Første trailer til 'Zack Snyder's Justice League': De 5 fedeste afsløringer
Breakdown af smagsprøven med Superman, Wonder Woman og Batman
I weekenden lancerede HBO og Warner Bros. traileren til instruktøren Zack Snyders længeventede forlængede og omklippede udgave af Justice League. Filmen, der udkom i 2017 i en version, som måtte færdiggøres af Avengers-instruktøren Joss Whedon pga. Snyders tragiske afgang fra projektet (hans søn mistede livet undervejs), har været genstand for en del kritik. Men Zack Snyder får nu lov at vise den vision, han oprindeligt havde for 'Justice League'.
Vi har tidligere set adskillige klip, teasers osv. fra filmen, men den nye smagsprøve er den hidtil længste.
Traileren byder naturligvis på en række helt nye scener fra filmen, som bliver fire timer lang og får premiere på HBO Nordic den 18. marts.
Her er 5 af de scener, vi bed mærke i, og som kaster nyt lys på DC’s filmiske superhelteunivers.
Connie Nielsens Hippolyta får større rolle
Biografversionen af Justice League bød ikke på særlig meget skærmtid til danske Connie Nielsens rolle som Wonder Womans mor, Hippolyta. Men i Snyders version skulle hun få meget mere at arbejde med, både i scener, der fortæller forhistorien til filmens plot, men også i den regulære handling på Themyscira. Traileren viser et kort glimt af amazon-krigeren, der står på en klippe, formentlig øjeblikke før skurken Steppenwolf angriber amazonerne og stjæler deres Mother Box.
Darkseid og hans Apokolips-krigere
Hvad Thanos er for Marvels superhelteunivers, er Darkseid for DC. Desværre har vi ikke fået en ordentlig filmversion af den galaktiske skurk, men det laver Snyders version af 'Justice League' forhåbentligt om på. I hvert fald har der været skrevet en del om, at den mægtige, gudelignende karakter bliver en gennemgående skikkelse, og at han står bag Steppenwolf og plottet i filmen derudover. Ved Darkseids side står flere af de mest badass-væsner fra tegneserieforlægget: Granny Goodness og DeSaad.
Angrebet på Themyscira
Joss Whedon lavede en del ændringer, da 'Justice League' fik premiere i 2017, og en af de mest gennemgående er den lettere tone. I den nye trailer er Snyders kendetegnende, dystre stil tilbage, og et tydeligt eksempel på forskellen er i et kort klip fra Steppenwolfs angreb på amazone-krigerne i Themyscira, som vi også nævnte ovenfor. Figurdesignet er skarpere, og hans elektriske økse viser i høj grad, hvorfor den er frygtindgydende selv for superhelte. Scenen bliver uden tvivl mere voldelig (om end ikke helt så blodig som hans spartanske eventyr, 300) og måske en af grundene til, at denne version af 'Justice League' har fået den højeste censur.
Mere fokus på Cyborg
Zack Snyder har helt tilbage fra begyndelsen - inden han måtte forlade optagelserne til 'Justice League' - udmeldt, at Victor Stone alias Cyborg, er filmens hjerte. Desværre gik noget af det fokus tabt i den forkortede biografversion, men nu kan vi forvente endnu mere kærlighed til karakteren. Victor Stone er nemlig en ret interessant figur, da han modsat de andre helte er ved at vænne sig til sine nye kræfter, mens han er i sorg. Samtidig har han fået nye våben, bl.a. en kanon på skulderen, som vi kan se i traileren.
Jared Leto er tilbage som Jokeren
Der var ikke mange, der gav Jared Leto meget ros for sit portræt af Batmans fjende nr. 1, Jokeren, i den mislykkede Suicide Squad. Snyder har dog hele tiden tænkt Leto som DCEU’s Joker, og derfor er der foretaget nye optagelser med den Oscar-vindende skuespiller. Vi ser i trailerens afslutning et kort klip fra Batmans drøm (det såkaldte Knightmare), hvor superskurken sidder overraskende roligt ved en solnedgang og ytrer ordene ”We live in a society where honor is a distant memory. Isn’t that right, Batman?” Drømmen er et slags alternativt fremtidssyn, hvor Batman bruger skydevåben, og en uhellig alliance med netop Jokeren kan komme på tale.
Zack Snyder’s Justice League får premiere på HBO Nordic den 18. marts.