Ej, det gjorde de bare ikke! 5 tåkrummende og akavede komedier du skal se
I anledning af det biografaktuelle komediedrama 'Shiva Baby'
Ens familie kan være noget af det bedste, men den kan altså også være noget af det mest belastende. Sådan er det i hvert fald i det sorthumoristiske og akavede komediedrama Shiva Baby, der kan ses i biografen netop nu.
Men følger her Danielle, som bliver mere end presset af sin nysgerrige familie og nærgående slægtninge til gravøllet efter en bisættelse. Snart krydsforhøres hun om alt fra arbejde og fremtidsplaner til kæreste og økonomi.
Hvad værre er, at hendes hemmelige sugar daddy pludselig dukker op med hustru og en baby, hvilket kun komplicerer den allerede klaustrofobiske situation - og hvad gør hun så nu?
Køb dine billetter til 'Shiva Baby' her:
I forbindelse med 'Shiva Baby' peger vi på fem andre komediedramaer, der også har familien som omdrejningspunkt samt sin del af både pinlige, akavede og sorthumoristiske optrin.
Herunder er 5 af de pinligste og mest akavede komedier på streaming lige nu.
Den charmerende komedie 'Little Miss Sunshine' er en skøn og dybfølt, moderne road-movie, hvor man følger familien Hoovers, som man vel godt kan kalde for en ret så atypisk og meget speciel familie.
De drager afsted på en rejse i familiens gamle folkevognsrugbrød fra Albuquerque til Californien for at bakke op om den 7-årige datters største drøm om at deltage i en ret så skør skønhedskonkurrence. Det bliver undervejs til både kaotisk komik og absurde optrin, der når nye højder under den bizarre konkurrence.
Se hvor du kan streame 'Little Miss Sunshine' her.
Den tid på året (2018)
Den danske dramakomedie 'Den tid på året' udspiller sig en højhellig juleaften hjemme hos Katrine og Mads, der har to børn samt store ambitioner om at holde en dejlig komsammen med deres kære - også selvom det inkluderer en noget broget flok af familiemedlemmer.
Der er præste-søsteren med en lettere tåbelig akademiker-mand. Der er de skilte bedsteforældre, som mundhugges og drikker sig under bordet. Sidst er der familiens sorte får, lillesøsteren, som kommer direkte fra afvænning. Det går med andre ord forrygende komisk galt, når traditionerne bare må og skal overholdes, koste hvad det vil.
Se hvor du kan streame 'Den tid på året' her.
Familien (2013)
Der er fuld fart på absurde skænderier og groteske optrin i det sorthumoristiske drama 'Familien'. Man følger her Weston-familien, som længe har været spredt for alle vinde. En krise bringer imidlertid de ellers fremmedgjorte søstre, Barbara, Ivy og Karen, tilbage til barndomshjemmet.
Her venter deres mor, som er på piller, drikker for meget og uddeler verbale klask til højre og venstre. De næste par dage byder som frygtet på en kaotisk familiesammenkomst, hvor spydighederne leveres i ærlighedens navn. Med andre ord et kulsort portræt af en vanvittig familie defineret af stærke kvinder, her med bl.a. Meryl Streep, Julia Roberts, Abigail Breslin og Juliette Lewis på rollelisten.
Se hvor du kan streame 'Familien' her.
Meet the Parents (2000)
Komedien 'Meet the Parents' er måske ikke helt så sorthumoristisk, men mere let i tonen, hvor der dog spilles på akavet komik og absurde optrin. Tænk blot på Robert De Niro som den pensionerede CIA-agent Jack, der forhører sin kommende og stakkels svigersøn Greg, spillet af en nervøs Ben Stiller.
Jack er ganske enkelt svigerfaren fra Helvede, som Greg er på kollisionskurs med, da han skal forsøge at overbevise ham om, at han er den helt rette ægtemand for hans datter Pam. Filmen blev fulgt op af Meet the Fockers og Little Fockers.
Se hvor du kan streame 'Meet the Parents' her.
Min brors kæreste (2007)
Der er en lettere melankolsk side til denne også både søde og charmerende dramakomedie, hvor man følger enkemanden Dan, som lever et roligt familieliv med sine tre døtre efter hustruens død. Dan vil gerne bare have ro, men da han tager med på en weekend med resten af den store familie, ender det med at slå ham helt ud af kurs. Trist og tragikomisk.
Romantikken sniger sig dog uventet ind på livet af den depressive Dan, da han møder en kvinde i en boghandel, og sød musik opstår. Men ikke alt er helt så nemt, som det måske kunne synes ved første møde, og snart står den på familieskænderier og komisk drama for fulde sejl.
Se hvor du kan streame 'Min brors kæreste' her.