne en komplet idiot på en mærkværdig og sjov måde. Og jeg synes det er dét, der er så godt ved 'Jojo Rabbit'.

Coca Cola-bomber og vold

Ligesom de originale 'Alene hjemme'-film, så er 'Home Sweet Home Alone' også en film, der skal ses til jul, og hverken Archie Yates eller Aisling Bea er i tvivl om, hvad der gør filmen til en rigtig julefilm:

- Kærligheden, der er lagt i den, forklarer Yates, mens Bea fortsætter:

- Kærligheden, der er lagt i den, er en kæmpe ting. Jeg tror, man har alt det sjove fra juleløjerne, og Archie, der forsvarer sit hus med […] kanoner, strygejern, Coca Cola-bomber med Menthos. En masse falde-på-halen-humor. For børnene er der, I ved, en masse, der vælter rundt, fortæller Bea, indtil Yates afbryder:

- Vold er super sjovt.

Archie Yates’ film-mor er enig, men fremhæver også filmens fokus på familie:

- Vold er super sjovt. Det er din favorit form for humor: vold.

- Men så i hjertet af det er ideen om at forsøge at vende tilbage til sin familie. Og jeg tror, at efter de sidste to år, som alle har haft, er ideen om endelig, efter så lang tid med at være skubbet væk, og så være i stand til at kramme sine elskede. Jeg tror det er noget, der kommer til at trække ekstra hårdt i hjertestrengene denne jul.

'Home Sweet Home Alone' kan ses på Disney+

       Inspiration til hjemmebiografen
 

StreamingGuide nyhedsbrev signup billede

 

Luk (Esc)

Siden kan ikke vises ordentligt

StreamingGuide fungerer ikke optimalt i denne browser. Skift venligst til en anden browser, fx Chrome, Firefox, Safari eller Edge, for at få den virkelige oplevelse.