Gå til hovedindhold

10 film du skal se i april 2022

Spionfilm, corona-komedie og stærke dokumentarer

Skrevet af StreamingGuide


Ny måned er lig med masser af nye film på streaming. Men hvilke skal du kaste dig over først? Vi har herunder udvalgt 10 film, som vi glæder os ekstra meget til i denne måned.

Du kan fx se frem til alt fra storslåede actionfilm, spændende spionfilm og en Hollywood-film af en dansker til en komedie om corona-epidemien og stærke dokumentarfilm.

Se også vores liste med 10 serier du skal se i april her.

De 10 film i april er listet i den rækkefølge, de har premiere:

Døden på Nilen

Døden på Nilen

Mesterdetektiven Hercule Poirot må vende tilbage til endnu et mysterie i opfølgeren til Mordet i Orientekspressen.

Kenneth Branagh, der netop har vundet en Oscar for sin biografaktuelle Belfast, står igen både bag og foran kameraet som instruktør og hovedrolleindehaver i sin anden filmatisering af krimiforfatteren Agatha Christies forlæg.

I den nye film er den småexcentriske Poirot på ferie i Egypten, og det var faktisk slet ikke meningen, at detektiven skulle kaste sig over en ny sag. Men da han bliver inviteret med på en luksuriøs tur på Nilen, finder et mord snart sted, og det er nu op til den geniale detektiv at finde gerningsmanden.

'Døden på Nilen' kan ses på ny Disney+.

TheBubble.jpg

 

The Bubble

‘The Bubble’ er den nyeste komedie fra mesteren Judd Apatow, der har stået bag kameraet på bl.a. nyklassikeren The 40 Year Old Virgin, Knocked Up og senest The King of Staten Island.

Filmen tager sit udspring i produktionen af en stor actionfilm under en epidemi, der betyder at en gruppe selvoptagede skuespillere skal fanges i en såkaldt isolations-boble med hinanden.

Apatow har samlet et stærkt hold foran kameraet med Marvel- og Jumanji-stjernen Karen Gillian, Mandalorian-skuespilleren Pedro Pascal, X-Files-ikonet David Duchovny, den altid sjove Leslie Mann og mange flere.

’The Bubble’ kan ses på Netflix fra den 1. april.

 

TheContractor.jpg

The Contractor

Action-thrilleren handler om elite-soldaten James Harper, der smides ud af militæret.

For at forsørge familien må James indlade sig med en privat, paramilitær organisation, der udfører mere eller mindre lyssky opgaver for gode penge.

Sammen med bedstevennen Mike, tager ekssoldaten på mission til Europa. Men da det hele går skævt, udfordres James egen etik og moral, og pludselig er det ham, som jages vildt.

Chris Pine indtager den hårdtslående hovedrolle bl.a. overfor Ben Foster, som han dannede makkerpar med i den Oscar-nominerede western Hell or High Water. Mens Kiefer Sutherland, svenske Fares Fares (Assad i Afdeling Q-filmene) og Gillian Jacobs også er at finde på rollelisten.

’The Contractor’ er instrueret af svenske Tarik Saleh, der tidligere har lavet thrilleren ’Cairo Confidential’ samt afsnit af de populære serier Westworld og ’Ray Donovan’.

’The Contractor’ kan ses på Prime Video fra 4. april.

 

No Time to Die (2).jpg

 

No Time to Die

Den 25. James Bond – og den sidste med Daniel Craig i hendes majestæts hemmelige tjeneste – actionbraget ’No Time To Die’ udkommer på Viaplay fra 8. april, hvor den vil være en del af abonnementet uden ekstra gebyr.

’No Time To Die’ følger James Bond efter, at han er stoppet som aktiv agent, men kommer tilbage i ilden, da han kontaktes af sin gamle ven Felix Leiter fra CIA.

En videnskabsmand er blevet kidnappet, og den britiske superagent er snart på missionen. Men Bond finder ud af, at der er tale om bedrag, og snart viser en mystisk skurk sig, som er i besiddelse af avanceret våbenteknologi.

Det er som skrevet Daniel Craigs sidste film som 007, og han får selskab af bl.a. Rami Malek og danske David Dencik som skurke, samt Léa Seydoux, Lashana Lynch og Ana de Armas som kvinderne i hans liv.

’No Time to Die’ kan ses på Viaplay fra 8. april.

 

KnivesOut.jpg

 

All the Old Knives

Den danske instruktør Janus Metz står bag kameraet på denne amerikanske spion-thriller, der har store stjerner som Chris Pine, Thandiwe Newton, Laurence Fishburne og Jonathan Price på rollelisten.

‘All the Old Knives’ fortæller historien om CIA-agenten Henry, der skal undersøge, hvad der skete under en flykapring, som gik galt seks år tidligere. Er der en intern muldvarp på spil?

Han mødes med sin tidligere CIA-kollega Celia, som han også har haft et forhold til, og under en middag genbesøger de to fortiden. For hvad skete der egentlig?

Janus Metz er efter gennembruddet med dokumentaren Armadillo og episoder i serierne ’True Detective’ og ZeroZeroZero samt den nordiske film Borg, nu klar med sin første Hollywood-film.

'All the Old Knives' kan ses på Prime Video fra 8. april.

 

InBetween02.jpg

 

The In Between 

Det romantiske sci-fi drama The In Between handler om teenageren Tessa, hvis kæreste døde i et biluheld for et halvt år siden. Tessa tror dog, at han forsøger at tage kontakt til hende fra det hinsides.  

Fortællingen om deres kærlighed fortælles i flashbacks, og historien springer derfor mellem de varme minder om kærlighed og nutidens kolde sorg.  

I hovedrollen som Tessa ses stjerneskuddet Joey King kendt fra Nattens Dæmoner, The Act og den populære filmserie The Kissing Booth, hvor hun spillede overfor Euphoria-stjernen Jacob Elordi.  

‘The In Between’ kan streames på Netflix fra den 8. april. 

 

Blacklight.jpg

 

Blacklight 

Liam Neeson er tilbage i topform med action-thrilleren Blacklight, hvor han spiller krigsveteranen Travis Block, som arbejder for FBI.  

Da Block vil på pension bliver han og hans familie pludselig involveret i en lyssky FBI-sag, som kan have konsekvenser for hele USA's befolkning.  

Block mødes med en journalist, der kan fortælle, at uskyldige mennesker bliver slået ihjel og forsvinder på mystisk vis.  

Block skal nu modarbejde FBI for ikke bare at beskytte sin egen familie, men også landets borgere. Filmen byder på politiske intriger, statshemmeligheder og vilde slåskampe. 

‘Blacklight’ kan købes på Blockbuster fra den 11. april 

 

TSUMU.jpg

 

Tsumu – Where Do You Go With Your Dreams 

Den danske dokumentar Tsumu – Where Do You Go With Your Dreams handler om de tre venner Lars, Eino og Thomas, som er vokset op i Tasiilaq i Grønland.  

De tre 19-årige mænd står nu overfor et dilemma, der rammer mange unge grønlændere. Skal de blive for familiens skyld eller skal de søge væk i håb om at få opfyldt deres drømme?  

Filmen sætter fokus på Grønlands unge og opbruddet mellem gamle traditioner og nye muligheder. Igennem internettet åbnes der en verden for de unge mennesker, som de gerne vil udforske, det er dog ikke uden konsekvenser.  

Filmen er delvist optaget på de unges egne smartphones, og filmen har derfor et meget ærligt og personligt udtryk.  

‘Tsumu’ kan ses på DR TV fra den 17. april.

 

Annette

Annette

Redaktionen på kino.dk kårede dette musical-drama som en af de bedste film i 2021 på grund af dens overraskende opfindsomhed, musikalsk dynamik og drømmende billeder.

Filmen handler om den kontroversielle komiker Henry og den anerkendte operasangerinde Ann. De to synes måske nok at være hinandens modsætninger, men snart slår det gnistrer mellem dem, og kærligheden vokser.

De to stjerner, der spilles af Adam Driver og Marion Cotillard, opnår hurtigt stor opmærksomhed i medierne, som er meget interesserede i detaljerne om det umage pars forhold. Og en dag tager deres liv en ret så bizar drejning, som forevigt ændrer alt.

'Annette' kan købes fra den 4. april og lejes fra den 18. april på Blockbuster.

MM01.jpg

 

The Mystery of Marilyn Monroe: The Unheard Tapes 

I Netflix-dokumentaren The Mystery of Marilyn Monroe: The Unheard Tapes udforskes mysteriet om det blonde filmikons død.  

Både Marilyn Monroes liv og bortgang har været omkranset af rygter og mystik, og denne dokumentar søger at afdække tiden op til sexsymbolets pludselige bortgang.  

Igennem hidtil uhørte interviews med Monroes inderkreds løftes sløret for en endnu ukendt side af stjernen, som måske kan løse gåden om hendes død.  

'The Mystery of Marilyn Monroe: The Unheard Tapes' kan streames på Netflix fra den 27. april.

 

Inspiration til hjemmebiografen

Vil du have streamingguides og nyheder i din indbakke? Få vores nyhedsbrev.

Ja, jeg accepterer StreamingGuide af kino.dk's markedsføringssamtykke

Relaterede nyheder

Luk (Esc)

Siden kan ikke vises ordentligt

StreamingGuide fungerer ikke optimalt i denne browser. Skift venligst til en anden browser, fx Chrome, Firefox, Safari eller Edge, for at få den virkelige oplevelse.