Efter sæson 2 af 'The Mandalorian': Nu kommer serien om Boba Fett
Premieredatoen er allerede fastsat
Bemærk: Artiklen indeholder milde spoilers for sæson 2 af 'The Mandalorian'.
Den 18. december blev finale-afsnittet af Star Wars-serien The Mandalorian sluppet løs på Disney+. Et afsnit, der uden tvivl har efterladt fans af serien sultne efter mere. Sådan har vi det i hvert fald.
I første omgang lød det fra chefen af Lucasfilm, Kathleen Kennedy, at sæson 3 af 'The Mandalorian' ville lande i julen 2021. Men det kan have været et røgslør for en helt ny serie!
For til mange store overraskelse gemte sidste afsnit af 'The Mandalorian' på en post-credit scene, som afslørede den næste serie i Star Wars-universet.
Titlen er 'The Book of Boba Fett', og serien får premiere den 21. december 2021 på Disney+.
Serien vil selvsagt handle om den stolte dusørjæger Boba Fett, som vi kender fra The Empire Strikes Back, men som også spillede en afgørende rolle i slutningen af anden sæson af 'The Mandalorian'.
Det kommer som noget af en overraskelse, taget i betragtning af Disney i forrige uge annoncerede hele 10 kommende Star Wars-serier - og her indgik 'The Book of Boba Fett' ikke som én af dem. Du kan læse om de 10 andre her.
Det bliver den tredje spin-off-historie fra 'The Mandalorian', der også har serierne 'Ranger of the Republic' og 'Ahsoka' på vej.
The Mandalorien-skaberne Jon Favreau og Dave Filoni får denne gang selskab af Robert Rodriguez (From Dusk Till Dawn) bag kameraet. Rodriguez instruerede et afsnit af den seneste sæson af 'The Mandalorian'.
Jon Favreau har ydemere bekræftet, at der er en sæson 3 af 'The Mandalorian' på vej. Den vil starte produktion umiddelbart efter, at 'The Book of Boba Fett' er i kassen.
’The Book of Boba Fett' får premiere den 21. december 2021 på Disney+