Top 5: Gerard Butlers bedste filmroller
Biografaktuel i denne uge i action-thrilleren 'Last Seen Alive'
Den 21. juli er der biografpremiere på action-thrilleren Last Seen Alive, og i filmen følger vi Will Spann, der skal køre sin ekskone, Lisa, til sine forældre.
Da hun pludselig forsvinder ved et stop på en tankstation, og politiet mistænker Will for at stå bag, må han tage sagen i egen hånd. Mens han flygter fra myndighederne, kaster han sig ind i byens underverden, da han desperat forsøger at finde Lisa.
Se spilletider til 'Last Seen Alive' herunder.
Gerald Butler kan således opleves i en ny spændingsfilm - en genre den 52-årige skuespiller befinder sig exceptionelt godt i.
I anledning af den danske premiere på ’Last Seen Alive’, genudgiver vi vores artikel fra 2021 om skuespillerens 5 bedste roller.
Du finder Gerard Butlers 5 bedste filmroller herunder (og hvis du klikker på titlerne, kan du få oplyst, hvor du kan se dem henne):
Mike Banning i Olympus Has Fallen (2013)
Der er i den grad knald på, når Gerard Butler ruller sig ud som den tidligere Secret Service-agent Mike Banning i 'Olympus Has Fallen'. Der bliver dog atter brug for hans hjælp, da præsidenten under et voldsomt terrorangreb på Det Hvide Hus tages som gidsel.
Banning befinder sig i bygningen og bliver nu myndigheders eneste håb for at stoppe terroristerne og redde præsidenten. Butler brænder med fysisk nærvær og træfsikker tilstedeværelse igennem som den martrede mand i dette eksplosive og medrivende actionbrag.
'Olympus Has Fallen' har indtil videre fået to efterfølgerne i form af London Has Fallen og Angel Has Fallen fra henholdsvis 2016 og 2019.
Se hvor du kan streame Olympus Has Fallen her.
Gerry i P.S., I Love You (2007)
Det er ikke kun automatvåben, Gerard Butler formår at håndtere, men også romantik, hvilket det romantiske drama 'P.S., I Love You' beviser. Man følger her de nygifte og lykkelige Holly og Gerry, men så indtræffer ulykken. Gerry dør efter kort tids sygdom, men han har til Hollys overraskelse efterladt 10 breve, som skal hjælpe hende videre med livet.
Første besked beordrer Holly til at tage veninderne med i byen, feste og fejre sig selv. De næste breve sørger for, at hun får mange udfordringer og måske finder kærligheden igen.
I 'P.S., I Love You' ser man altså Butler fra sin mere følsomme side, hvilket han løfter med hjertevarme og god kemi med sin medspiller Hilary Swank. Ja, tårerne får lov til at presse sig på med Butler som romantisk katalysator.
Se hvor du kan streame P.S., I Love You her.
Kong Leonidas i 300 (2006)
Det var vel nok i Zack Snyders pompøse og slowmotion-elskende '300', at Gerard Butler med store muskler og en velformet sixpack fik sit store gennembrug i rollen som Kong Leonidas.
'300' er som bekendt en episk genfortælling af Slaget ved Thermopylæ, hvor netop Leonidas og hans 300 tapre spartanere slås mod den persiske Kong Xerxes og hans enorme hær. Her er med andre ord ikke tid til hverken tilbagetog eller kapitulation. Her gælder det kun død og ære.
Med karisma og troværdig krigsstyrke i både krop og øjne, leder Butler engagerende an i den spektakulære kamp - og hvem husker ikke replikken "This is Sparta!". Forrygende!
Se hvor du kan streame 300 her.
'Big Nick' O'Brien i Den of Thieves (2018)
Den står her på hvislende skuddueller og ikke mindst bankkup for fuld adrenalin i den højspændte action-thriller 'Den of Thieves'. Man følger her den brutale kamp mellem en gruppe succesfulde bankrøvere og en barsk eliteenhed i Los Angeles' gader.
Gerard Butler leder intenst an i eliteenheden som 'Big Nick', der står overfor sin måske hidtil største opgave, da han skal stoppe røverne, der planlægger et umiddelbart umuligt kup, nemlig at røve den topsikrede Federal Reserve Bank.
Det er svært ikke at blive revet med af både kupfilmens hårdtpumpede tempo og ikke mindst Butlers muskuløse præstation i front, mens her også er plads til de mere underspillede og nervepirrende scener. Der er i skrivende stund en fortsættelse på vej.
Se hvor du kan streame Den of Thieves her.
One Two i RocknRolla (2008)
I instruktørstolen og bag manuskriptet til 'RocknRolla' finder man den skarpe Guy Richie, som bl.a. også har de rapkæftede Lock, Stock and Two Smoking Barrels og Snatch på sit CV. Her får Gerard Butler således lov til at tage livtag med et rapt manuskript, der bl.a. er rig på kæk humor. Han løfter bestemt sin del af filmen.
'RocknRolla' udspiller sig i den kriminelle underverden i London, hvor den står på sex, forbrydere og naturligvis rock'n'roll. Her er en gangster i gang med en fingeret handel - et fupnummer - der åbner muligheden for et kup med et stort udbytte til de hurtige.
Her er ganske vist tale om en ensemble-film, der udover Butler bl.a. også byder på Idris Elba, Thandiwe Newton, Tom Hardy, Mark Strong og Tom Wilkinson. Det betyder flere mindeværdige karakterer, hvor Butlers rolle gør sig godt og rapt.
Se hvor du kan streame RocknRolla her.