10 klassiske komedier vi håber på får en 2’er!
Nu kommer opfølgeren til 90’er-komedien 'Kingpin'
Historien har lært os, at det kan være farligt at lave 2’ere til i forvejen vellykkede film. Tænk bl.a. på 'Dum & Dummere 2', 'Son of the Mask' og 'Grease 2'.
Det er dog også lykkedes mange gange at lave forrygende 2’ere. Tænk bl.a. på Aliens, Batman Returns, The Raid 2, videre til Blade Runner 2049, Mad Max 2, Terminator: Judgment Day og listen fortsætter.
Med nyheden om, at der kommer en opfølger til 90’er-komedien Kingpin, kommer vi her med 10 bud på andre komedier, vi gerne ser får en 2’er.
Hvem elsker ikke Tim Burtons krøllede og sorthumoristiske 'Beetlejuice'? Præcis, det gør vi alle! Ikke mindst en uforglemmelig Michael Keaton i den drilske titelrolle. Men hvorfor så egentlig lave en opfølger til den mere end 30 år senere?
Jo, bl.a. fordi det univers, Tim Burton i sin tid skabte er så dragende og fantasifuldt, at vi godt kunne tænke os at genbesøge det og ligeledes se en nu noget ældre Michael Keaton gentage sin ikoniske rolle.
For hvad har Betelgeuse egentlig bedrevet sin spøgelsestilværelse med siden da - og hvad er der sket med Winona Ryders skønne Lydia? Så kære Tim Burton, lav gerne en 2’er. Måske du endda kan genvinde noget af din en smule tabte filmgnist? Vi krydser fingre.
I år er det 10 år siden, vi fik nyklassikeren 'Bridesmaids', så er det ikke passende med en opfølger? Vi gad i hvert fald godt se flokken af skønne damer vende tilbage med ny komisk ballade.
I en 2’er kunne Kristen Wiig i rollen som Annie passende selv være den kommende brud med sit helt eget entourage af brudepiger. For hvordan vil det mon ikke ende, når rollerne er byttet rundt?
Desuden er Kristen Wiig stadig en af de sjoveste personer i gamet. Det samme er bl.a. også Maya Rudolph, Rebel Wilson og Melissa McCarthy.
Præmissen i den absurd-humoristiske og brutale 'The Hunt' er absolut værd at genbesøge. Jagten på en flok sagesløse ofre er i hvert fald fyldt med potent og blodigt potentiale til flere dystre løjer.
Betty Gilpin må meget gerne for vores skyld vende tilbage i sin bad-ass rolle som Crystal for at dele endnu flere hårdtslående øretæver ud og ikke mindst menneskeslagtende slag.
Man kunne måske forestille sig, at Crystel denne gang ville indtage rollen som en kvinde, der i udgangspunktet er hende, der jager og ikke selv bliver jagtet. For hvordan ville hun lige klare det?
Ikke alene er 'Sleepless in Seattle' en af 90’ernes mest vellykkede og rørende romantiske komedier, det er også en af de bedste af sin slags nogensinde.
Tænk blot på skønne Tom Hanks og Meg Ryan som henholdsvis enkemanden Sam Baldwin og journalisten Annie Reed, der på tværs af USA på sødeste og mest hjerteskærende vis finder sammen.
Den kemi de her viser, ser vi gerne de to ikoner genoptage. Hvordan er det mon gået dem efter mødet på Empire State Building? Er de stadig sammen? Og hvis de er, hvordan går det så nu?
Ben Stiller både instruerede, var medforfatter på og spillede med i den actionmættede og hysterisk morsomme 'Tropic Thunder' som skuespilleren Tugg Speedman. Det bakket forrygende godt op af bl.a. Jack Black og Robert Downey Jr.
Men så tænker du måske, at vi igen skal følge et hold af mere eller mindre succesfulde skuespillere på en ny mission med Tugg Speedman i front?
Nope. For hvad nu hvis man i stedet gav hovedrollen til Tom Cruise, der i den grad brændte komisk igennem som den både iltre og dansende Les Grossman? Ja, en vaskeægte fuldblodskomedie med Tom Cruise? Vi siger ja tak!
Du kan streame 'Tropic Thunder' her.
Booksmart (2019)
En af nyere tids bedste og mest morsomme film er den veloplagte 'Booksmart', hvor man følger de to bogorme Amy og Molly spillet til komisk perfektion af Kaitlyn Dever og Beanie Feldstein, hvoraf særligt sidstnævnte for alvor ramte verden med et morsomt brag!
Her et par år senere kunne man forestille sig, at vi igen møder de to veninder, der nu går på universitet, hvor de er vendt tilbage i deres vante og bogtunge roller, hvilket kunne afføde endnu en vild nat.
Alternativt er de to unge kvinder faldet helt over i den anden grøft, hvor de ikke kan få nok af vilde fester og våde varer. Uandet hvad ser vi i hvert fald gerne Dever og Feldstein genoptage deres smittende kemi.
Du kan streame 'Booksmart' her.
Liar Liar (1997)
Er det ikke på tide, at vi igen ser Jim Carrey i en morsom hovedrolle på film? Det synes vi i hvert fald. For gummiansigtet har bestemt sit vanvid og komiske kraft i behold.
Det har man bl.a. i nyere tid set i hans rolle som den maniske superskurk Dr. Robotnik i 'Sonic the Hedgehog', mens han ligeledes har givet et vildt vellykket og karikeret portræt af Joe Biden i Saturday Night Live.
Præmissen, med at Jim Carreys Fletcher Reede ikke kan lyve i 24 timer, er bestemt et så godt komisk udgangspunkt, at vi er sikre på, at Jim Carrey kan få mere komisk guld ud af det i en 2’er.
Du kan streame 'Liar Liar' her.
Big (1988)
Er det for fjollet at kalde en 2’er til 80’er-klassikeren 'Big' for 'Little'? Muligvis. Men måske idéen slet ikke er så tosset endda?
For tænk lige at se en nu mere end voksen Tom Hanks tilbage i rollen som Josh, der i den første film som bekendt vågner op som voksen efter hans unge jeg har ønsket at blive ældre.
Hvad ønsker man sig i grunden, når alderen trykker? Jo, bl.a. at være ung igen. På den måde kunne vi her mere end 30 år senere finde Tom Hanks som en gammel Josh, der får lov til at genopleve det at være ung igen.
Game Night (2018)
Ikke nok med, at 'Game Night' er en drønmorsom film, så er den rent faktisk også virkelig spændende. Præmissen er nemlig, at en flok venner samles til en spilaften, der snart udvikler sig i en noget uventet retning, da de øjensynligt kidnappes af hårdkogte kriminelle.
Spørgsmålet er så bare, om det egentlig også er rigtige gangstere, der nu gør livet surt for vennerne eller er det hele en del af en leg?
Denne præmis kunne passende udforskes på ny i et nyt og farligt spil - gerne med Jason Bateman og Rachel McAdams tilbage i deres respektive roller. De to har nemlig sammen bl.a. en komisk dynamik, vi gerne ser mere af.
Du kan streame 'Game Night' her.
White Chicks (2004)
Der er ingen tvivl om, at 'White Chicks' er mere end en fjollet komedie. Det er ikke mindst grundet de to herlige hovedroller i skikkelse af de dejligt overgearede Marlon Wayans og Shawn Wayans.
De to brødre spiller som bekendt to agenter, der under dække af at være hvide kvinder forsøger at redde dagen og vejen.
Vi ser gerne de to komiske karakterer Kevin og Marcus Copeland vende tilbage på en ny mission og undercover i nye forklædninger. Måske som pensionister komplet med falske rynker og gangstativ.