Varm op til biografernes genåbning med disse film
Den bedste måde at komme i biografhumør
Biograferne slår igen dørene op den 6. maj, og på selve åbningsdagen står en hel række nye og enkelte ældre film klar til at tage imod publikum.
Vi har samlet en række film, du kan se på streaming eller leje digitalt, og som du derved kan se den næste måneds tid op til genåbningen.
Du kan klikke på titlerne for en oversigt over de tjenstester, der har filmene netop nu.
Og her kan du se alle de kommende film i biografen.
Syv minutter over midnat
Se før: Chaos Walking
'Chaos Walking'-forfatteren Patrick Ness står også bag forlægget til 'Syv minutter over midnat', en eventyrlig, men også lidt uhyggelig ungdomsfortælling om en dreng og et monster. 'Chaos Walking' er godt nok en helt anden genre, men på samme måde målrettet unge og med respekt for sit publikum.
Lad den rette komme ind
Se før: Den anden side
Svenske gyserfilm er ikke hverdagskost i de danske biografer, men kvaliteten har altid været høj. Ikke mindst når man tænker på fænomenet 'Lad den rette komme ind' om en pige, der viser sig at være vampyr. Filmen blev endda genindspillet på engelsk, men det er originalen, de fleste fans af genren vil fremhæve.
Godzilla, Godzilla: King of the Monsters & Kong: Skull Island
Se før: Godzilla vs. Kong
Monsterfilm bliver næppe større, end når kæmpeaben King Kong og den enorme dinosaur-agtige skabning Godzilla tørner sammen i biografen. Skal man kende deres herkomst, kan man gå i gang med de tre foregående film, der leder op til det ultimative brag.
De forbandede år
Se før: Lille sommerfugl (repremiere)
Jesper Christensen havde et forrygende år i biograferne i 2020, selvom hans film to gange blev ramt af nedlukning. For kvaliteten af hans præstationer i både 'De forbandede år' og 'Lille sommerfugl' kan man ikke klage over, og sjovt nok indgår han i et guldbryllup i begge film.
Burning
Se før: Minari
En af årets store Oscar-favoritter er 'Minari', der også slog danske Druk ved Golden Globe-uddelingen. Det er en film om en koreansk familie, der flytter til Arkansas for at bo på en gård i 1980erne. Hovedrollen spilles af Steven Yeun, og The Walking Dead-stjernen viste helt nye sider af sit talent i den sublime 'Burning'.
Three Billboards Outside Ebbing, Misouri
Se før: Nomadland
Frances McDormand er en af sin generations største skuespillere, og hun ses i fuldt flor i den komiske, tragiske og helt igennem underholdende ’Three Billboards Outside Ebbing, Misouri’. Her spiller hun en kvinde, der ikke vil acceptere det lokale politis efterforskning af mordet på hendes datter og tager sagen i egen hånd.
Mod solnedgangen
Se før: Når det bliver morgen
En af Japans mest spændende instruktører Naomi Kawase er snart biografaktuel med en ny film, mens tidligere værker er yderst seværdige. Bl.a. Månen over kirsebærtrænerne og her, 'Mod solnedgangen', der handler om en kvinde, der møder en fotograf, som langsomt er ved at miste sit syn. Hans billeder minder hende om fortiden, og de begynder begge at se verden på en ny måde.
Western Stars
Se før: Once Were Brothers: Robbie Robertson and the Band
Rocklegender som Robbie Robertson fra The Band gør sig bare godt i dokumentarfilm. Her kan nemlig dykkes ned i en verden, vi kender alt for godt på overfladen, men som har masser af nuancer bag scenen og musikken. Det samme gør sig gældende i dokumentarfilmen 'Western Stars' om rocklegenden Bruce Springsteen.
Kill Bill: Vol.1 & Kill Bill: Vol. 2
Se før: Promising Young Woman
Okay, så 'Promising Young Woman', som handler om en kvinde, der tager hævn over de mænd, der har krænket hende, er ikke helt så ekstravangant som Tarantinos 'Kill Bill: Vol. 1' og 'Kill Bill: Vol. 2', men hævntemaet kan sammenlignes. Kill Bill-filmene er en hyldest til gamle kung fu-film, westerns og hævnthrillers – og bliver med sin overdrevne pastiche en af genrens mest mindeværdige bidrag.
Blinkende lygter
Se før: Retfærdighedens ryttere
Du har formentlig allerede set 'Blinkende lygter', men så gense den da lige, inden du skal i biografen og se 'Retfærdighedens ryttere'. Anders Thomas Jensens legendariske gennembrud er ikke bare en af de sjoveste film, der er produceret i Danmark, men også grundstenen for instruktørens krøllede universer, der også tæller De grønne slagtere og Adams æbler.
Whiplash
Se før: Sound of Metal
Musikgenrene er godt nok forskellige, men 'Sound of Metal' og 'Whiplash' har fællesnævnere i kraft af at skildre trommeslagere på højt niveau. De er også begge mesterligt klippet, førstnævnte af danske Mikkel E.G. Nielsen. ’Whiplash’ modtog tre Oscars, og ’Sound of Metal’ kunne meget vel gå hen og gøre den kunsten efter.
Ice Age
Se før: Operation Nordpolen – Tjep på sneeventyr (8. maj)
Aminationsfilm om det kolde klima er ikke et nyt fænomen, da Ice Age-serien ikke overraskende foregik i istiden, hvor en mammut, en sabeltiger og et dovendyr tager på eventyr. Filmserien nåede op på hele fem kapitler og indspillede ikke mindre end 6 mia. dollars på verdensplan. 'Operation Nordpolen - Tjep på sneeventyr' foregår godt nok i nutiden, men der er stadig isflager, sneklædte bjerge, grantræer og en håbefuld polarræv i vente for familiens yngste.