Gå til hovedindhold

Er du vild med John Wick? Så skal du se disse 5 actionbrag

Benbrud, eksplosioner og blodig hævn

bjarke@kino.dk
Skrevet af Bjarke Friis Kristensen


Lige nu har Keanu Reeves travlt med at dele brutale øretæver ud i John Wick: Chapter 4, hvor han er tilbage i filmens hårdtslående hovedrolle.

Kan du ikke få nok af John Wick - eller vil du bare gerne varme op til actionbraget - så anbefaler vi her 5 film, du kan se, hvis du elsker John Wick.

Atomic Blonde

 

Atomic Blonde (2017)

I action-thrilleren bliver MI6-agenten Lorraine Broughton sendt til Berlin under Den kolde krig i 1980'erne. Missionen er at undersøge mordet på en kollega og finde et forsvundet dokument med navne og oplysninger på alle spioner i byen.

En mission der kræver, at en del øretæver deles ud. Ind på scenen træder således en kampklar Charlize Theron som den brutale agent.

Stuntmand og nu filminstruktør David Leitch står bag 'Atomic Blonde'. Han debuterede i instruktørstolen på den første John Wick, det sammen med Chad Stahelski, som siden bl.a. har instrueret de tre fortsættelser.

Se hvor du kan streame 'Atomic Blonde' her.

 

death-wish-1974.jpg

 

Death Wish (1974)

Filmens danske titel 'En mand ser rødt' er meget passende, da vi nemlig her møder den ellers fredelige arkitekt Paul Kersey, som dog ser rødt, da han efter en tragisk hændelse vil hævne sin familie.

Således går Charles Bronson i hovedrollen fra fredelig familiefar til dødsensfarlig selvtægtsmand. Selvom slåskampene måske ikke er nær så hårdtpumpede som hos John Wick, så er filmens hævnmotiv stærkt og Charles Bronson sej.

'Death Wish' fik desuden en række efterfølgere, som man passende også kan kaste sig over, mens det desværre var et noget tandløst remake, vi fik i 2018. Originalen er dog fortsat en inspirationskilde for actionfilm med samme tema og en sand klassiker i genren af hævnfilm.

Se hvor du kan streame 'Death Wish' her.

 

The Raid

 

The Raid (2011)

Der er i den grad fart på knoglebrud og spruttende blod, når en indsatsstyrke i denne voldsballet stormer en 30-etagers bygning, som menes at huse en bandeleder samt hans hær af hensynsløse dræbere.

Elitestyrken er dog ikke forberedt på det kaos, der venter dem, da huset snart eksploderer i et intensivt orgie af død og ødelæggelse.

Denne hyper-intense indonesiske actionbasker sætter ikke tempoet ned, når først slåskampene sætter i gang. Filmen fik desuden den ligeledes anbefalelsesværdige fortsættelse The Raid 2 i 2017.

Se hvor du kan streame 'The Raid' her og 'The Raid 2' her.

 

nobody.jpg

 

Nobody (2021)

Vi møder i denne medrivende actionfilm den tilsyneladende helt almindelige familiefar Hutch. Men efter et brutalt hjemmerøveri vender Hutch nu tilbage til sin gamle og særdeles voldelige livsstil. En fortid han ellers har holdt hemmelig.

Filmen er baseret på en idé af Better Call Saul-stjernen Bob Odenkirk, der også har hovedrollen som den hårdtslående Hucth.

Derek Kolstad står for manuskriptet og har desuden også skrevet John Wick-filmene, som 'Nobody' læner sig op ad, når det bl.a. kommer til den intense action og de hårde kampscener.

Se hvor du kan streame 'Nobody' her.

 

 The Night Comes for Us

 

The Night Comes for Us (2018)

Denne indonesiske action-eksplosion er en filmfræser af en anden verden, når den her står på nogle af de mest uafrystelige og voldsomme action-scener i nyere tid.

Her er i hvert fald tale om en i den grad medrivende forening af slåskampe, blod og ren filmisk intensitet, når en mand i forsøget på at redde en lille pige lægger sig ud med alverdens kampberedte kriminelle.

Nej, du kan ikke berede dig på den vold, som nu følger. John Wick er langt fra den eneste, der kan finde ud af at lange blodige øretæver over disken.

Se hvor du kan streame 'The Night Comes for Us' her.

Inspiration til hjemmebiografen

Vil du have streamingguides og nyheder i din indbakke? Få vores nyhedsbrev.

Ja, jeg accepterer StreamingGuide af kino.dk's markedsføringssamtykke
Luk (Esc)

Siden kan ikke vises ordentligt

StreamingGuide fungerer ikke optimalt i denne browser. Skift venligst til en anden browser, fx Chrome, Firefox, Safari eller Edge, for at få den virkelige oplevelse.