De 5 bedste serier på Apple TV+ lige nu
Vi udpeger streamingtjenestens topindhold
Hvor Apple i de fleste andre sammenhænge er blandt de største navne overhovedet, går deres streamingtjeneste Apple TV+ ofte lidt under radaren.
Men det er egentlig synd, for der er rigtig fint, om end lidt begrænset, indhold at finde på æblehusets streamingservice.
Vi udpeger herunder de 5 titler, vi bedst kan lide:
The Morning Show
En af de serier, der har været med til at sætte Apple TV+ på landkortet i kraft af sit imponerende skuespilhold med Reese Witherspoon, Jennifer Aniston og Steve Carrell i front.
Serien tager fat i #MeToo-bevægelsen gennem hændelser på et morgen-tv-program. Det er samtidig fortællingen om den midaldrende stjernevært og den yngre, ubeskrevede kvinde, der truer hendes popularitet.
Se i øvrigt serien for en fremragende Billy Crudrup (Watchmen) i en utilregnelig birolle.
'The Morning Show' består af 2 sæsoner.
Foundation
The Dark Knight-skribenten, David S. Goyer, står bag den ambitiøse science fiction-serie baseret på Isaac Asmiovs romanserie, som på dansk fik titlen Stiftelsen.
Det er en rigtig luksusproduktion med højt til loftet, flotte effekter og en kompleks historie, som får tid til at blive udfoldet.
Serien tager sit udgangspunkt i en fjern fremtid, da pigen Gaal (Lou Llbell) flytter fra sin hjemplanet for at møde matematikeren Hari Seldon (Jared Harris), som har skabt en formel, der kan udregne det galaktiske imperiums fald. Den viden gør de to personer til et yndet mål for de tre kejsere, men historien slutter selvfølgelig ikke her.
Hvis du er til science fiction, storpolitik og fjerne verdener a la Dune, vil Foundation sikkert falde i din smag.
'Foundation' har en enkelt sæson, men er blevet fornyet og har en mere på vej.
Trying
Ualmindeligt charmerende engelsk komedieserie om Jason og Nikki, som brændende ønsker sig at få et barn, hvilket ikke er muligt. Derfor beslutter parret sig for at adoptere.
Spørgsmålet bliver nu, om adoptionspanelet vil acceptere deres ansøgning. Jason og Nikki har nemlig ikke det mest snorlige liv, og samtidig omgås de af en skør familie og temmelig specielle venner.
Rafe Spall, der er kendt fra adskillige film som Life of Pi, X+Y og Jurassic World: Fallen Kingdom, spiller Jason, mens den ukendte Esther Smith er et fund som Nikki.
Blandt birollerne ses Imenda Staunton, som bl.a. spillede Dolores Umbridge i Harry Potter og Føniksordenen.
'Trying' har indtil videre 2 sæsoner.
Calls
Miniserien er den mest originale på listen. Der er tale om udelukkende telefonsamtaler præsenteret visuelt via lydbølger og diverse kreative sammensætninger.
'Calls' følger mystiske hændelser, der til at starte med ikke virker til at have noget med hinanden at gøre, men siden viser en uhyggelig sammenhæng.
Det er manden bag de vellykkede horrorfilm Don't Breathe og Evil Dead-genindspilningen, Fede Alvarez, der står bag 'Calls', som bringer mindelser om Orson Welles’ legendariske radiogengivelse af H.G. Wells’ 'War of the Worlds'.
Selv har skaberen sammenlignet den med The Twilight Zone, og den er baseret på en fransk serie af samme navn skabt af Timothée Hochet.
'Calls' består af en enkelt sæson, og det vides ikke, om flere er på vej.
Ted Lasso
En af de største positive serieoverraskelser i nyere tid er feelgood i særklasse.
Jason Sudeikis er sublim i hovedrollen som den ærkeamerikanske, succesrige football-træner, der bliver sat til at står i spidsen for et nedrykningstruet hold i Englands bedste fodbold-liga, Premier League.
Det er der kommet en både utraditionel og hjertevarm komedieserie ud af, hvor især persongalleriet og de interne relationer byder på stor underholdning.
Serien har fået adskillige Emmy-priser, og folkene bag har tidligere stået bag succeser som How I Met Your Mother, Saturday Night Live og Scrubs.
Serien har indtil videre 2 sæsoner, mens en 3. allerede er annonceret.