The Rock slår sig sammen med Marvel-stjerne til stor action-julefilm
Fra manden bag Fast & Furious-filmene
Ingen jul uden julefilm. Det ved Dwayne 'The Rock' Johnson. Han har derfor linet en actionfyldt julekomedie op, der begynder optagelserne senere i år for Amazon Studios. Det skriver Deadline.
Stjernen får nu selskab af Marvel-stjernen Chris Evans, der som bekendt er udødeliggjort i rollen som selveste Captain America. Det kan man da om noget kalde for en charmerende duo.
Julefilmen har indtil videre titlen Red One og instrueres af Johnsons tidligere samarbejdspartner Jake Kasdan, der også sad i instruktørstolen på Jumanji: Welcome to the Jungle og opfølgeren Jumanji: The Next Level.
Det er også en for Johnson tidligere legekammerat, der skriver filmen, nemlig Chris Morgan. Han har bl.a. har forfattet actionbrag Fast Five, Fast & Furious 6, Furious 7, The Fate of the Furious og Fast & Furious: Hobbs & Shaw.
LÆS OGSÅ: Hvorfor er Vin Diesel og Dwayne Johnson uvenner? Fast & Furious-dramaet forklaret
'Red One' produceres desuden af Johnson selv samt Hiram Garcia, der også lavede Jumanji-filmene og Hobbs & Shaw. I et interview med Collider antyder Garcia, hvad man kan vente sig af filmen:
- Vi har altid gerne ville lave en kæmpe julefilm, men kunne bare ikke finde den helt rigtige. Vi ledte efter noget, som passede til Dwayne Johnsons DNA, som havde lidt mere bid i sig og som var større og mere globalt, fortæller Garcia og forklarer, at han pitchede ideen for manuskriptforfatteren ved at sige:
- Lad os lave 'Hobbs & Shaw' møder Miraklet på Manhattan.
LÆS OGSÅ: Dwayne Johnson gør grin med Vin Diesel i ny film - og han elsker det
Filmens mere konkrete plot er dog stadig hemmeligholdt, men 'Red One' beskrives endvidere som en globetrottende action-og-eventyrkomedie.
Med tanke på holdet bag filmen, kan vi nok godt forvente en eksplosiv julefilm, der kombinerer det bedste fra Jumanji-filmene og det oktanpumpende Fast & Furious-univers.
'Red One' forventes at have premiere i 2023.