Anders Matthesen har hovedrollen i ny stjernespækket, dansk Netflix-film
Den romantiske trailer er også ude
I næste måned landet et nyt Netflix-drama med ingen ringere end Anders Matthesen i hovedrollen.
Filmen hedder Toscana og var oprindeligt planlagt til dansk biografpremiere i 2021. Men nu ender den altså hos streaminggiganten i stedet, hvor det international publikum kan få glæde af den - ligesom vi senest har set med Ole Bornedals Skyggen i mit øje, som blev en kæmpe succes for tjenesten.
Dermed bliver 'Toscana' faktisk også den første danske film som udkommer under brandet a Netflix original.
Det romantiske drama handler om den prisbelønnede kok, Theo Dahl, som skal til Toscana for at sælge sin fars forretning.
I Toscana møder han en kvinde, som ændrer hans syn på både livet og kærligheden.
Det er dermed ikke den vante komiske side vi ser af Matthesen, i stedet skulle filmen være et smukt, rørende og livsbekræftende eventyr.
Rollelisten er pakket med danske stjerner, som udover Anders Matthesen byder på Ghita Nørby, Thue Ersted Rasmussen, Sebastian Jessen, Lærke Winther, Karoline Brygmann samt musikeren Christopher, som får sin spillefilmsdebut i filmen.
Men også to italienske stjerner har fundet vej til filmen, nemlig Andrea Bosca og Cristiana Dell’Anna, som er kendt fra den populære serie 'Gomorra: La serie'.
Bag filmen står Mehdi Avaz, som brød igennem med det stærke drama Mens vi lever og senest var aktuel med Nikolaj Lie Kaas-filmen Kollision.
Allerede nu kan du se en trailer for 'Toscana' på Netflixs hjemmeside