Derfor laver Hollywood-stjerne sin første danske serie efter 15 år i udlandet
'Riget 3' er fyldt med kendte danske skuespillere
Artiklen blev første gang publiceret i august 2022.
Riget 3: Exodus er en af årets mest ventede serier!
Den tredje sæson af Lars von Triers ikoniske serie har været mange år undervejs, men porten til Riget er begyndt at åbne sig på ny. Og som ingen anden har den danske instruktør formået at få samlet en imponerende rolleliste.
Danske stjerner som Bodil Jørgensen, Nicolas Bro, Lars Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas, Danica Curcic, David Dencik og Jens Albinus er blandt de nye navne i Riget-universet, mens de tilbagevendende skuespillere bl.a. tæller Ghita Nørby, Søren Pilmark, Peter Mygind, Henning Jensen og Udo Kier.
Den svenske stjerne Ernst-Hugo Järegård, der spillede overlægen Stig Helmer, er gået bort. Men det svenske islæt er fortsat intakt i den nye sæson, hvor Michael Persbrandt kommer til som sønnen Helmer jr., men også Hollywood-stjernen Alexander Skarsgård vender hjem til Norden efter 15 år i udlandet.
LÆS OGSÅ: Afsløret ved verdenspremieren: Hollywood-stjerne har rolle i 'Riget 3'
Da vi mødte Skarsgård i forbindelse med premieren på vikingefilm The Northman i foråret, spurgte vi ham ind til serien. Og svenskeren var ikke i tvivl om, hvorfor han havde valgt 'Riget' som sit første projekt i Skandinavien efter så mange år:
- Lars von Trier. Jeg arbejdede med Lars på 'Melancholia' for 10 år siden, og det var en af de bedste oplevelser i hele min karriere. Ikke kun arbejdet med Lars, men hele hans hold. Han har en gruppe af mennesker, som han har arbejdet med i 30 år, og det lyder som en kliché, men de er en familie. Den energi på en optagelse er det bedste.
- Men også for at lave noget sjovt. 'Riget' er virkelig, virkelig sjovt. Det er så skørt, og dybest set overtager jeg min fars karakter, som han spillede for 25 år siden, hvilket også var virkelig sjovt.
Foto: Christian Geisnæs
- Efter at have optaget 'The Northman', som var virkelig intens og mørk, så var det at komme til København og blive genforenet med dem alle, og vi skød det endda på Rigshospitalet, virkelig en drøm. Og jeg havde virkelig brug for et godt grin efter 'The Northman'.
Faderen Stellan Skarsgård optræder i et enkelt afsnit af den oprindelige serie som Stig Helmers advokat, og da det var umuligt for ham at gentage rollen, så overtog sønnike rollen som advokat - og den familiære tilknytning er nok helt gennemtænkt fra Triers side.