Gå til hovedindhold

Vi anbefaler: Latterligheden når nye højder i vampyr-udgaven af 'The Office'

Slå hjernen fra med 'What We Do in the Shadows'

Skrevet af Emil Blæsild Johansen


De fleste kender nok til det. Når man ikke helt kan overskue at skulle se det omfattende og krævende Game of Thrones-, Band of Brothers- eller The Wire-mesterværk.

Når man bare gerne vil slå hjernen fra og sætte en serie på, som ikke beder og kræver for meget af dig. Men omvendt, så er det jo heller ikke fordi, det ikke må være godt.

Med andre ord: hvad skal man se, når man vil se noget tankeløst og latterligt, der samtidig er intelligent og har substans?

For tiden er mit svar på det spørgsmål: What We Do in the Shadows.

Tilbage i 2014 lavede Taika Waititi og Jemaine Clement mockumentary-filmen af samme navn, men min anbefaling her går til spinoff-serien fra 2016, som Clement alene står bag – filmen er dog også anbefalelsesværdig.

Men hvor filmen er ret rå i sin æstetik, så er tv-serien lige kørt igennem FX-maskinen, der også står bag serier som Fargo, American Horror Story og Atlanta, hvilket bare gør det hele lidt mere lækkert.

WWDITS2.jpg

Vampyrernes dagligdag

'What We Do in the Shadows' er en serie om noget så banalt som hverdagslige gøremål. Hvordan skal husholdningen plejes? Hvilken skrifttype skal man bruge på sin hjemmeside? Og hvordan kommer man ind på byens fedeste natklub?

Dét der gør 'What We Do in the Shadows' så fantastisk latterlig er, at det er vampyrer, der skal forsøge at besvare disse spørgsmål. Nærmere bestemt de fire vampyrer Nando, Nadia, Lazlo og Colin Robinson, der til sammen har levet i flere tusinde år – og de sidste 100 i et kollektiv sammen på Staten Island.

WWDITS1.jpg

Serien er lavet som en dokumentarfilm, hvor et kamerahold følger vampyrerne helt tæt på, mens de kæmper med kærlighedsproblemer, lokalpolitik og rivaliserende vampyrklaner.

Det betyder dog også, når man har med vampyrer at gøre, at det ikke er helt uden risiko at stå bag kameraet på optagelserne.

'What We Do in the Shadows' hører således til mockumentary-genren, hvor fiktion pakkes ind som fakta, hvilket man også kan se i den populære serie The Office og Borat-filmene.

WWDITS7_0.jpg

Magi, mytologi og kedelige vampyrer

Men det er først, hvor serien inddrager magiske overnaturlige elementer som en kontrast til den dokumentariske skildring af det mondæne liv, at 'What We Do in the Shadows' bliver helt perfekt latterlig.

Serien rummer nemlig en omfattende mytologi, som både trækker på typiske træk fra vampyr-genren, men også indeholder en del nye elementer – eksempelvis en helt ny slags vampyr.

For mens Nando, Nadia og Lazlo er 'klassiske' vampyrer – sover i kister, ikke har spejlbilleder, lever af menneskeblod – så er Colin Robinson en energi-vampyr. Det betyder, at han ikke lever af menneskeblod, men derimod af at suge energien ud af folk. Det kan han gøre ved holde foredrag for kollegaer om absurd kedelige ting, indgå i ligegyldige diskussioner på sociale medier, eller blot møde op til byrådsmøder, hvor de fremmødtes energi i forvejen er billigt til salg.

WWDITS5.jpg

Foruden de fire vampyrer bor også Guillermo, der arbejder som tjener for vampyrerne, i kollektivet. Alt Guillermo drømmer om er at blive bidt af en vampyr, så han selv bliver transformeret. Guillermo opdager dog, at han er slægtning til den berygtede vampyrjæger Van Helsing, og at han også har en medfødt gave for at myrde overnaturlige væsener.

'What We Do in the Shadows' blander således klassiske elementer og historier fra vampyr-mytologien, men inkluderer også kreative, sjove tilføjelser – eksempelvis at kedelige mennesker i virkeligheden er vampyrer, der fodrer på vores energi.

WWDITS8.jpg

Den perfekt lettilgængelige serie

Så hvis du står og mangler en serie, hvor du ikke behøver afsætte timevis til world-building og karakterfremdrift, men hvor kvaliteten stadig er i orden, humoren skarp og muligheden for fordybelse er til stede...

Ja, så er 'What We Do in the Shadows' den perfekt latterlige serie med afsnit på 25 minutters varighed, i en lækkert produceret indpakning. En serie, hvor man kan nørde med de mange popkulturelle og historiske referencer, og hvor man kan slå hjernen fra og bare nyde latterligheden af det hele.

Inspiration til hjemmebiografen

Vil du have streamingguides og nyheder i din indbakke? Få vores nyhedsbrev.

Ja, jeg accepterer StreamingGuide af kino.dk's markedsføringssamtykke
Luk (Esc)

Siden kan ikke vises ordentligt

StreamingGuide fungerer ikke optimalt i denne browser. Skift venligst til en anden browser, fx Chrome, Firefox, Safari eller Edge, for at få den virkelige oplevelse.