Gå til hovedindhold

Daniel Craigs 007 bedste roller, som ikke er Bond

Den britiske skuespiller har meget mere end Bond på CV’et

Skrevet af Emil Blæsild Johansen


Nu er ventetiden næsten ovre: Bond 25: No Time to Die er i biografen den 30. september. Det markerer samtidig det allersidste punktum for Daniel Craigs tid som agent 007.

Craig har givet et unikt bud på en moderne James Bond i filmene Casino Royale, Quantum of Solace, Skyfall, Spectre og nu snart også med 'No Time to Die'. Forsalget til den kommende Bond-film er allerede startet.

Køb dine billetter til 'No Time To Die' her:

I den forbindelse kommer vi herunder med vores bud på de (00)7 bedste Craig-roller, der ikke er James Bond.

elizabeth copy.jpg

Elizabeth (1998)

I det historiske drama om dronning Elizabeth den 1. spiller Daniel Craig rollen som John Ballard, en katolsk præst, der er involveret i et plot om at myrde dronningen.

Selvom Craigs rolle i filmen måske nok er lille, efterlader han et godt indtryk på os som den intelligente og farlige præst, der drives frem af sin urokkelige tro.

'Elizabeth' skulle samtidig vise sig at være en afgørende film for Craigs fremtidige karriere, da Bond-producer Barbara Broccoli har udtalt, at det netop var denne rolle, der overbeviste hende om, at Craig bare skulle spille Bond en dag.

Se hvor du kan streame 'Elizabeth' her.

Daniel-Craig-Road-to-Perdition.jpg

Vejen til Perdition (2002)

Selvom vi i nyere tid er blevet vant til at se Daniel Craig i forskellige helte-roller, så havde han i starten af sin karriere flere roller som klassisk bad guy.

Eksempelvis i 'Vejen til Perdition', hvor Craig spiller søn af en mafiaboss, spillet af den legendariske Paul Newman. Craigs portræt af den jaloux søn, der higer efter sin fars opmærksomhed, formår at vække sympati, det til trods for rollens ellers usympatiske karakter.

'Vejen til Perdition' blev også første gang, at Craig arbejdede sammen med American Beauty-instruktøren Sam Mendes, der sidenhen instruerede både 'Skyfall' og 'Spectre'.

Se hvor du kan streame 'Vejen til Perdition' her.

layercake.jpg

Layer Cake (2004)

Mens det var 'Elizabeth', der overbeviste Barbara Broccoli om Craigs Bond-potentiale, så var det i 'Layer Cake', at 'Casino Royale'-instruktøren Martin Campbell lod sig overbevise.

I 'Layer Cake' spiller Craig godt nok rollen som kokain-pusher, altså en mand på kant med loven frem for én, der arbejder som lovens lange arm.

Han er dog en sofistikeret herre, som er glad for at gå i jakkesæt og nyder en elegant pistol. Omvendt er han ikke bange for at få beskidte hænder, når jobbet kræver det. Meget lig Craigs version af Bond.

Se hvor du kan streame 'Layer Cake' her.

munich_600.jpg

Munich (2005)

I det Oscar-nominerede drama 'Munich' spiller Craig rollen som Steve, et medlem af en hemmelig udvalgt gruppe, der skal hævne terrorangerebet på israelske sportsfolk under De Olympiske Lege i München i 1972.

Blandt sine bedrifter i filmen kan man fremhæve den sydafrikanske dialekt, som Craig har formået at påtage sig i rollen.

'Munich' er instrueret af Steven Spielberg. Mesterinstruktøren udtalte sig således i 2006 i bogen 'The Art of Bond'* om, at Craig var "den perfekte Bond i det 21. århundrede".

Se hvor du kan streame 'Munich' her.

*‘The Art of Bond: From storyboard to screen: the creative process behind the James Bond phenomenon’ af Laurent Bouzereau (2006).

detgyldne.jpg

Det Gyldne Kompas (2007)

Kort efter sin Bond-debut i 'Casino Royale' i 2006 optrådte Craig i familie-adventure-filmen 'Det Gyldne Kompas', en filmatisering af den enormt populære bog af samme navn.

Med portrættet af Lord Asriel, hovedpersonen Lyras onkel, viser Craig, at han ikke udelukkende er hjemmevant i drama og action, men også har flair for det varme og mere børnevenlige - samtidig med, at det dystre ulmer i filmens fortælling.

Craig udførte endda sine egne stunts til filmen, bl.a. ved at kaste sig rundt på gletsjere i Schweitz, en øvelse han nok har haft gavn af sidenhen, da han også har udført en del af sine Bond-stunts.

Se hvor du kan streame 'Det Gyldne Kompas' her.

dragontattoo.jpg

The Girl with the Dragon Tattoo (2011)

I David Finchers amerikanske genindspilning af Mænd der hader kvinder, overtager Daniel Craig rollen som journalisten Mikael Blomkvist, der skal løse mysteriet om en kvinde, som har været forsvundet i 40 år.

Blandt filmens stjernespækkede cast, der bl.a. fik Rooney Mara nomineret til en Oscar, står Craig stærkt frem i sit intense portræt af den ihærdige journalist, der bliver dybere og dybere involveret i sagen.

Med rollen gik Craig i fodsporene på store skuespillere som Brad Pitt, Morgan Freeman og Jake Gyllenhaal, der ligeledes har været på jagt efter mordere i David Finchers film.

Se hvor du kan streame 'The Girl with the Dragon Tattoo' her.

knivesout.jpg

Knives Out - var det mord? (2019)

Med sin rolle i 'Knives Out - var det mord?' fik Daniel Craig slået en ting fast, nemlig, at han også kan levere humor på det store lærred.

Hans karikerede portræt af privatdetektiven Benoit Blanc leveres med en tyk sydstatsaccent, masser af selvhøjtidelighed og en til tider manisk energi - alt sammen dybt humoristisk.

Manden bag 'Knives Out', Rian Johnson, har allerede offentliggjort, at en 2'er er på vej, og noget kunne altså tyde på, at en ny franchise er undervejs, hvor vi fortsat kan nyde Craigs tilstedeværelse på det store lærred.

Se hvor du kan streame 'Knives Out – var det mord?' her.

Inspiration til hjemmebiografen

Vil du have streamingguides og nyheder i din indbakke? Få vores nyhedsbrev.

Ja, jeg accepterer StreamingGuide af kino.dk's markedsføringssamtykke
Luk (Esc)

Siden kan ikke vises ordentligt

StreamingGuide fungerer ikke optimalt i denne browser. Skift venligst til en anden browser, fx Chrome, Firefox, Safari eller Edge, for at få den virkelige oplevelse.