Netflix' mega-hit var 10 år undervejs: For besynderlig og voldelig til at blive lavet før
'Squid Game' har været en kæmpe succes
Den populære sydkoreanske Netflix-serie Squid Game handler om 456 mennesker, der deltager i en række dødsensfarlige børnelege for at slippe af med deres store gæld.
Præmissen for serien er altså ret voldsom, da den blander sociale problematikker og eksplicit vold og død med børnelege, hvilket måske er grunden til, at serien har været ti år undervejs.
Det mener seriens instruktør Hwang Dong-hyuk i hvert fald. I et interview med Korean Times har han fortalt, at han allerede fandt på ideen til 'Squid Game' tilbage i 2008. Ifølge instruktøren har samfundet nemlig ikke været klar til seriens voldsomme natur før nu:
- Efter 12 år har verden ændret sig til at være et sted, hvor sådan nogle besynderlige, voldelige overlevelseshistorier faktisk er velkomne. Folk har kommenteret på, hvordan serien er relevant i det virkelige liv. Desværre, så har verden ændret sig i den retning.
Instruktøren forklarer endvidere, at han tog en risiko med 'Squid Game', da den eksperimenterende historie både kunne gå hen og blive et mesterværk og et flop.
Indtil videre er modtagelsen af serien verden over da overvældende positiv, og Netflix’ co-administrerende direktør Ted Sarandos har udtalt, at serien er den meste sete ikke-engelsktalende serie efter at have overhalet hits som Papirhuset og Lupin, og at den meget vel kan blive streamingtjenestens mest sete nogensinde alt i alt.