Gå til hovedindhold

Blod, drab og psykopater: 10 vilde film om seriemordere

Ubehagelige mordere er i centrum i den aktuelle 'Titane' og ny Dexter-serie

Skrevet af kino.dk


I forbindelse med den biografaktuelle Titane samt den tilbagevendende seriemorder i Dexter: New Blood udpeger vi 10 af de bedste film om seriemordere nogensinde.

Den grænseoverskridende Cannes-vinder byder nemlig på en seriemorder og hermed også en række blodigt brutale mord.

'Titane' er dog andet og mere end en gængs seriemorderfilm - faktisk en del mere. Bizar, grotesk og ubehagelig.

Køb dine billetter til 'Titane' her:

Man følger i 'Titane' den unge kvinde Alexia, der møder sine tilfældige ofre på voldsom vis. Livet som seriemorder kan dog ikke vare ved og snart er hun på flugt fra myndighederne.

Herfra stikker fortællingen af i overraskende retninger, mens alt om Alexia eskalerer ud af kontrol.

I Dexter mødte vi også en seriemorder, der var ud over det sædvanlige. Ved siden af at have sin voldsomme tilbøjelighed arbejder Dexter nemlig som blodanalytiker hos politiet. Samtidig er han udstyret med et moralsk kompas, der kun tillader ham at myrde "onde" mennesker.

Efter en (ifølge mange fans) skuffende afslutning på den originale serie vender Dexter nu tilbage i 'New Blood' for at rette op på eftermælet.

Herunder finder du 10 af de bedste seriemorderfilm nogensinde:

 

Psycho-SG.jpg

 

 

Psycho (1960)

Alfred Hitchcocks portræt af filmhistoriens vel nok værste mor-søn-binding skal ses af alle slags filmelskere. Hvorfor? Fordi Anthony Perkins' kejtede kvindemorder Norman Bates er en vanvittigt fascinerende karakter - og fordi den mere end 60 år gamle film stadig formår at skræmme livet af en.

Bates er efter sigende inspireret af en virkelighedens mest makabre mordere, nemlig Ed Gein, hvis ubeskrivelige omgang med lig desuden også har inspireret mange andre af filmhistoriens værste monstre, heriblandt Leatherface fra The Texas Chain Saw Massacre.


Se hvor du kan streame 'Psycho' her.

 

Maniac 1980

 

 

Maniac (1980)

Joe Spinell er både medforfatter på og spiller samtidig den urovækkende hovedrolle som seriemorderen Frank Zito i 'Maniac'. I filmen følger man Zito, der skalperer sine kvindelige ofre for at lave sine egne mannequindukker. Gisp! Her er således tale om et grumt og psykologisk indblik i et ødelagt sind.

Filmen er som 'Psycho' inspireret af Ed Gein, der bl.a. syede i menneskehud og "genbrugte" sine ofres legemsdele i sin indretning. Der kom desuden en genindspilning af 'Maniac' med Elijah Wood i 2012.


Se hvor du kan streame 'Maniac' her.

 

Henry: Portrait of a Serial Killer (1986)

 

 

Henry: Portrait of a Serial Killer (1986)

Her er den! Den måske mest realistiske seriemorder-film. Uanset hvad, så er den absolut blandt de mest forstyrrende. Filmen er faktisk så ubehagelig, at det tog fem år at finde et filmselskab, der var villig til at distribuere den. Man følger her i rå stil Michael Rooker i titelrollen, som dræber uskyldige mennesker med diverse våben.

Filmen er løst baseret på virkelighedens Henry Lee Lucas og hans medsammensvorne Ottis Toole, der mellem 1960erne og 1980erne menes at have dræbt i mellem 11-81 mennesker. De tilstod tilsammen over 600 mord, men dette er senere blevet afskrevet som løgne.


Se hvor du kan streame 'Henry: Portrait of a Serial Killer' her.

 

Silence-of-the-Lambs-1991.jpg

 

The Silence of the Lambs (1991)

Jonathan Demmes ferme og Oscar-vindende seriemorderfilm er tæt på at være et perfekt værk. Alt fra Anthony Hopkins' dragende præstation som kannibalen Hannibal Lecter til legen med P.O.V. og manuskriptets fulde udnyttelse af sit bogforlæg spiller i dette mesterværk.

Filmen bygger på Thomas Harris' bestseller fra 1988, mens karakteren Buffalo Bill i sin modus operandi er inspireret af Ed Geins brug af menneskehud samt af Ted Bundys 'armen-i-gips-metode' til at lokke ofre ind i sin bil.


Se hvor du kan streame 'The Silence of the Lambs' her.
 

seven-2.jpg

 

 

Se7en (1995)

David Finchers banebrydende, makabre og stilsikre thriller fungerer som et studie i menneskehedens forfald. Samtidig er det en gammeldags neo noir-fortælling med et af filmhistoriens bedste twists. Har man ikke oplevet Brad Pitt og Morgan Freemans forsøg på at fange John Doe, der dræber ud fra de syv dødssynder, bør man gøre det. NU!

I filmen lader morderen sig heftigt inspirere af Geoffrey Chaucers 'Canterbury-fortællingerne' og Dantes 'Den Guddommelige Komedie'. Morderens udspekulerede metoder er ren fiktion, men i virkeligheden inspireret af manuskriptforfatterens egen følelse af ensomhed, mens han som arbejdsløs forfatter boede i New York.

Se hvor du kan streame 'Se7en' her.

 

American Psycho 2000

 

 

American Psycho (2000)

En veloplagt Christian Bale ses i en af karrierens glansroller - præstationen er inspireret af Tom Cruise (!) - som yuppie-morderen Patrick Bateman, der bruger lige så meget tid på at myrde og skamfere folk som på at nørde visitkort og lave toplister over Phil Collins' bedste albums.

Filmen er baseret på Brett Easton Ellis' fænomen af en bog fra 1991, der på mange punkter er litteraturens svar på Natural Born Killers ved at være et samfundskritisk antivolds-projekt, der i medierne blev udråbt som glorificerende.


Se hvor du kan streame 'American Psycho' her.

 

Memories of Murder

 

 

Memories of Murder (2003)

Sydkorea hører blandt de stærkeste lande, når det gælder hårdkogte seriemorderfilm. Bong Joon-ho, der i dag måske nok er mest kendt for sin Oscar-vindende Parasite, har instrueret og skrevet denne dystre sag om et hold efterforskeres desperate forsøg på at standse en koldblodig kvindemorder.

Filmen bygger på landets første seriemorder og de såkaldte Hwaseong-mord, der fandt sted mellem 1986-91.


Se hvor du kan streame 'Memories of Murder' her.

 

Zodiac

 

 

Zodiac (2007)

David Fincher har for længst indrømmet, at han er særligt interesseret i seriemordere. Det er derfor ikke underligt, at filmskaberen står bag to af genrens absolut bedste værker med nævnte Se7en og netop 'Zodiac'. Denne seriemorderfilm adskiller sig dog ved at have fokus på opklaringens fortærende proces i stedet for at levere en tilfredsstillende afklaring.

Thrilleren er baseret på den enigmatiske Zodiac-morder, der myrdede unge par i Californien fra slut 1960erne og frem, hvorefter han i bedste Jack the Ripper-stil sendte kryptogrammer til pressen for at håne politiet. Ligesom The Ripper er Zodiac-sagen aldrig blevet opklaret.


Se hvor du kan streame 'Zodiac' her.

 

Marshland

 

 

Marshland (2014)

Denne anmelderroste thriller følger to vidt forskellige detektiver, der undersøger mordene på to kvinder i et lokalområde i den sydlige del af Spanien i tiden efter Francos død. De to efterforskere er af den gamle og nye skole, men sagens grove natur tvinger dem til at sætte deres uenigheder til side for at fange den kvindehadende seriemorder.

Filmen er ganske vist fiktiv, men henter sin effektive stemning fra landets historiske begivenheder, da tiden mellem Francos død i 1975 og den nye regerings sejr i 1982 var ligeså stillestående som de sumpområder, titlen henviser til.


Se hvor du kan streame 'Marshland' her.

 

The Golden Glove

 

 

Den Gyldne Handske (2019)

Man følger i denne møgbeskidte sag den ensomme og forskruede seriemorder Fritz Honka. Han bor i en snusket del af Hamburg i 1970erne, hvor han har sin gang på det beskidte værtshus ’Den Gyldne Handske’. Det er dog ikke kun tømmermænd, han slæber med hjem, men også sagesløse kvinder, der ofte ender parterede som ofre.

Filmen er ikke for folk med sarte nerver, selvom den også har en snert af grotesk og sort humor midt i grusomhederne. 'Den Gyldne Handske' er desuden baseret på den virkelige seriemorder Fritz Honka, der fra 1970 til 1975 spredte skræk og rædsel i sit nabolag.


Se hvor du kan streame 'Den Gyldne Handske' her.

 

Inspiration til hjemmebiografen

Vil du have streamingguides og nyheder i din indbakke? Få vores nyhedsbrev.

Ja, jeg accepterer StreamingGuide af kino.dk's markedsføringssamtykke
Luk (Esc)

Siden kan ikke vises ordentligt

StreamingGuide fungerer ikke optimalt i denne browser. Skift venligst til en anden browser, fx Chrome, Firefox, Safari eller Edge, for at få den virkelige oplevelse.