Drop klassikerne: 10 nye gyserfilm og -serier du skal se
Fejr halloween med helt nye horrorværker
Oktober måned og Halloween betyder masser af gys i hjemmebiografen.
Men hvis du ikke gider at se de samme gamle og grumme travere igen i år, så er vi klar med 10 helt nye gyserfilm og -serier, som du kan kaste dig over for at få tilfrestillet dit behov for blod og uhygge.
Se listen med de 10 film og serier herunder:
Chucky
Dræberdukken Chucky er tilbage i en helt ny serie, som får premiere på C More til Halloween.
Historien følger teenageren Jack, der bliver mobbet i sin skole. Da han imidlertid køber Chucky-dukken på et loppemarked, begynder blodsporene at sprede sig i forstanden, hvor han bor.
Læs mere om Chucky og serien her - og se de første to afsnit til 0 kr. på C More.
I Know What You Did Last Summer
Den populære gyser fra 1997 bliver nu genopfrisket med en serie baseret på samme roman.
'I Know What You Did Last Summer' følger en flok unge et år efter, at de har været involveret i en frygtelig ulykke, som de har holdt hemmelig for omverdenen.
Nu vil en mystisk person dem alle til livs og efterlader sig således et spor af lig, mens også lokalsamfundets hemmeligheder begynder at pible frem.
Paranormal Activity: Next of Kin
Den populære gyserfilmserie er tilbage med et nyt kapitel i den overnaturlige franchise.
Historien følger en ung kvinde, der prøver at finde ud af, hvad der skete med hendes mor, som forsvandt for år tilbage. I efterforskningen støder hun på en skræmmende hemmelighed fra moderens fortid.
'Paranormal Activity: Next of Kin' er skrevet af Christopher Landon, som også har stået bag manuskriptet til flere af de foregående film i serien samt instrueret bl.a. gysene Happy Death Day og Freaky.
De kommer og ta'r dig! - Horrorfilmens historie
Har du lyst til at dykke ned i gyserfilmens historie på et mere fagligt niveau, så er dokumentarserien 'De kommer og ta'r dig! - Horrorfilmens historie' (Eli Roth's History of Horror) endelig tilgængelig i Danmark.
Værten er instruktøren Eli Roth, der bl.a. har stået bag Hostel og Hostel: Part II. Sammen med en række meget kompentente gæster, bl.a. Stephen King, ser han på diverse emner i gyserverdenen, alt fra zombier, hekse, vampyrer til slasher-film, spøgelseshuse og meget mere.
Brand New Cherry Flavor
Netflix har spyttet en masse nye gyser-film og -serier ud på tjenesten de seneste par måneder. Men vi vil gerne fremhæve serien 'Brand New Cherry Flavor' fra manden bag bl.a. den svært underkendte gyserserie 'Channel Zero'.
'Brand New Cherry Flavor' følger den aspirerende og blåøjede instruktør Lisa Nova, der ankommer til Hollywood. På den hårde måde finder hun dog ud af, at drømmenes by er fyldt med bedragere og snydepelse.
Fyldt med hævntørst kaster hun en forbandelse på en producer. Det starter en helt ny og syret virkelighed, hvor hun bl.a. skal brække killinger op!
Serien er David Lynch, der møder David Cronenberg. Grotesk, mystisk og klam!
Welcome to Blumhouse
For andet år i træk har verdens førende gyserproduktionsselskab, Blumhouse Productions, leveret hele fire nye gys fra spændende talenter til Amazon Prime.
Det sker under banneret 'Welcome to Blumhouse' - de nyeste titler tæller Bingo Hell, Black as Night, Madres og The Manor. Sidstnævnte har bl.a. den anerkendte Barbara Hershey i hovedrollen, som en kvinde, der ender på plejehjem, hvor mystiske ting sker.
Især 'Madres' er blevet fremhævet af kritikere. Det er historien om et mexicansk par i Californien, der venter deres første barn, da usædvanlige symptomer opstår. Er det en mytisk forbandelse eller er der noget mere ondt på spil?
'Welcome to Blumhouse' kan ses på Amazon Prime.
Malignant
På den nyåbnede streamingtjeneste HBO Max fremhæver vi titlen 'Malignant', der kommer frisk fra biografen.
Gysermesteren James Wan (Saw, The Conjuring og Insidious) står bag det flippede gys. I filmen plages en kvinde af ubehagelige drømmesyn, hvor hun ser en virkelig morders gerninger. Noget tyder imidlertid på, at det fører tilbage til hendes traumatiske og hemmelighedsfulde fortid.
Se også vores liste over andre interessante titler på HBO Max.
’Malignant’ kan ses på HBO Max – og købes/lejes på bl.a. Blockbuster og Viaplay.
Possessor
Science fiction-gyseren 'Possessor' handler om en art agenter, der arbejder for en lyssky organisation, som via af deres ansatte kan overtage andres hjerner og hermed også kroppe.
Det er en yderst farlig teknologi - ikke kun for agenterne, men i særdeleshed også for de mennesker, som bliver indtaget og nu styret af en agent.
Filmen er instrueret af Brandon Cronenberg, der med sit gys går i sin far David Cronenbergs blodige fodspor, der bl.a. indeholder urovækkende titler som The Fly, Videodrome og The Brood.
Spiral: From the Legacy of Saw
Den brutale Saw-franchise er klar med nye blodige fælder og twistede gåder.
Denne gang sker det i form af spinoff-filmen 'Spiral: From the Legacy of Saw', som fortæller en ny historie sat i det samme univers - dog med en ny bagmand inspireret af den legendariske seriemorder Jigsaw.
I centrum af historien står politibetjenten Zeke, som bliver fanget i det grusomme spil af nye lig og fælder, mens det hele ser ud til at føre tilbage til hans egen fortid samt byens blodige historie.
Chris Rock har hovedrollen og er også idemand til historien.
'Spiral: From the Legacy of Saw' kan ses på bl.a. Blockbuster og Viaplay.
Hunter Hunter
Gyser-thrilleren 'Hunter Hunter' handler om en lille familie med mor, far og deres unge datter, som bor udenfor civilisationen i et stort skovområde i Canada, hvor de ernærer sig som pelsjægere.
Deres i forvejen hårde liv med at holde skindet på næsen udfordres kun endnu mere, da en glubsk ulv indfinder sig i området, hvor familien jager og har deres daglige gang.
Det bliver starten på en intens kamp mellem menneske og natur i en fortælling, der snart tager sig en overraskende drejning mod det værre.