Gå til hovedindhold

10 serier du skal se i juli (2021)

Fra royale svenskere og FBI-agenter til en serie-afslutning og så er He-Man tilbage!

bjarke@kino.dk
Skrevet af Bjarke Friis Kristensen


Streamingtjenesterne lokker med op til flere spændende og alsidige serier i juli måned. De byder nemlig på alt fra komik og serie-eksperimenter til FBI-action og farverig animation.

Månedens serier giver bl.a. et kig ind i det svenske kongehus samt utraditionelle rejser, videre til en ny sæson af den populære Ted Lasso, mens en af 80'ernes helt store helte vender tilbage i skikkelse af He-Man.

Her kommer de 10 serier, du skal se i juni

Cinema Toast

 

Cinema Toast

Denne eksperimentelle serie er skabt af Jeff Baena. Han står bl.a. også bag andre skæve produktioner som zombie-komedien 'Life After Beth' med Aubrey Plaza og den sorthumoristiske 'The Little Hours', som udspiller sig i middelalderen.

Med serien 'Cinema Toast' har han samlet en spraglet flok af kritikerroste indie-filmskabere. Konceptet er, at de forskellige filmfolk over 10 episoder bruger allerede filmede optagelser, som de har klippet om og lagt ny lyd og stemmer på for at fortælle originale historier.

Stemmerne leveres af bl.a. Alison Brie, Dan Donohue, Christina Ricci og Eric Stoltz, mens instruktørerne har film som bl.a. den melankolske komedie 'Cyrus' og den surreelle spøgelsesfilm 'A Ghost Story' bag sig.


'Cinema Toast' kan ses fra den 1. juli på Paramount+

 

Young Royals

 

Young Royals

Denne nye Netflix-serie udspiller sig i det svenske kongehus. I 'Young Royals' følger vi nemlig den unge prins Wilhelm, der rejser på kostskole.

Langt væk fra de royale gemakker prøver den unge mand at finde sin plads i livet. Men da han udnævnes til tronfølger, må han træffe et valg. Skal han følge traditionerne eller følge sit hjerte?

Serien går i fodsporene på andre fine nordiske fortællinger på Netflix, som fx den svenske 'Snabba Cash', den islandske 'Katla' og den danske 'Equinox.

'Young Royals' kan ses fra 1. juli på Netflix

 

FBI: Most Wanted

 

FBI: Most Wanted

Hvis du er til serier, der involverer politi, farlige forbrydere og hæsblæsende menneskejagt, så er 'FBI: Most Wanted' lige noget for dig.

Serien følger en særlig task force inden for FBI, der jagter undslupne og dødsensfarlige kriminelle fra FBI's mest eftersøgte-liste.

I hovedrollen som holdets leder ses Julian McMahon, der er kendt for serier som 'Heksene fra Warren Manor' og 'Nip/Tuck'.

Manden bag 'FBI: Most Wanted' har tidligere skrevet over 50 afsnit til 'Law & Order' og skabt spin-off-serien 'Criminal Intent'.

1. sæson af 'FBI: Most Wanted' kan ses fra 2. juli på Paramount+

 

Nul-stjerner-SG.jpg

 

Nul stjerner - sæson 3

De to venner og oplevelseslystne eventyrer Jan Elhøj og Morten Kirckhoff tager igen ud på en række usædvanlige rejser, når 3. sæson af 'Nul stjerner' rammer din skærm denne sommer.

Præmissen for serien er som bekendt, at de to drager afsted for at undersøge, om ellers ikke videre attraktive eller blot utraditionelle rejsemål kan rumme de største oplevelser.

Rejse-duoen har i tidligere sæsoner således bl.a. besøgt Transnistrien - et land, der officielt ikke eksisterer - mens de også har mødt en passioneret krokodilleejer i Gedser.
 
3. sæson af 'Nul stjerner' kan ses fra den 8. juli på DR2

 

Intelligence

 

Intelligence - sæson 2

Denne britiske sitcom byder på en gammel kending fra 'Friends', nemlig David Schwimmer, som her er kendt for sin rolle som Ross. Overfor ham finder man komikeren Nick Mohammed, der har skabt serien, mens han bl.a. også kan opleves i komedie-serien 'Ted Lasso'.

I sæson 2 af 'Intelligence' følger vi atter NSA-agenten Jerry Bernstein (Schwimmer), der arbejder sammen med computer-analytikeren Joseph Harries (Mohammed) for at skabe en ny enhed til bekæmpelse af cyberkriminalitet.


2. sæson af 'Intelligence' kan ses fra den 9. juli på C More

 

The White Lotus (HBO Nordic)

 

The White Lotus

Tag på sommerferie med HBO's nye mini-serie 'The White Lotus', der udspiller sig i varme og solrige omgivelser.

Serien handler om de forskellige gæster og mandskabet på et både tropisk og luksuriøst hotel, The White Lotus, som følges over en uge. Skøre optrin, pinlige eskapader og dramatiske drejninger venter.

'The White Lotus' har samlet en imponerende rolleliste med erfarne kræfter og unge stjerner, som fx Jennifer Coolidge, Connie Britton, Alexandra Daddario og 'Euphoria'-stjernen Sydney Sweeney. Manden bag er Mike White, der har skrevet film som 'Orange Country', 'School of Rock' og 'Nacho Libre'.

'The White Lotus' kan ses fra 12. juli på HBO Nordic

 

Power Book 3: Raising Kanan

 

Power Book 3: Raising Kanan

Serien 'Power' om narkobaronen James "Ghost" St. Patrick blev en kæmpe succes, og sluttede efter seks sæsoner. Siden da har vi fået efterfølgeren 'Power Book II: Ghost', og nu kommer en ny og tredje serie 'Power Book 3: Raising Kanan'.

Den nye serie udspiller sig i 1990'erne og fortæller historien om karakteren Kanan Stark, der i den originale serie blev spillet af Curtis "50 Cent" Jackson, der også fungerer som producer på hele Power-universet.


'Power Book 3: Raising Kanan' kan ses fra 19. juli på Viaplay, hvor de andre Power-serier også kan ses

 

Atypical

 

Atypical - sæson 4

Vi er nået til den fjerde og sidste sæson om Sam Gardner, der er på det autistiske spektrum og som 18-årig beslutter sig for at finde en kæreste.

Det sætter Sam ud på en selvrefleksiv rejse, mens hele hans familie også begynder at opdage nye ting om sig selv. Fordi, hvad vil det egentlig sige at være "normal"?

I den nye sæson flytter Sam sammen med vennen Zahid, mens Gardner-familien fortsat udvikler sig. Det ser ud til at blive et følelsesladet farvel til serien.

Hele holdet er tilbage med bl.a. Jennifer Jason Leigh som moderen Elsa.

4. sæson af 'Atypical' kan ses fra 19. juli på Netflix

 

Ted Lasso

 

Ted Lasso - 2. sæson

En af sidste års helt store overraskelser kom i form af komedieserien 'Ted Lasso', hvor Jason Sudeikis i titelrollen spiller en amerikansk football-træner, der hyres af chefen for et nedtykningstruet fodboldhold i England.

Ted Lassos ukuelige optimisme, trods manglende forudsætninger for at træne et mandskab i en sportsgren, han slet intet kender til, og den medmenneskelighed, serien byder på, er forfriskende.

I vores anbefaling af serien beskriv vi den som et varmt kram, og vi forventer, at anden sæson, hvor holdet må kæmpe ekstra hårdt for at få succes, også kommer til at byde på feelgood i særklasse.

Anden sæson af 'Ted Lasso' kan ses fra den 23. juli på Apple+

 

Masters of the Universe

 

Masters of the Universe: Revelation

Den ikoniske muskelmand He-Man er tilbage med holdet af øvrige helte og ikke mindst skurke. Man mødte første gang He-Man og Masters of the Universe i 80'erne, hvor universet afstedkom både en af de mest populære legetøjslinjer nogensinde, en animeret tv-serie og en spillefilm med Dolph Lundgren i hovedrollen.

Siden da er det blevet til en række reboots af universets mestre i både tegnet form og som legetøj. Nu får He-Man og hans nemesis Skeletor og resten af de velkendte karakterer nyt liv med animations-serien 'Masters of the Universe: Revelations' på Netflix.

Stemmerne til serien leveres af bl.a. selveste Mark Hamill som Skeletor, Buffy-skuespillerinden Sarah Michelle Gellar som Teela, mens øvrige karakterer bl.a. tæller Trap-Jaw, Mer-Man, Man-At-Arms og Sorceress, videre til Evil-Lyn, Roboto, Stinkor og Orko.


'Masters of the Universe: Revelation' kan ses fra 23. juli på Netflix

Inspiration til hjemmebiografen

Vil du have streamingguides og nyheder i din indbakke? Få vores nyhedsbrev.

Ja, jeg accepterer StreamingGuide af kino.dk's markedsføringssamtykke

Relaterede nyheder

Luk (Esc)

Siden kan ikke vises ordentligt

StreamingGuide fungerer ikke optimalt i denne browser. Skift venligst til en anden browser, fx Chrome, Firefox, Safari eller Edge, for at få den virkelige oplevelse.