Gå til hovedindhold

Her er de 10 bedste danske krimi-thrillers og hvor de kan streames

Afdeling Q-filmen 'Den grænseløse' er aktuel i biografen

dhn@kino.dk
Skrevet af Daniel Hartvig Nielsen


Afdeling Q er tilbage i biografen med den næste del i Jussi Adler-Olsens bogserie - nemlig krimi-thrilleren Den grænseløse med Ulrich Thomsen i rollen som kriminalkommisær Carl Mørck, mens Afshin Firouzi spiller hans makker Assad.

I den anledning udpeger vi de 10 bedste danske krimi-thrillers, som du kan streame lige nu. Så varm op til dit næste biografbesøg med Carl Mørck & co. med filmene herunder.

I 'Den grænseløse' går turen til Bornholm, hvor Carl, Assad og Rose rodes ind i en henlagt sag om et drab på en ung kvinde. Da sagen pludselig kan kædes sammen med den lokale politikreds og en soldyrkende kult, må trioen kaste sig ind i opklaringen med livet som indsats.

Find din biografbillet her.

Journal 64 - Afdeling Q - Nikolaj Lie Kaas


10. Afdeling Q-filmene

Jussi Adler-Olsens bogforlæg om den plagede politimand Carl Mørck og hans makker Assad har været en kæmpe succes, der er rejst hele verden rundt.

De danske filmudgaver om Afdeling Q ramte derfor også et bredt publikum. Bl.a. har den sprudlende kemi mellem makkerparret Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares været med til at gøre det til en af de bedst sælgende filmfranchises i Danmark i nyere tid.

De fire første film i serien byder alle på ganske fine mordmysterier - og stærke biroller som eksempelvis den onde skurke-duo Pilou Asbæk og David Dencik i Fasandræberne, mens Ulrich Thomsen overtog rollen som Carl Mørck i 'Marco effekten'.

Se hvor du kan streame 'Kvinden i buret' her.

Se hvor du kan streame 'Fasandræberne' her.

Se hvor du kan streame 'Flaskepost fra P' her.

Se hvor du kan streame 'Journal 64' her.

Se hvor du kan streame 'Marco effekten' her.

MordiMørket.jpg


9. Mord i mørket

Før Carl Mørck havde vi den martrede og navnløse journalist-detektiv i skikkelse af Michael Falch i 'Mord i mørket' - og dens efterfølger 'Mord i Paradis'.

Baseret på Dan Turélls populære bogserie, har Olsen Banden-skaberne Erik Balling og Henning Bash forfattet et fængslende manuskript, der dykker ned i den københavnske underverden, hvor et dobbeltmord sætter ham på sporet af en større gangstervirksomhed, mens både hans redaktør og politiet er på nakken af ham.

Michael Falch blev belønnet med en Bodil for sin hovedrolle, mens bl.a. Ove Sprogøe, Ole Ernst, Morten Grundwald og Tommy Kenter glimter i birollerne.

Se hvor du kan streame 'Mord i mørket' her.

mørke.jpg

 

8. Mørke

Nikolaj Lie Kaas fører an i thrilleren 'Mørke'. Her spiller han journalisten Jakob, der efter sin invalide søsters selvmord, kommer på sporet af en større mordsag, der indbefatter den afdødes søsters eksmand.

Jakob må nu drage til den jyske by Mørke for at få opklaret sagen, men her tager sagen nye drejninger.

'Mørke' rammer en perfekt tone i den farlige balancegang mellem vanvid og virkelighed - fantasi og fakta. Manuskriptet er forfattet af den altid holdbare Anders Thomas Jensen i samarbejde med Jannik Johansen, der også instruerer - samme duo har tidligere lavet de andre solide danske thrillers Rembrandt og Hvid Nat.

Lie Kaas gør som altid god figur, men det er Nicolas Bro, der løber med opmærksomheden som den mistænkte eksmand Anker, der veksler mellem at have vores sympati og væmmelse.

Se hvor du kan streame 'Mørke' her.

nittenroderoser.jpg

 

7. Nitten røde roser

Torben Nielsens populære krimi danner rammen for 'Nitten røde roser', hvor en hævngerrig seriemorder er på spil.

Politiet prøver at kæde en række umiddelbart urelaterede mord sammen, men er på bar bund. Det viser sig dog, at ofrene har en dyster hemmelighed tilfælles. Et fatalt biluheld, som en mand mener, at de bør bøde for.

Inspireret af amerikanske film som The Fench Connection, blev de danske krimier i 70'erne mere hårdkogte og rå - og det er 'Nitten røde roser' et godt eksempel på.

Filmen lægger ikke fingre imellem og starter med, at en 16-årig pige kastes ud fra et hoteltag. Herfra følger flere smertende scener og blodige drab.

Den blonde Henning Jensen med sine isnende blå øjne er fremragende som den plagede William Brehmer, der er opslugt af hævn. Mens den efterforskende polititrio består af Poul Reichhardt, Ulf Pilgaard og Jens Okking, hvoraf sidstnævnte modtog en Bodil for sin birolle.

Se hvor du kan streame 'Nitten røde roser' her.

mændderhaderkvinder.jpg

 

6. Mænd der hader kvinder

Ja, Millennium-trilogien er svensk. Men den første del i filmserien 'Mænd der hader kvinder' kan i høj grad tilskrives et dansk trekløver. Niels Arden Oplev instruerer nemlig, mens manuskriptet er skrevet af Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg.

Baseret på en stærk roman af Stieg Larsson handler filmen om den utilpassede Lisbeth Salander, hvis hackerevner kommer journalisten Mikael Blomkvist til gode, da han hyres til at efterforske en kvindes forsvinden 40 år tidligere.

'Mænd der hader kvinder' er en velspillet og velkonstrueret krimi, der formår at levere spænding og stærke karakterportrætter. Noomi Rapace giver en karrieredefinerende præstation, der slår gnister i samspillet med nu afdøde Michael Nyqvist.

Ja, og dén scene med Salanders vikarierende og yderst ubehagelige værge Nils Bjurman, bliver hængende ved os lang tid efter, at filmen er slut.

Se hvor du kan streame 'Mænd der hader kvinder' her.

MordetsMelodi.jpg

 

5. Mordets melodi

Listens ældste titel er seriemorder-filmen 'Mordets melodi' fra 1944, der er stærkt inspireret af den franske bølge af poetisk realisme og dyster film noir.

Politiet kæder i filmen kvælningen af en ældre marskandiserske Sonja Neie sammen med mordet på en letlevende ung kvinde - også ved navn Sonja. Det er påfaldende, at navnene er ens, men mest mystisk er det, at man ved begge gerningssteder på mordtidspunktet har hørt en kvinde synge den samme melodi.

'Mordets melodi' er en af de få danske film, der leger med gyserelementer fra denne periode og byder på en vaskeægte mordgåde, der tør dykke ned i skyggesiden af København med dristige og mystiske femme fatals og excentriske skæbnefortællinger.

Bodil Ipsen står for instruktionen, mens bl.a. den folkekære Ib Schønberg ses som en bitter teaterdirektør og en ung Poul Reichhardt, der fanges i en kvindes spindelvæv, er på rollelisten.

Se hvor du kan streame 'Mordets melodi' her.

denskyldige_0.jpg


4. Den skyldige

Da politimanden Asger besvarer et 112-opkald fra en kidnappet kvinde, bliver det starten på en intens jagt på at finde kvinden og hendes kidnapper. Men forbrydelsen viser sig at være større end først antaget. Asgers eneste redskab er telefonen, der ikke må miste forbindelsen.

'Den skyldige' er et pragteksempel på, at en god krimifortælling ikke behøver et stort postyr og en overflod af effekter. Filmen udspiller sig nemlig udelukkende på én location og via hovedrolle Jacob Cedergrens eminemente præstation - og Jessica Dinnages troværdige stemmeskuespil i den anden af røret - er vi som publikum overbevist og med hele vejen.

På trods af, at vi ikke ser biljagterne eller skudduellerne udspille sig, så er 'Den skyldige' virkelig en intens thriller, der får os til at danne vores egne billeder på nethinden, give os svedige håndflader, mens filmen markerer sig som den måske bedste krimi i nyere tid.

Den danske film har også givet genlyd over Atlanten, hvor den har fået en amerikansk genindspilning med Jake Gyllenhaal i hovedrollen.

Se hvor du kan streame 'Den skyldige' her.

nattevagten.jpg


3. Nattevagten

Ole Bornedals 'Nattevagten' kan bryste sig af at være Danmarks måske bedste gyser, men den gemmer altså også på et virkelig godt mordmysterium.

Den unge Martin tager et studiejob som nattevagt på Retsmedicinsk Institut, mens København præges af en række bestialske mord. Til Martins store overraskelse begynder mere og mere at pege på, at han er den skyldige.

Men hvis det ikke er Martin, hvem er så denne perverse kvindemorder?

'Nattevagten' er nervepirrende, uhyggelig og har et overraskende fint twist samt en god portion morbid humor, som absolut er til dens fordel.

Filmen fra 1994 er Nikolaj Coster-Waldaus spillefilmsdebut, mens han bl.a. gøres selskab af Ulf Pilgaard, Sofie Gråbøl og Kim Bodnia. Filmen fik også et amerikansk remake med The Nightwatch - igen med Ole Bornedal som instruktør, mens Ewan McGregor og Nick Nolte ses i de bærende roller.

Lige nu kan fortsættelsen Nattevagten - Dæmoner går i arv ses i biografen.

Se hvor du kan streame 'Nattevagten' her.

Kongekabale.jpg


2. Kongekabale

Gode danske politiske thrillers kan tælles på én hånd, hvor 'Kongekabale' fra 2004 har hævet barren utroligt højt for alle andre film i genren.

Nikolaj Arcels spillefilmsdebut er baseret på den politiske insider Niels Krause-Kjærs bogforlæg og fortæller historien om den grønne Christiansborg-journalist Ulrich Torpe, der bliver spundet ind i et politisk magtspil op til et nyt valg, da en spindoktor får plantet en falsk historie hos ham.

Tynget af skyld begynder Torpe at grave i sagen, hvor han kommer på sporet af et langt større komplot.

'Kongekabale' er en velspundet krimi sat i et betændt politisk miljø, som er mindst lige så beskidt og farligt som den kriminelle underverden - med trusler, korruption og mord.

Arcel får skabt et spændingsfuldt univers med et mindeværdigt karaktergalleri, hvor en række af Danmarks dygtigste skuespillere leverer nogle af deres bedste præstationer med Anders W. Berthelsen i spidsen ledsaget af Lars Mikkelsen, Søren Pilmark, Nicolas Bro og Ulf Pilgaard.

Se hvor du kan streame 'Kongekabale' her.

strømer.jpg


1. Strømer

'Strømer' starter med en af dansk films mest intense biljagter, der går gennem Dyrehaven samt en brutal forhørsscene, der sætter vores hovedkarakter, den hårdkogte, men hæderlige Karl Jørgensen op.

Efter et psykisk nedbrud forflyttes Jørgensen til politiets bedrageriafdelingen, hvor han begynder at efterforske en sag om svindel på galopbanen, som ellers var henlagt.

Sagen viser sig at have tråde, ikke kun til betjentens eget privat liv, hvor ekskonens nye mand Willer er indblandet, men også til samfundets øverste top.

Jo mere Karl graver, jo flere mennesker begynder at dø omkring ham.

'Strømer' er ikke kun en virkelig velfungerende krimi-thriller, men også et virkelig interessant karakterportræt af en mand og betjent, der kæmper med sin egen psyke, sit temperament og for sandheden - mens alle andre modarbejder ham.

Jens Okking leverer en skelsættende præstation, der veksler mellem det autoritative og det meget skrøbelige. Især en afhøringsscene med Bodil Kjær er mindeværdig - og således blev Okking, Kjær og den anden birolle Dick Kaysø alle belønnet med Bodil-statuetter for filmen.

'Strømer' er Anders Refns instruktørdebut og giver her dansk film en forfriskende action-indsprøjtning med udenlandsk inspiration og tager den nationale krimi i en helt ny retning med uset rå brutalitet. En milepæl i dansk filmhistorie - og stadig den dag i dag et mesterværk af en film.

Jens Okking og Anders Refn vendte senere tilbage til universet i tv-serien Een gang strømer.

Se hvor du kan streame 'Strømer' her.

Inspiration til hjemmebiografen

Vil du have streamingguides og nyheder i din indbakke? Få vores nyhedsbrev.

Ja, jeg accepterer StreamingGuide af kino.dk's markedsføringssamtykke
Luk (Esc)

Siden kan ikke vises ordentligt

StreamingGuide fungerer ikke optimalt i denne browser. Skift venligst til en anden browser, fx Chrome, Firefox, Safari eller Edge, for at få den virkelige oplevelse.