5 anbefalinger til dig der elsker 'Squid Game'
Stream Oscar-vinder, vanvittig serie og omdiskuteret menneskejagt
Den sydkoreanske serie Squid Game er lige nu ved at tage hele verden med storm. Faktisk er den så populær, at den ifølge Netflix selv meget vel kan blive streamingtjenestens mest sete serie nogensinde.
I serien følger vi en række socialt udsatte sydkoreanere, der alle har en enorm gæld. Da de bliver tilbudt at deltage i et spil, hvor enorme pengepræmier er på spil, siger de derfor ja. Spillet viser sig dog hurtigt at være dødsensfarligt, mens årsagerne til, at spillet overhovedet findes er enormt mystiske.
'Squid Game' har fået meget ros for både at være underholdende, skræmmende og interessant, da den også har en del samfundskritiske pointer, som kommer til udtryk.
Serien er dog heldigvis ikke den eneste, der nogensinde har gjort det. Så hvis du, som så mange andre, allerede har set 'Squid Game' og været vild med den, så læs med her for at få fem gode bud på, hvad du kan gå i kast med som det næste.
Alice in Borderland
Vi skal ikke længere tilbage end december sidste år for at finde en anden Netflix-serie, der har en række slående ligheder med 'Squid Game'.
Den japanske serie 'Alice in Borderland' handler nemlig om en 24-årig mand, der er lidt for glad for at spille computerspil, som en dag vågner op i en øde, parallel verden, hvor alle tvinges til at deltager i et spil på liv og død.
Ligesom i 'Squid Game' udspiller der sig herefter et elimineringsspil, hvor kun de stærkeste, klogeste eller mest mentalt robuste overlever.
Parasite
Den sydkoreanske Oscar-vinder 'Parasite' deler flere lighedspunkter med 'Squid Game'. Filmen er nemlig i høj grad en samfundskritisk skildring, der pakkes ind en voldelig og humoristisk fortælling.
I Bong Joon-hos syrede 'Parasite' følger vi en fattig familie, der bor i et slumkvarter, som én efter én skaffer arbejde hos den samme overklassefamilie, indtil de stort set har overtaget den daglige drift i det luksuriøse hus. Og herfra tager historien først for alvor fart.
Blandt andre sydkoreanske film, der på samme måde leger med det mystiske og absurde, kan man nævne Memories of Murder samt Oldboy.
Hunger Games
Selvom den Hollywood-polerede 'Hunger Games'-serie på mange måde ikke minder om 'Squid Game', så kan filmenes præmis i høj grad sammenlignes med seriens.
Det er nemlig igen historien om, hvordan nogle mennesker skal deltage i et spil på liv og død, hvor den stærkeste kommer til at stå tilbage som eneste overlevende. Samtidig har 'Hunger Games'-filmene ligeledes en samfundskritisk vinkel med den revolutionære Katniss Everdeen i front for en modstandsbevægelse.
Det er samtidig værd at nævne Battle Royale-filmene, som ligeledes handler om et spil, hvor en skoleklasse kæmper til sidste mand. 'Battle Royale' er dog desværre ikke tilgængelig på dansk streaming lige nu.
Nerve
I action-thrilleren 'Nerve' bliver teenage-klassikeren ”sandhed eller konsekvens” taget til et helt nyt niveau. Meget lig de børnelege, der i 'Squid Game' bliver forvandlet til noget, som slet ikke er for børn.
Vi følger pigen Vee, der bliver suget ind i en onlineversion af ”sandhed og konsekvens”, hvor udfordringerne gradvist bliver vildere og vildere, men det gør præmierne for at gennemføre også.
Vee finder ud af, at hun via spillet bliver manipuleret af en mystisk gruppe, som overvåger hende og alle de andre spillere, der pludseligt står fanget i spillet med livet som indsats.
The Hunt
I 'Squid Game' finder vi løbende ud af mere og mere om bagmændene bag spillet og at nogle magtfulde og rige mænd også lader til at have en finger med i spillet.
På samme måde har en rig elite opfundet et grotesk og morbidt spil i action-gyseren 'The Hunt'.
I filmen vågner 12 fremmede op på en mark uden at vide, hvorfor og hvordan de er havnet der. De er nemlig blevet udvalgt af en magtfuld gruppe, som har arrangeret morderisk en menneskejagt. Deres plan bliver dog forpurret og pludseligt er det de jagede, der selv indleder en menneskejagt på deres bortførere.
Da 'The Hunt' udkom i 2020 vakte den stor debat i medierne, da nogle fandt den provokerende, mens andre elskede, hvad de så.