Sådan har vi aldrig set Marvel før: Går fuld gys i traileren til ny varulve-film
Se den første stemningsfulde trailer til ‘Werewolf by Night’
Halloween er lige om hjørnet, hvilket ikke er gået Marvels næse forbi. Således venter der forude en Halloween Special med titlen Werewolf by Night. Se den første stemningsfulde trailer nederst.
Her er umiddelbart ikke meget klassisk Marvel-schwung og kulørt superhelte-action over de grumme løjer.
Bl.a. er traileren i sort/hvid, mens en rusten voice-over, diverse monstre og titelkortet emmer af old school-horror, som man bl.a. kender det fra 50'er og 60'ernes Universal-monsterfilm.
Som filmens titel afslører, er her en glubsk varulv løs. Den får man et par voldsomme glimt af i traileren, hvor man bl.a. også præsenteres for en række monsterjægere og andre olme karakterer.
LÆS OGSÅ: Marvel går til gyset, når varulv indtager MCU
Udgangspunktet for 'Werewolf by Night' er tegneserien af samme navn. Man har her i årenes løb set forskellige karakterer forvandle sig til det behårede bæst.
I den kommende Halloween Special - der udspiller sig i Marvels filmiske univers - er det Gael García Bernal, der indtager den snerrende rolle som Jack Russell, som forvandler sig til varulven.
Den 43-årige skuespiller er bl.a. kendt fra Alejandro G. Iñárritus Love is a Bitch, Alfonso Cuaróns Y Tu Mamá También, videre til The Motorcycle Diaries, Pedro Almodóvar Bad Education og M. Night Shyamalans gyser Old.
Første gang, man mødte Jack Russell-karakteren i tegnet form, var i udgivelsen Marvel Spotlight nr. 2 i 1972. Siden fik varulven sin egen tegneserie.