Ringenes Herre-skuespiller med hård kritik af 'Magtringene': "Det er ikke den ægte vare"
Han foretrækker så absolut Peter Jacksons trilogi
Tidligere i år havde den stort opsatte fantasy-serie Ringenes Herre: Magtringene premiere. Nu er alle otte afsnit løbet over skærmen til både stor glæde, men også mindre begejstring hos fans verden over.
En, der ikke just er begejstret, er skuespilleren Bernard Hill, som fans af J.R.R. Tolkiens univers vil kende i rollen som King Théoden i Peter Jacksons tre monumentale filmatiseringer af netop 'Ringenes Herre' fra 2001, 2002 og 2003.
I et nyligt interview med Metro bliver skuespilleren nemlig spurgt ind til, om han har set Ringenes Herre-serien. Svaret kommer prompte: "Nej, ikke interesseret". Bernard Hill uddyber:
LÆS OGSÅ: Peter Jackson blev holdt udenfor i ny Ringenes Herre-serie
- Det er et pengeskabende foretagende, og jeg er ikke interesseret i at se det eller være med i det […] Held og lykke til dem og alt det der, men det er ikke som den ægte vare.
Den 77-årige skuespiller bliver endvidere spurgt, om han mener, at eventyret skulle være stoppet med netop Peter Jacksons trilogi, til hvilket Hill svarer et helt klart ja og fortsætter:
- Jeg mener, at de pressede den, da de lavede 'Hobbitten'. 'Hobbitten' er en lillebitte bog […] De gjorde det godt - de gjorde det rigtig, rigtig godt. De udvidede det [men] jeg tror, at du kun kan strække et en elastik til et vist stykke.
LÆS OGSÅ: Får vi en Ringenes Herre-forlystelsespark i Sverige?
Selvom kritikken ikke går på kvaliteten af serien, men mere på forudsætningerne og formålet, er det en kende svært at tage Bernard Hills udtalelser helt seriøst, da han som nævnt altså ikke har set den og heller ikke har tænkt sig at gøre det.
Der venter ellers nok af eventyr forude i det store univers, da der er planlagt hele fem sæsoner af Ringenes Herre-serien - indtil videre.
'Ringenes Herre: Magtringene' kan ses på Prime Video.
Bernard Hill som King Théoden fra Peter Jacksons Ringenes Herre-trilogi