Trailer til Zack Snyders nye zombiefilm 'Army of the Dead'
Guardians of the Galaxy-stjerne nakker levende døde
17 år efter Zack Snyder instruerede remaket af Dawn of the Dead, kommer en ny film i zombiegenren. Army of the Dead har lige fået sin første trailer, og du kan se den herunder.
Justice League-instruktøren vender således tilbage til gyset, som han effektivt og actionfyldt behandlede i 2004-filmen 'Dawn of the Dead'.
Dave Bautista, bøffen der spiller Drax i Guardians of the Galaxy-filmene, spiller hovedrollen og ses over for et væld af levende døde. Det hele foregår, typisk for genren, i en postapokalyptisk verden.
Her skal en gruppe lejesoldater foretage det ultimative kupforsøg ved at bryde ind i et zombie-befænget Las Vegas og score den helt store gevinst.
Og 'Army of the Dead' er ikke engang Snyders sidste besøg i zombieland. Han har allerede planlagt en prequel-film OG en animeret prequel-serie.