Dansk verdensstjernes nye komedieserie får premieredato
Se traileren her
"Hvad ville du gøre, hvis din bedste ven blev kærester med din mor?" Sådan lyder spørgsmålet i pressemeddelelsen for den kommende danske komedie-serie Kald mig far, der nu har fået premieredato den 28. april.
'Kald mig far' følger de gode og livslange venner Emil og Viktor. Alt er godt mellem de to, men venskabet kompliceres dog noget, da den selvsikre Viktor begynder at date den konfliktsky Emils mor, Helle. Ja, hvad stiller man så lige op?
Se traileren i bunden af artiklen.
I rollen som Emil ser vi Alex Høgh Andersen, der fik sit helt store internationale gennembrud med serien Vikings. Rollen som Viktor spilles af Magnus Haugaard fra bl.a. Elsker dig for tiden, mens Ellen Hillingsø fra film som Hvidstengruppen II og Eksperimentet portrætterer moren.
Komedieserien er skabt på en idé af netop Alex Høgh Andersen og Magnus Haugaard, som også er bedste venner i virkeligheden.
- Udviklingen af projektet har været en morsom, lærerig og overvældende proces, der kun har givet os mere blod på tanden. Jeg tror, de fleste skuespillere har en drøm om at få søsat deres egen originale idé, og at det skulle ske nu, føles oprigtigt helt uvirkeligt, fortæller Alex Høgh Andersen.
Der er desuden et par erfarne herrer udi pinlig komik bag kameraet på 'Kald mig far'. Instruktørstolen indtages nemlig af Christian Dyekjær, der bl.a. står bag serien Guru med Simon Kvam samt spillefilmen Fantasten. Manuskriptet er forfattet af Søren Felbo, der bl.a. har leveret ord til den satiriske serie Orkestret.