Succes-duoen bag 'Dronningen' laver miniserie om ikonisk dansk forfatterinde
Vi har vist den ultimative serie i vente om det danske forfatterikon
Vi får helt lyst til at sige: Det var søreme også på tide! For nu kommer endelig, hvad der tyder på, kan blive den ultimative serie om en af Danmarks absolut største og mest betydningsfulde digtere og forfattere gennem tiden, nemlig Tove Ditlevsen, der levede fra 1917 til 1976.
Miniserien kommer til at bestå af fire afsnit og baseres på Ditlevsens selvbiografiske roman 'Gift' fra 1971, der desuden også står som en af forfatterindens helt store hovedværker.
Det er endvidere ikke hvem som helst, der kommer til at forløse fortællingen. Serien instrueres nemlig af May el-Toukhy og skrives af Maren Louise Käehne. De to stod senest bag den både Bodil- og Robert-vindende storsucces Dronningen med en storspillende Trine Dyrholm i hovedrollen.
I romanen 'Gift' skildrer Ditlevsen på ærlig vis sine fire meget forskellige ægteskaber, hvor bl.a. også problematikker som splittelsen mellem at være både kunstner, mor, hustru og misbruger er i spil.
Ditlevsens liv er med andre ord fyldt med dramatisk dynamit, hvilket det skal blive spændende at se forløst i serieform. Der vil i det kommende forfatterportræt uden tvivl også blive grebet om Ditlevens store ensomhedsfølelse midt i et stormombrust liv med både berømmelse og kaos.
May el-Toukhy arbejder i øvrigt også på en stor biograffilm om en anden af Danmarks store forfattere, nemlig Løvinden om Karen Blixen.
Der er endnu ikke noget information om, hvem der skal spille Tove Ditlevsen eller andre medvirkende, mens vi endnu også afventer en premieredato på serien.