'Supernatural' vender tilbage: Nu er de nye hovedroller fundet
'The Winchesters' fortæller historien før den originale serie
Det blev til intet mindre end 15 sæsoner af Supernatural. Serien løb således fra 2005 til 2020 over i alt 327 afsnit, hvor diverse overnaturlige væsner blev bekæmpet af brødrene Sam og Dean Winchester.
Selvom vi altså har måttet sige farvel til 'Supernatural', betyder det ikke et endeligt farvel til universet. Der er nemlig en prequel-serie i støbeskeen med titlen 'The Winchesters'. Det skriver The Hollywood Reporter.
Der er i første omgang tale om et pilot-afsnit, som kommer til at følge historien om Sam og Deans kommende forældre - Mary og John Winchester - og hvordan, de mødte hinanden.
Nu har disse to hovedroller fundet sine skuespillere. Det bliver henholdsvis Meg Donnelly og Drake Rodger, som vil indtage de unge udgaver af Mary og John.
Her ses Meg Donnelly i 'Z-O-M-B-I-E-S 3' og Drake Rodger i 'Quiet In My Town'
Donnelly er bl.a. kendt fra komedieserien 'American Housewife', fra de indtil videre tre Z-O-M-B-I-E-S-film og serien 'High School Musical: The Musical'. Mens Rodger bl.a. har spillet med i film som 'Not Alone', 'Murder RX', 'The In Between' og 'Quiet In My Town'.
De to skuespillere får selskab af ingen ringere end Jensen Ackles, der spillede Dean i den originale serie. Dean kommer nemlig til at være seriens fortæller, mens det også er fra hans perspektiv, at historien om hans forældres første møde foldes ud.
Prequel-serien er tredje forsøg udi at lave en spinoff til 'Supernatural'. Tidligere forsøg var med 'Bloodlines' i 2014 og 'Wayward Sisters' i 2017. Mon tredje gang er lykkens gang?
Indtil videre kan man i hvert fald se frem til et pilot-afsnit, der måske kommer til at afføde en hel sæson af 'The Winchesters'.
Der er endnu ikke sat en premieredato for pilotafsnittet af 'The Winchesters'.